Der var engang en lille dinosaur, der hed Dino, og han var en oviraptor. Han havde fjer på armene, et kort, kraftigt næb uden tænder og en lille kam på hovedet, og han var lige så høj som en hund.
Oviraptor betyder “æggetyv”. Det navn har vi mennesker givet dem, meget lang tid efter at de levede. Men det vidste Dino ikke noget om. Han vidste bare, at hans mor sad på en rede.
Reden lå i sandet ved foden af en rød klippe. Den var rund som et hjul, og i den lå æggene i en ring, to og to. Mor sad i midten med sine fjerklædte arme bredt ud over dem, så de fik skygge om dagen og varme om natten. Hun rejste sig næsten aldrig.
“Når man passer æg,” sagde hun, “er man der hele tiden.”
Dino hjalp. Han hentede blade, som mor kunne spise, og han holdt øje med himlen.
En eftermiddag blæste det op. Sandet føg, og den røde klippe forsvandt bag en gul sky. Mor bøjede sig ned over æggene og lukkede øjnene. Dino krøb ind under hendes ene arm.
Da stormen havde lagt sig, rejste mor hovedet og talte æggene med næbbet. Hun talte en gang til.
“Der mangler et,” sagde hun.
Dino så sig om. Sandet var blæst i bunker omkring reden. Der var et spor, en lille rende, der løb ned ad skrænten.
“Det er trillet,” sagde han.
“Jeg kan ikke gå fra de andre,” sagde mor. “Men du må gerne se efter. Følg renden. Gå ikke længere end til det store, døde træ. Og hvis du ser et rovdyr, løber du hjem med det samme, æg eller ej.”
Dino fulgte renden. Den gik ned ad skrænten, rundt om en sten og ned i en lavning med tørt græs. Og der, i bunden, lå ægget. Det var langt og blåligt og helt.
Men der var en anden. En stor, sandfarvet dinosaur med en skjoldkrave om halsen stod og snusede til ægget. Hun var meget større end Dino. Hun spiste planter, men det var ikke til at vide, om hun var vred.
“Er det dit æg?” spurgte hun.
“Det er min mors,” sagde Dino. “Det trillede væk i stormen.”
Den store dinosaur så på ham. “Folk siger, at sådan nogle som dig stjæler æg.”
“Jeg stjæler det ikke,” sagde Dino. “Jeg henter det hjem.”
Den store dinosaur trådte et skridt tilbage. Dino rullede ægget forsigtigt foran sig med næbbet, op ad skrænten, rundt om stenen, hele vejen hjem.
Mor tog det med begge arme og lagde det på plads i ringen ved siden af de andre. Så satte hun sig igen og bredte armene ud.
Nogle uger efter klækkede æggene. Dino fik elleve små søskende med dun i stedet for fjer, og de pippede hele tiden.
Mange millioner år senere fandt nogle forskere en forstenet oviraptor i ørkenen. Den sad på en rede med armene bredt ud over æggene. De forstod, at den ikke havde stjålet dem. Den havde passet på sine egne.
Forestil dig reden under den røde klippe den første nat efter klækningen, du: elleve små pippende dunbolde under mors arme, og helt yderst, med næbbet gemt under sin egen fjerklædte arm, en storebror, der ikke stjal noget som helst. Godnat.
