Der var engang en hyacint, der hed Henny. Hun var lyseblå og stod i et bed under køkkenvinduet, og hendes blomster var små klokker, tæt på stilken, som en hel lille lysekrone.
En aften i april blev det koldt. Rigtig koldt. Solen var gået ned bag hækken, og luften lugtede af frost.
Ned i bedet faldt en humlebi. Hun hed Bibi, og hun havde været ude for længe. I den kolde skumring havde hun fløjet efter den eneste duft, der stadig hang i luften. Hennys.
“Jeg kan ikke,” hviskede hun. “Mine vinger vil ikke. Det er for koldt.”
Humlebier kan ikke flyve, når de fryser. Deres flyvemuskler skal være varme. Det vidste Henny. Hun havde set det før.
“Kravl op,” sagde hun. “Ind i en af mine klokker. Den nederste. Den er størst.”
Bibi kravlede. Langsomt. Op ad det glatte, grønne blad. Hen ad stilken. Ind i den nederste klokke, hvor det var mørkt og blåt og duftede så sødt, at hun næsten glemte, hvor kold hun var.
“Der er lunt herinde,” mumlede hun.
“Det er dagens sol,” sagde Henny. “Jeg har gemt lidt af den.”
Bibi krøllede sig sammen. Hendes ben holdt fast i klokkens kant. Hun summede ganske svagt, en lille, lav brummen, som en meget lille motor, der går i tomgang.
Henny holdt helt stille. Hun bøjede ikke sine blade i vinden. Hun lod frosten lægge sig på bedet og på hækken og på de andre blomster. Men inde i hendes nederste klokke var der stadig lidt varme og en sovende bi.
Om morgenen kom solen frem over hækken. Rimfrosten smeltede til dråber.
Bibi vågnede. Hun strakte sig. Hun rystede vingerne. Det summede, først svagt, så stærkere.
“Tak,” sagde hun og kravlede ud.
Så lettede hun. Hun fløj én runde rundt om Henny, lavt, og så fløj hun hjem mod hækken.
Henny duftede lidt mere end ellers den dag. Det var hendes hemmelighed: om aftenen, når det blev koldt, duftede hun stærkest, så den, der var faret vild, kunne finde hende.
Kravl ind under dynen, du, ligesom Bibi i sin blå klokke. Den har gemt lidt varme til dig. Godnat.
