Der var engang en dreng, der hed Gorm. Han var fem år og den mindste i familien, og han havde en storesøster på ti, der hed Vera, som vidste, hvor portalen var.
Den lå i skoven bag deres hus, et kvarters gang ad den smalle sti, forbi den store sten og over grøften. Det var en gammel egestamme, der var væltet i en storm for mange år siden. Den lå på langs i bregnerne, tyk og grå og dækket af mos, og den var hul hele vejen igennem.
Mor havde sagt, at de godt måtte gå derhen sammen, hvis de blev på stien og var hjemme, når hun kaldte på dem til aftensmad. Hun kunne lige akkurat råbe så højt.
“Det er en portal,” sagde Vera. “Hvis man kravler igennem, bliver man lille. Så lille som en bille.”
Gorm kiggede ind i stammen. Inde i den var der mørkt og fugtigt, og ude for enden var der en lille rund cirkel af grønt lys.
“Bliver man stor igen?”
“Hvis man kravler tilbage.”
“Altid?”
“Altid,” sagde Vera. “Jeg har gjort det mange gange. Jeg kravler først, og du kommer lige bag mig. Hold fast i min sko.”
Gorm holdt fast i hendes sko. De kravlede ind.
Det var mørkt og blødt under knæene. Det lugtede af svampe og regn. Gorm kunne høre sin egen vejrtrækning, meget højt, og Veras sko, der skubbede sig frem foran ham. Den grønne cirkel blev større. Og større.
Så kravlede de ud på den anden side.
Og Gorm var lille.
Han vidste det med det samme, for alt var blevet kæmpestort. Bregnerne var træer nu, høje og grønne, og de lukkede sig over ham som et tag. Græsstråene var lige så tykke som hans ben. Og lige foran ham, midt i stien, stod en svamp, der var større end et hus. Den var brun og glat på oversiden og lys og blød nedenunder, med tusinder af tynde lameller, der gik ud fra stokken som eger på et hjul.
“Man kan stå i ly under den, når det regner,” sagde Vera. “Kom.”
De gik ind under svampen. Der var tørt og stille, og det lugtede af kælder.
Bagefter gik de videre. Vera kendte vejen. De gik over en mosepude, der var blød som en madras, og Gorm faldt i den og blev liggende og grinede. De gik forbi en snegl, der var lige så stor som en bil, og som kravlede så langsomt, at det slet ikke så ud, som om den bevægede sig. Den efterlod et spor, der glinsede som en våd vej.
“Rør ikke,” sagde Vera. “Den er klistret.”
De kom til en vej. En rigtig vej, smal og bar og trampet hård, og den var fuld af myrer. Hundredvis. De gik i to rækker, den ene den ene vej og den anden den anden vej, og hver eneste myre var lige så stor som en hund. Nogle bar små pinde. Én bar et frø, der var større end den selv.
Gorm stod helt stille.
“De er ikke farlige, hvis man bare lader dem gå,” hviskede Vera. “De har travlt. De skal hjem før aften.”
De stod og så på myrerne i lang tid. De kom og gik, kom og gik, og ingen af dem kiggede på Gorm og Vera. De havde for travlt.
Så begyndte det at regne. En dråbe faldt lige ved siden af Gorm, med et plask, så højt som når man smider en sten i en sø. Den var lige så stor som en bold, og den sprang i stykker på jorden i tusind små perler.
“Svampen!” råbte Vera.
De løb tilbage under svampen, mens dråberne bragede ned rundt om dem, plask, plask, plask, og skovbunden dansede. Under svampen var der stadig tørt. De satte sig tæt sammen og så regnen falde, og det var det smukkeste, Gorm nogensinde havde set: dråber så store som bolde, der faldt langsomt og glimtede som glas, og hver eneste én havde en lille, krum skov inde i sig.
Det holdt op lige så hurtigt, som det var begyndt.
“Nu skal vi tilbage,” sagde Vera. “Mor venter med maden.”
De gik tilbage forbi sneglen, der nu var kommet næsten en halv tomme længere. Over mosepuden. Hen til den grønne cirkel i enden af egestammen.
“Hold fast i min sko.”
De kravlede ind i mørket. Det lugtede af svampe og regn. Den grønne cirkel bag dem blev mindre, og en anden cirkel foran dem blev større.
Og så kravlede Gorm ud i bregnerne, og bregnerne var bregner igen. De gik ham til knæene. Ved siden af stien stod en lille brun svamp. Han satte sig på hug og kiggede under den. Lamellerne var der. Tusinder af dem, fine som papir.
“Den var større før,” sagde han.
“Det var du, der var mindre,” sagde Vera.
De gik hjem ad stien, forbi den store sten og over grøften. Gorm kiggede hele tiden ned. På myrerne, der stadig gik i deres to rækker. På en regndråbe på et græsstrå.
Om aftenen, i sengen, kiggede han på sit tæppe. Det var gult med små blomster. Han lagde hovedet ned på det, helt tæt, og kiggede ud over det, sådan som en bille ville. Så var det en hel mark af gule bakker og dale.
Han faldt i søvn midt i den.
Prøv at lægge kinden helt ned mod din dyne, du, og kig ud over den, sådan som en bille ville. Bakker og dale, og bløde marker. Find en god dal at sove i. Godnat.
