Triceratopsen Theo, som elskede blomster

Der var engang en triceratops, der hed Theo, og han var vild med blomster. Mere end med noget andet i hele dalen.

Det var ikke så nemt, for Theo var stor. Han havde tre horn, et bredt skjold af knogle om halsen og fire fødder, der var lige så tunge som sten. Når han gik, rystede jorden en lille smule.

Og blomster var nye i verden. De første magnolier voksede i dalen, hvide og lyserøde, og ved søen flød der åkander med gule midter. Theo kunne stå i lang tid og se på dem. Han kunne lide, at de duftede forskelligt. Magnolierne duftede sødt. Åkanderne duftede af vand.

Men når han gik hen til dem for at se nærmere, trådte han på dem. Han kunne ikke se sine egne fødder. Hornene og skjoldet var i vejen.

Theo havde en ven, der hed Kvidder. Kvidder var en lille, brun fugl med tænder i næbbet, sådan som nogle fugle havde dengang. Hun sad tit på Theos skjold.

“Du træder på dem igen,” sagde hun en dag.

“Jeg kan ikke se dem,” sagde Theo.

“Så kan jeg se for dig,” sagde Kvidder.

Hun hoppede ned på hans næse, så hun kunne se både fremad og ned. “Venstre fod lidt til siden,” sagde hun. “Nej, den anden venstre. Stop. Nu kan du sætte den ned.”

Det tog lang tid. Theo måtte gå meget langsomt. Men til sidst stod han midt i magnolierne, og ikke én eneste blomst var trådt ned.

Han satte næsen helt hen til den største, hvide blomst og snusede. Den duftede sødt. En lille bille kravlede rundt inde i den og var helt gul af blomsterstøv.

“Den er smuk,” sagde Theo.

“Den er,” sagde Kvidder.

Hver dag gik de derhen igen. Kvidder sad på hans næse, og Theo satte fødderne præcis, hvor hun sagde. Efterhånden behøvede hun ikke at sige så meget. Theo havde lært, hvor stierne gik.

Mellem magnolierne i dalen ligger Theo og sover i nat, du, på en plet uden en eneste blomst, som Kvidder selv har fundet til ham, og Kvidder sover på hans næse med hovedet under vingen. Godnat.