Skibbrud på eventyrøen

⏳ 6 minutters læsetid

Der var engang en dreng, der hed Sylvester, og han var ni år og havde aldrig været skibbruden. Det ville han gerne være. Han havde læst om skibbrudne i bøger: folk, der skyllede op på en øde ø og byggede hytter af palmeblade og spiste kokosnødder og skrev SOS i sandet.

“Det sker ikke for os,” sagde hans lillesøster Ellinor. Hun var seks. “Vi skal bare sejle til Kobbeholm og spise frokost.”

Det var sommerferie. Familien havde lånt morfars gamle sejlbåd. Den hed Marsvinet, og den var hvid med en blå stribe og havde en lille kahyt med to køjer, et komfur og et skab fuld af dåsemad. Far havde sejlet i den, siden han var dreng. Mor havde lært det for et par somre siden.

Inden de sejlede ud, sagde far det, han altid sagde: “Redningsvest på, når vi er på dækket. Altid. Og ingen går ud på fordækket, uden at mor eller jeg siger ja.”

Sylvesters redningsvest var orange og lidt for stor. Ellinors var gul og havde en fløjte i en snor.

De sejlede ud af havnen om formiddagen. Vinden var frisk. Marsvinet lagde sig lidt på siden og skar gennem bølgerne med et sus. Sylvester sad ved rorpinden sammen med far og fik lov at styre, mens far holdt hånden ovenpå.

Kobbeholm var en lille ø ude i fjorden. Der boede ingen. Der var en strand, en klit, nogle buske og en masse måger. Det tog en halv time at gå hele vejen rundt om den.

De nåede frem ved middagstid. Far styrede ind mod stranden. Mor stod forude med en lang stage og målte dybden.

“To meter,” råbte hun. “Halvanden. En meter. Stop!”

Men det var for sent. Bunden kom hurtigere, end hun havde regnet med, for der lå en sandbanke lige under vandet. Der lød en lang, blød skraben under båden. Marsvinet gled op på sandet og stod stille. Lidt på skrå.

Far startede motoren og bakkede. Motoren brummede. Båden rokkede ikke.

“Vi sidder fast,” sagde far.

Sylvesters øjne blev store. “Er vi skibbrudne?”

“Næsten,” sagde mor. Hun smilede. “Det er ikke farligt. Vandet er kun til knæene herinde. Båden står fint. Men vi kommer ikke af, før vandet stiger.”

Far tog sin telefon frem og ringede til havnefogeden. Han hed Erling, og han havde været havnefoged i tredive år.

“Kobbeholm, siger du,” sagde Erling i telefonen. “På sandbanken på østsiden. Ja, det er der mange, der gør. Vinden har presset vandet ud af fjorden i dag. Det kommer tilbage i nat, når vinden lægger sig. Jeg kommer ud med min båd i morgen tidlig og trækker jer af. Har I mad og vand?”

“Masser,” sagde far.

“Så har I det fint,” sagde Erling. “Ring, hvis der er noget. Jeg har telefonen ved sengen.”

Far lagde telefonen og kiggede på børnene.

“Vi skal overnatte på Kobbeholm,” sagde han.

Sylvester var så glad, at han glemte at sige noget.

De vadede i land med redningsvestene på. Vandet var lunt og gik Ellinor op til livet. Far bar hende det sidste stykke. Mor bar en taske med mad og en pose med teltet, som altid lå i båden. Sylvester bar soveposerne over hovedet, så de ikke blev våde.

På stranden slog de teltet op i læ af klitten. Det var et grønt telt med plads til fire, hvis man lå tæt.

Bagefter gik Sylvester og Ellinor på opdagelse. Mor gik med. Hun sagde, at de skulle holde sig på stranden og væk fra mågernes reder i klitten, for mågerne ville ikke forstyrres.

De fandt en hel masse ting. En flaske uden brev. Et stykke reb, der var blevet grønt. En krabbeskal, så stor som en hånd. En sten med et lille hul tværs igennem, som Ellinor sagde var en ønskesten. Hun puttede den i lommen.

“Vi skal skrive SOS,” sagde Sylvester.

“Erling ved jo godt, hvor vi er,” sagde Ellinor.

“Det skal vi alligevel,” sagde Sylvester.

Så de skrev SOS i sandet med en pind. Store bogstaver. Ellinor tegnede en blomst ved siden af. Mor tog et billede.

Om aftenen lavede far mad på et lille gasblus i sandet. Det var dåsemad fra kahytten: pølser i tomatsovs og brød. De spiste med skeer direkte fra gryden. Det var det bedste, Sylvester nogensinde havde smagt. Det sagde han i hvert fald.

“Det er fordi, vi er skibbrudne,” sagde han.

“Det er fordi, du har været ude hele dagen,” sagde mor.

Vinden lagde sig. Det blev stille. Mågerne holdt op med at skrige og satte sig på klitten med hovedet under vingen.

Ude på sandbanken stod Marsvinet. Men nu stod den ikke helt så skævt mere. Vandet var begyndt at komme tilbage, langsomt, tomme for tomme. Far gik ud og tjekkede ankeret og kom tilbage med våde bukser.

Himlen blev først gul og så orange og så violet over fjorden. Inde på land kunne de se lys i husene, langt væk. Et af dem var måske Erlings hus.

De børstede tænder med vand fra en flaske og spyttede i sandet. Så kravlede de ind i teltet. Fire soveposer side om side. Ellinor i midten.

“Vil vi blive reddet?” spurgte Sylvester ud i mørket.

“I morgen tidlig,” sagde far. “Klokken syv. Erling har lovet det.”

“Jeg håber, han kommer for sent,” sagde Sylvester.

Mor lo i mørket.

Udenfor skvulpede vandet mod stranden. En enkelt måge sagde noget i søvne. Ellinor faldt i søvn først med ønskestenen i hånden. Så Sylvester. Far og mor lå længe og lyttede til vandet.

Næste morgen klokken syv kom en lille rød motorbåd tøffende hen over fjorden. Ved roret stod en mand med hvidt skæg og kasket. Han vinkede.

“Godmorgen, skibbrudne,” råbte Erling.

Vandet var steget i løbet af natten. Erling bandt et reb til Marsvinets forstavn, og med et lille ryk gled båden af sandbanken og flød igen. Den rettede sig op og vuggede som en and.

De pakkede teltet. Sylvester kiggede på SOS-bogstaverne i sandet. Bølgerne havde allerede taget halvdelen af blomsten.

“Kan vi komme igen?” spurgte han.

“Ja,” sagde far. “Men næste gang ankrer vi længere ude.”

Er du også lidt skibbruden, du? Din seng er en lille ø, og dynen er dit telt. Vandet kommer stille tilbage i nat, og i morgen tidlig er der nogen, der siger godmorgen. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 4.7 / 5. Bedømmelser: 3

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.