Der var engang en blæksprutte, der hed Blæks, og han boede ved kysten i Skotland.
Han boede i en sprække mellem to klipper på bunden af en bred, kold havbugt, der hedder Moray Firth. Han var rødbrun, når han var rolig, og han havde otte arme med to rækker sugekopper på hver. Han kunne skifte farve, når han ville. Han kunne blive næsten hvid, når han var forskrækket, og mørk og plettet, når han gemte sig mellem tang. Og hvis han ville, kunne han klemme sig gennem et hul, der ikke var større end en flaskehals.
En morgen, mens han sad i sin sprække og kiggede ud, kom der en stor skygge gennem vandet.
Den var grøn. Den havde en lang hals og et lille, rundt hoved og fire store luffer, der bevægede sig langsomt som årer. Den svømmede lige hen mod Blæks’ klippe og stoppede.
Blæks blev hvid fra top til spids.
“Undskyld,” sagde skabningen. “Jeg tror, jeg er kommet ret langt hjemmefra. Er det her havet?”
“Det er havet,” sagde Blæks. Han blev lidt mindre hvid.
“Så er det første gang, jeg er her,” sagde skabningen. “Jeg hedder Nessi. Jeg bor i en sø, der hedder Loch Ness. Den er lang og smal og meget dyb og helt mørk, for vandet er brunt af tørv fra bjergene. Men i går fik jeg lyst til at se, hvor alt vandet løber hen. Så jeg svømmede ud ad floden. Den hedder også Ness. Den løber gennem en by, og der svømmede jeg om natten, så ingen skulle blive forskrækket. Og så var floden pludselig salt.”
Blæks var blevet rødbrun igen. “Du er det største, jeg har set,” sagde han. “Bortset fra en hval engang.”
“Og du,” sagde Nessi, “er det mærkeligste, jeg har set. Du har ingen knogler.”
Det havde Blæks ikke. Det viste han Nessi. Han hældte sig ud af sprækken som en blød pude og svømmede rundt om ham. Han viste ham, hvordan han kunne gøre sig flad som et blad og rund som en bold. Han viste ham, hvordan han skiftede farve. Gult. Rødt. Plettet. Stribet. Han lagde sig på en sten med tang, og så kunne Nessi ikke se ham, selvom han kiggede lige på ham.
“Hvordan gør du det?” spurgte Nessi.
“Jeg har små farveposer i huden,” sagde Blæks. “Dem kan jeg åbne og lukke. Og så har jeg tre hjerter.”
“Tre?”
“Ét til kroppen og to til gællerne,” sagde Blæks. “Og mit blod er blåt.”
Nessi var så forbavset, at han boblede.
Så var det Nessis tur. Han tog Blæks med op til overfladen. Blæks satte sig på Nessis hoved, holdt fast med fire arme, og så strakte Nessi halsen op. Højt op. Så højt, at Blæks kunne se ud over vandet, hen over bugten, helt hen til bakkerne og de hvide huse og et fyrtårn på en pynt.
Det havde Blæks aldrig set før. Han havde altid set havet fra neden.
Mens de sad der, kom der delfiner. Store, grå delfiner, der sprang ud af vandet, en, to, tre, og plaskede ned igen. Der bor delfiner i Moray Firth hele året. De svømmede rundt om Nessi en gang og fløjtede. Så var de væk.
“Det havde jeg ikke regnet med,” sagde Nessi.
De legede hele dagen. Gemmeleg mellem klipperne, hvor Blæks vandt hver gang, fordi han blev samme farve som stenene. Kapsvømning over sandbunden, hvor Nessi vandt hver gang, fordi han var så stor. Og så lagde de sig i det lave vand ved en sandbanke og kiggede op på lyset.
Da det blev aften, sagde Nessi, at han hellere måtte svømme hjem. Hjem til den lange, mørke sø. Det var der, han hørte til, og han ville gerne nå op ad floden, før byen vågnede.
“Kommer du igen?” spurgte Blæks.
“Når der er fuldmåne,” sagde Nessi. “Så kan man se vejen.”
Nessi svømmede ud i mørket. Blæks så hans lange hals forsvinde ind mod flodmundingen.
Kan du se, hvilken farve Blæks har nu, du? Han sidder i sin sprække mellem klipperne i Moray Firth, mørkebrun og tilfreds, med alle otte arme rullet ind under sig, og ude i bugten fløjter delfinerne en sidste gang. Oppe i Loch Ness glider en stor, grøn skygge hen gennem det brune vand, og Nessi lægger sig til rette på bunden af sin sø og venter på fuldmånen. Godnat.
