Der var engang en pige ved navn Agnes, som havde en blomstereng lige bag sit hus. Den var fuld af valmuer og kornblomster og høje, gule pragtstjerner, og om sommeren gik græsset hende helt til skuldrene.
En eftermiddag skulle hun plukke en buket til sin mor, der havde fødselsdag.
Hun lagde sig først ned i græsset. Bare for at hvile. Solen var varm, og himlen var fuld af små, hvide skyer. Det summede overalt.
Så hørte hun det. En hvisken. Ganske stille, lige ved hendes øre.
“Ikke mig.”
Agnes satte sig op. Der var ingen. Kun en blå klokkeblomst, der hang med hovedet lige ved siden af hende.
“Ikke mig,” hviskede den igen. “Der sover nogen i mig.”
Agnes lænede sig ned og kiggede ind under blomstens lille, blå hat. Derinde, rullet sammen med benene trukket op under sig, sov en humlebi. Den var gul og sort og lodden og ikke større end en nød. Den bevægede sig ikke. Den trak bare vejret, ganske langsomt.
“Den var for træt til at flyve hjem i går,” hviskede klokkeblomsten. “Så den blev her.”
Agnes lod den være.
Hun rakte ud efter en rød valmue.
“Ikke mig,” hviskede valmuen. “Jeg har lige fået besøg.”
En lille, grøn bladlus sad på stilken. Bag den kom en mariehøne travende. Hun var på vej til frokost.
Agnes trak hånden til sig.
“Ikke os,” hviskede kornblomsterne, før hun nåede at spørge. “Om lidt kommer sommerfuglene.”
Agnes sad stille i græsset med tomme hænder. Hun ville så gerne have en buket. Men alle blomsterne havde nogen.
Hun tænkte længe. Så rejste hun sig og løb hjem.
“Mor,” sagde hun. “Du skal ikke have en buket. Du skal have en eng.”
Mor fulgte med ud. Agnes tog hende i hånden og lagde sig ned i græsset, og mor lagde sig ved siden af hende. Agnes viste hende humlebien i klokkeblomsten. Mariehønen på valmuen. De første to sommerfugle, der landede på kornblomsterne, én hvid og én med orange pletter.
Mor sagde ikke noget i lang tid. Hun lå bare og så op på skyerne.
“Det er den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har fået,” sagde hun til sidst.
Da de gik ind, var solen ved at blive gylden. Bag dem lukkede klokkeblomsten sig langsomt om humlebien, som et lille, blåt telt for natten.
Godnat, du. Et sted ude på en eng sover der en lille humlebi i en blå blomst i nat. Den drømmer om honning, og ingen plukker den.
