Solen stod op over havet, og vandet glimtede som tusind små stjerner. Nede mellem de bløde bølger svævede blæksprutten Blæks. Han snoede sine arme i langsomme cirkler og nød, hvordan havet vuggede ham frem og tilbage.
Han elskede havet, men nogle gange føltes det lidt stort og stille. Der var dage, hvor han ønskede, at nogen ville dele stilheden med ham.
Pludselig kom en skygge glidende gennem det blå. Noget stort og grønt bevægede sig nærmere. Blæks blev helt stille, og hans øjne blev runde som perler.
Ud af tågen kom en venlig skabning med lang hals, grøn hud og et varmt smil.
“Hej,” sagde den. “Jeg hedder Nessi.”
“Hej,” sagde Blæks forsigtigt. “Jeg er Blæks. Du ser anderledes ud end nogen, jeg har mødt før.”
“Det siger de fleste,” lo Nessi. “Men jeg er bare mig. Skal vi svømme lidt sammen?”
Og sådan begyndte en dag, som ingen af dem nogensinde ville glemme.
De svømmede side om side gennem solstriberne, der faldt som gyldne bånd ned i vandet. Blæks viste Nessi, hvordan man kunne gemme sig mellem søgræs og lege find mig, hvis du kan.
Nessi viste Blæks, hvordan man kunne suse gennem strømmen og lade sig løfte helt op til overfladen, så man mærkede vinden kysse huden.
De grinede og lavede bobler, store som muslingeskaller. De så fisk, der glimtede som sølv, og en flok søstjerner, der dansede på bunden.
Hen mod aftenen blev vandet stille igen, og solen dykkede ned bag horisonten. Lyset blev blødt og gyldent, og himlen spejlede sig i havet som flydende honning.
Blæks svømmede tættere på Nessi og sagde:
“Det har været den bedste dag nogensinde.”
Nessi smilede og nikkede. “Ja… og når vi lukker øjnene i nat, kan vi tænke på alt det, vi så i dag.”
Så fandt de hver deres sted at sove – Nessi dybt nede i en rolig bugt, og Blæks i en lille hule mellem korallerne. Havet vuggede dem begge i søvn, mens månen sendte sølvstråler ned gennem vandet.
Og hvis man lyttede rigtig godt, kunne man høre to små stemmer i drømmene, der sagde:
“Vi ses i morgen, ven.”
