Der var engang en lille hyacint ved navn Henny, som boede i en farverig blomsterhave. Henny var en særlig hyacint, for hun havde en hemmelig duft, som kun kom frem, når månen skinnede klart på himlen.
Hver dag strakte Henny sine grønne blade mod solen og sugede dens varme stråler til sig. Hun elskede at lytte til biernes summen og fuglenes glade kvidren. Men det, hun glædede sig allermest til, var natten, når månen kom frem.
En aften, da solen gik ned, og stjernerne begyndte at blinke, hviskede Henny til sine blomsterkammerater: “I aften vil jeg dele min hemmelige duft med jer.” De andre blomster, som roserne, tulipanerne og margueritterne, nikkede spændt. De havde hørt om Hennys særlige duft, men ingen af dem havde nogensinde oplevet den.
Da månen endelig steg op på himlen og kastede sit blide lys over haven, begyndte Henny at åbne sine kronblade. En vidunderlig duft spredte sig langsomt i luften, som en blød, sød melodi. Det var en duft, der mindede om varme kram og glade drømme.
Blomsterne omkring Henny sukkede af fryd. “Åh, Henny, din duft er som en drøm,” sagde en rose med et smil. “Den får mig til at føle mig så glad og tryg,” tilføjede en tulipan.
Men der var én, der ikke var helt så glad. Det var en lille bi ved navn Bibi, som fløj rundt i haven. “Jeg kan ikke finde hjem til min bikube i mørket,” sagde Bibi trist. “Jeg er bange for at fare vild.”
Henny tænkte sig om et øjeblik og sagde så: “Måske kan min duft hjælpe dig, Bibi. Følg den, og den vil lede dig tilbage til din bikube.”
Bibi nikkede og begyndte at følge den søde duft, der svævede gennem haven. Hun fløj over blomsterne, forbi de høje træer og hen mod den lille bikube, der lå gemt blandt buskene. Snart kunne hun se sin bikube, og hun fløj glad ind til sine bi-venner.
“Tak, Henny!” råbte Bibi, da hun fløj forbi hyacinten igen. “Din duft er ikke kun smuk, men også hjælpsom!”
Henny smilede og lukkede sine kronblade lidt tættere om sig selv. Hun var glad for, at hendes hemmelige duft kunne bringe glæde og hjælpe en ven i nød.
Da natten blev til dag, og solen igen stod op, sov Henny trygt og tilfreds. Hun vidste, at hendes duft ville være der igen, når månen næste gang kastede sit lys over haven.
Og sådan gik det til, at Henny, den lille hyacint med den hemmelige duft, blev en elsket ven i blomsterhaven, der altid var klar til at sprede glæde og hjælpe dem, der havde brug for det.
Godnat, lille ven. Må dine drømme være lige så søde som Hennys hemmelige duft.