Der var engang en blåklokke, der stod ved kanten af en grøft ved en grusvej. Hun var lyseblå og hang med hovedet, sådan som blåklokker gør, så hendes blomst lignede en lille, omvendt klokke. Og hun kunne synge. Men kun om morgenen. Og kun når der var dis.
Det var fordi, hun ikke sang selv.
I nat havde der sovet en lille bi inde i hende. Det var en lille vildbi, ikke større end et riskorn, sort og lodden. Den havde fløjet rundt hele dagen og samlet pollen. Og da det blev aften, havde den kravlet ind i blåklokken og krøbet sammen helt inde i bunden, hvor det var lunt og tørt. Blåklokken var dens hus for natten. Det gør nogle små bier faktisk. De sover i blomster.
Nu var det morgen.
Disen lå hen over engen som en tynd, hvid dyne. Den hang i græsset og mellem stænglerne. Alt var vådt. Der var dråber på hvert eneste strå. Blåklokken var tung af dug, og hun bøjede sig endnu mere end sædvanligt.
Inde i hende vågnede bien. Den var kold og stiv. Den kunne ikke flyve, når den var kold. Så den begyndte at summe.
Den rystede sine små flyvemuskler uden at bevæge vingerne. Det gav en lyd. En lille, fin summen. Mmmmmm. Den lød anderledes inde i blåklokken, end den ville have gjort udenfor. Klokken tog lyden og gjorde den rundere. Den rungede blødt, som en tone i en lille kirke.
Mmmmmm.
Det var blåklokkens sang. Ingen andre end hun kunne høre den rigtigt. Men den sitrede i hele blomsten, ned gennem stænglen og ud i bladene.
Ved siden af stod en anden blåklokke. Også i den summede det. Og i den næste. Hele grøftekanten var fuld af blåklokker, og i mange af dem havde der sovet en bi. Nu summede de alle sammen, sagte, i den hvide dis, som et lille kor.
Langsomt kom solen op. Disen begyndte at lette. Den blev tyndere og tyndere, og lyset blev gyldent. Dråberne på græsset begyndte at glimte.
Bien i blåklokken blev varm. Den summede en sidste gang. Så kravlede den ud til kanten af klokken og holdt op med at summe. Den rensede sine følehorn. Den strakte sig. Og så fløj den ud i solen.
Blåklokken rettede sig lidt op.
Hun stod helt stille resten af dagen og var bare en blomst. Bierne kom og gik og samlede pollen. Men hun vidste, at når det blev aften, ville en af dem komme tilbage og kravle ind i hende og sove.
Og i morgen ville hun synge igen.
Disen kommer igen i morgen tidlig. Så begynder blåklokkerne ved grøften at summe, én efter én, efterhånden som de små bier inde i dem vågner. Indtil da sover de alle sammen. Godnat, du.
