Der var engang en dreng, der hed Eyvind, og han fandt en sti, som alle andre havde glemt.
Det var i Troldeskoven. Sådan kaldte alle i byen den store, mørke skov bag kirken, fordi træerne var så gamle og knudrede, at de lignede trolde, der stod stille. Eyvind var syv. Han var i skovkanten med sin mor for at plukke brombær, og han havde sin egen lille spand.
Mens mor plukkede i den store busk, gik Eyvind lidt langs kanten. Og så så han den. Mellem to store bøgetræer, næsten skjult af bregner og visne blade, var der en smal sti. Den snoede sig ind mellem træerne og forsvandt.
“Mor!” råbte han. “Her er en sti!”
Mor kom. Hun kiggede længe på den.
“Den har jeg aldrig set,” sagde hun. “Og jeg har plukket bær her, siden jeg var lille.”
“Må jeg gå derind?”
“Ikke alene,” sagde mor. “Men vi kan gå et lille stykke sammen. Du går foran, men så tæt på mig, at jeg kan nå dig. Og når jeg siger, vi vender om, så vender vi om.”
Så gik de ind på stien. Eyvind gik foran med spanden. Stien var blød af gammelt løv, og der lugtede af svampe og fugtig jord. Efter et stykke kom de til en stor gren, der lå på tværs af stien, og bag den sad der nogen på en sten.
Han var ikke større end Eyvind. Han havde en næse som en kartoffel, øjne som to små, sorte bær og et langt, gråt skæg med mos i. Hans tøj var brunt som bark, og hans fødder var bare og meget store.
Eyvind stod helt stille. Mor tog ham i skulderen.
“God dag,” sagde trolden. Hans stemme lød som en sten, der triller. “Jeg er Troldefar. Det var på tide, at nogen fandt min sti.”
“Hvorfor var den væk?” spurgte Eyvind.
“Den var ikke væk,” sagde Troldefar. “Den var glemt. En sti er kun en sti, så længe nogen går på den. Når ingen går der, vokser den til. Bregnerne kommer. Bladene falder. Til sidst kan ingen se den mere. Mine fødder er ikke tunge nok til at holde den åben alene.”
Han kiggede på den store gren. “Og så er der grenen. Den har ligget der siden sidste vinter. Jeg kan ikke flytte den.”
Mor kiggede på grenen. Så tog hun fat i den ene ende. Eyvind tog fat i den anden. Den var tung, men sammen kunne de trække den ind til siden, mellem bregnerne.
Troldefar klappede i sine store hænder. “Kom,” sagde han.
Han gik foran nu. Ikke langt. Lige rundt om et stort, mosgroet træ. Og der, mellem rødderne, var der en lille kilde. Vandet boblede op af jorden, klart og koldt, og løb i en tynd strøm ned over nogle sten. Omkring den voksede der bittesmå, hvide blomster.
“Det er min kilde,” sagde Troldefar. “Hvis stien er åben, kan rådyrene finde herhen og drikke. Og grævlingen. Og fuglene.”
“Vi vender om nu,” sagde mor stille.
Eyvind nikkede. Han samlede tre hvide sten fra bækken og lagde dem i en lille bunke ved stien. Så de kunne finde den igen.
“Kommer I tilbage?” spurgte Troldefar.
“Hver gang vi plukker brombær,” sagde Eyvind.
Troldefar smilede, så skægget løftede sig. Så satte han sig på sin sten igen, og han var så brun og knudret, at Eyvind et øjeblik ikke kunne se, om han var en trold eller en rod.
De gik tilbage ad stien. Eyvind trampede ekstra hårdt for at holde den åben.
Tre hvide sten ligger i en lille bunke mellem de to gamle bøgetræer bag kirken. Bag dem, kan du se det, du? Der går en smal sti ind til en kilde, hvor et rådyr bøjer hovedet og drikker. Troldefar sidder på sin sten lige ved siden af og lytter til vandet. Godnat.
