Der var engang en rose, der drømte om at flyve. Hun var lyserød og stod ved lågen ind til en lille have, og hver dag så hun svalerne suse lavt hen over græsplænen.
“Jeg vil også,” sagde hun til nælden ved siden af.
“Roser flyver ikke,” sagde nælden. “Roser står.”
Rosen stod. Hun stod hele juni og hele juli. Hun blomstrede og duftede, og bierne kom og gik, og en pige, der hed Elna, bøjede sig ned og lugtede til hende hver morgen, når hun gik til skole.
Men rosen så op på svalerne.
En aften i slutningen af august blæste det op. Ikke en storm. Bare en lang, varm vind, der kom ind fra marken og fik hækken til at suse.
Rosen mærkede det i sine kronblade. De var ikke så friske mere. Hun havde blomstret længe. De sad løsere nu.
Vinden tog fat i det yderste.
Det slap. Og fløj.
Rosen så det svæve op over lågen. Lyserødt mod den mørkeblå himmel. Det vendte sig i luften og dansede, og det fløj hen over vejen og over naboens tag.
Så tog vinden et til. Og et til.
Hun mærkede dem forsvinde, ét efter ét. Det gjorde ikke ondt. Det kildede. Og for hvert kronblad, der slap, fløj et stykke af hende op i luften, højere end hækken, højere end lågen, hen mod svalerne.
Hun fløj.
Ikke hele hende. Men nok.
Da vinden lagde sig, stod rosen tilbage ved lågen med kun nogle få blade og et lille, grønt hyben i midten. Hun var træt.
Næste morgen kom Elna forbi på vej til skole. Hun stoppede ved lågen og kiggede på rosen, der næsten ikke var en rose mere.
Så kiggede hun ned. Et lyserødt kronblad lå på fortovet. Et andet sad fast i hækken. Et tredje sad på naboens postkasse.
Elna samlede det op fra postkassen og stak det i lommen.
Om aftenen, da hun skulle sove, lå det på hendes natbord. Det duftede stadig, svagt.
Måske flyver der et rosenblad forbi dit vindue i nat, du, båret af en varm vind. Det har været længere væk, end det nogensinde troede. Nu daler det stille ned. Ligesom dig. Godnat.
