Der var engang en svaneunge, der hed Svanhvid, og hun var ikke spor hvid.
Hun var grå. Gråbrun og dunet, med et mørkt næb og store, flade fødder, der var lidt for store til resten af hende. Det er sådan, svaneunger ser ud. De bliver først hvide, når de er næsten et år gamle. Men hendes mor havde givet hende navnet alligevel, fordi hun syntes, det var et smukt navn at vokse ind i.
Svanhvid boede på en sø ved Silkeborg, hvor skoven går helt ned til vandet, og hvor der står gamle piletræer langs bredden med grene, der hænger ned og rører overfladen. Hun boede der med sin mor og far og tre søskende. Om dagen svømmede de rundt og spiste vandplanter. Og om aftenen, når solen var gået ned, lagde de sig ude på vandet, tæt sammen, og stak hovedet om på ryggen og næbbet ind under vingen og sov.
Alle undtagen Svanhvid.
“Jeg kan ikke,” sagde hun. “Jeg kan ikke finde ud af at have hovedet under vingen. Det er mørkt derinde.”
“Det er meningen,” sagde hendes far søvnigt.
Svanhvid prøvede. Hun stak næbbet ind mellem fjerene. Det var lunt og mørkt og lugtede af svane. Hun holdt det i omkring fem sekunder. Så trak hun hovedet ud igen og kiggede rundt.
Det var en lys sommernat. Himlen var mørkeblå, ikke sort, og over skoven stod månen og lagde en lang, sølvhvid sti hen over søen. Svanhvid havde aldrig set søen sådan før. Hun plejede at sove, før det blev så sent.
Så hørte hun det.
“Huu. Hu-hu-hu-huuuu.”
Det kom fra det største piletræ. Svanhvid drejede halsen og kiggede derhen. På en gren, tæt op ad stammen, sad en fugl, som hun aldrig havde set før. Den var brun og gråspættet og rund, med et stort, fladt ansigt og to sorte øjne, der var så store, at de næsten fyldte det hele.
Svanhvid svømmede lidt nærmere. Bare lidt. Hun lod sin familie ligge og sove i en lille, hvid klump ude på vandet.
“Hvem er du?” spurgte hun.
“Hagbart,” sagde fuglen. “Natugle. Hvem er du?”
“Svanhvid.”
Hagbart kiggede ned på hende. Han drejede hovedet langt om på siden, så langt, at det så forkert ud. Ugler kan dreje hovedet næsten hele vejen rundt.
“Du er ikke hvid,” sagde han.
“Det bliver jeg,” sagde Svanhvid. “Hvorfor er du vågen?”
“Fordi det er nat,” sagde Hagbart. “Jeg er altid vågen om natten. Om dagen sidder jeg inde i en hule i træet og sover. Hvorfor er du vågen?”
Svanhvid tænkte over det. “Fordi jeg aldrig har set natten,” sagde hun.
Hagbart kiggede på hende med sine store øjne. Så lettede han fra grenen. Han fløj ud over vandet, lavt, og Svanhvid hørte ingenting. Ingen vingeslag. Ingen susen. Det var, som om et stykke af natten flyttede sig. Så landede han på en gammel pæl, der stak op af vandet lige ved siden af hende.
“Hvordan gør du det?” spurgte hun. “Så stille?”
“Mine fjer er bløde i kanten,” sagde Hagbart. “Som fløjl. Så hvisker luften bare forbi.” Han rystede sig. “Vil du se natten? Så skal du være stille. Og lytte.”
Svanhvid lå helt stille på vandet. Og hun lyttede.
Hun hørte en frø et sted i sivene. Kvæk. Og en til, længere væk. Hun hørte en lille plasken, hvor en fisk vendte sig under overfladen og lavede ringe i månestien. Hun hørte en susen over hovedet, og da hun kiggede op, så hun noget lille og mørkt fare frem og tilbage, i små, hurtige sving.
“Flagermus,” sagde Hagbart. “De er også vågne om natten.”
Hun hørte vinden i piletræet. Hun hørte en rådyrmor, der gik ned til vandet på den anden side af søen for at drikke, og hun så hendes øjne lyse i mørket, to små grønne prikker. Og hun hørte sin egen familie, der trak vejret langsomt og roligt ude på vandet bag hende.
“Det er en hel verden,” sagde Svanhvid stille.
“Det er det,” sagde Hagbart.
De sad længe sådan. Månen gled lidt længere hen over himlen. Svanhvid gabte. Det var et stort gab, med næbbet helt åbent.
“Du er træt,” sagde Hagbart.
“Lidt,” sagde Svanhvid.
“Så svøm hjem,” sagde Hagbart. “Natten er der også i morgen. Den går ingen steder.”
Svanhvid svømmede tilbage til sin familie. Hun lagde sig ind mellem sin mor og en af sine søskende, der var så varme, at hun næsten ikke kunne mærke vandet. Hun stak næbbet ind under vingen. Det var mørkt derinde. Men det var ikke et tomt mørke længere. Det var fuldt af frøer og flagermus og vind og en ugle, der sad på en pæl og holdt øje.
“Huu,” hørte hun fra det store piletræ. “Hu-hu-hu-huuuu.”
Og så sov hun.
Hører du det, du? Ude på søen sover Svanhvid nu med hovedet under vingen, og oppe i piletræet sidder Hagbart og passer på natten for hende. Den er der også i morgen. Luk øjnene og lyt, og godnat.
