Havets kunstner og de magiske blækdråber

Der var engang en blæksprutte, der hed Sepia. Han boede i en hule af sten på havets bund, han havde otte lange arme med sugekopper, og han elskede at male mere end noget andet.

Der var bare ét problem. Han havde kun én farve.

Når han blev forskrækket eller glad eller bare havde lyst, sprøjtede han blæk. Og blækket var altid det samme: mørkebrunt, næsten sort. Det svævede i vandet som små skyer, og med spidsen af en arm kunne han trække det ud i lange striber og krøller.

“Hvorfor maler du ikke med rigtige farver?” spurgte søhesten Lilje, som boede i tangen udenfor. “Rødt som koraller. Gult som de små fisk.”

“Jeg har ikke andre,” sagde Sepia. “Jeg har kun det her.”

Lilje svømmede lidt rundt om ham. “Så må du jo finde noget, man kun kan male med mørkt.”

Sepia tænkte på det i mange dage.

Hans hule lå meget dybt nede, hvor solens lys aldrig nåede. Der boede små fisk, der var født dernede og aldrig havde været oppe. De vidste ikke, at der var noget over vandet. De vidste ikke, hvad en himmel var.

En aften svømmede Sepia helt op til overfladen. Det tog lang tid. Han stak øjnene op over vandet.

Det var nat. Over ham var himlen mørk, næsten sort. Og på den lyste tusind små prikker.

Han blev der længe og så på dem. Så dykkede han ned igen, helt ned til sin hule.

Den nat malede han.

Han malede hele loftet i hulen. Det tog ham til morgen. Han sprøjtede blæk ud i lange, bløde bølger og fordelte det med alle otte arme, til hele loftet var mørkt og dybt. Men et lille sted her og et lille sted der lod han stenen være lys. Bare en prik. Og en prik til. Hundredvis af prikker, i små grupper, præcis som han havde set dem.

Så lukkede han lidt lys ind gennem et hul i hulens væg. Det svage, grønlige lys fra lysalgerne udenfor.

Og de lyse prikker begyndte at skinne.

Lilje var den første, der så det. Hun svømmede ind og stoppede helt op i vandet.

“Hvad er det?” hviskede hun.

“Det er himlen,” sagde Sepia. “Om natten. Sådan ser den ud, når man kigger op fra vandet.”

Lilje sagde ikke noget. Hun lagde sig bare på ryggen i vandet og så op.

Næste aften kom de små dybhavsfisk. Først kun to. Så ti. Så en hel stime, der svømmede forsigtigt ind i hulen og stimlede sammen på gulvet med næserne opad.

“Hvad er de lyse prikker?” spurgte en af dem.

“Stjerner,” sagde Sepia. “De sidder langt, langt væk, oven over havet. Der er flere, end man kan tælle.”

“Er de rigtige?”

“Ja,” sagde Sepia. “Det her er bare et billede af dem. Men de rigtige findes.”

Fiskene blev liggende hele aftenen. Nogle af dem faldt i søvn. Sepia lod dem sove.

Siden kom de hver aften. Og en gang imellem, når nogen spurgte, svømmede Sepia op til overfladen og kiggede igen, så han kunne male en stjerne mere.

Han havde stadig kun én farve. Men han havde fundet den ting, man kun kan male med mørkt.

Godnat, du. Oven over dit tag sidder de rigtige stjerner i nat, også selv om der måske er skyer for. Sepia har tegnet nogle af dem af, prik for prik. Resten må du selv forestille dig.