Der var engang en lille søstjerne ved navn Stella, som boede på havets bund. Stella var en nysgerrig lille søstjerne, der elskede at udforske de farverige koralrev og lege gemmeleg med de små fisk. Men der var én ting, Stella ønskede mere end noget andet: at se månen.
Hver aften, når solen gik ned, og havet blev mørkt, kiggede Stella op mod overfladen. Hun havde hørt historier fra de ældre søstjerner om, hvordan månen kastede sit blide lys ned i vandet og skabte magiske mønstre på havbunden. Stella drømte om at se dette vidunderlige syn med sine egne øjne.
En aften, mens Stella lå og kiggede op mod den mørke overflade, bemærkede hun en svag glød. Det var en månestråle, der dansede gennem vandet. Stella blev så begejstret, at hun besluttede sig for at følge strålen for at finde ud af, hvor den kom fra.
Hun begyndte sin rejse opad, og på vejen mødte hun en venlig havskildpadde ved navn Timo. “Hej Stella,” sagde Timo med et smil. “Hvor er du på vej hen?”
“Jeg vil se månen,” svarede Stella ivrigt. “Vil du med mig?”
Timo nikkede og svømmede ved siden af Stella, mens de fulgte månestrålen. De svømmede forbi farverige fisk, der glimtede som små stjerner i vandet, og gennem tangskove, der svajede blidt i strømmen.
Endelig nåede de overfladen, og der, lige over dem, hang månen stor og lysende. Dens stråler dansede på vandet og skabte et smukt skær, der fik hele havet til at glitre som tusind diamanter.
Stella var målløs. “Det er endnu smukkere, end jeg havde forestillet mig,” hviskede hun. Timo nikkede og sagde: “Månen er virkelig noget særligt. Den minder os om, at der altid er lys, selv i mørket.”
Stella og Timo blev liggende ved overfladen og nød synet af månen, indtil de blev søvnige. “Tak fordi du tog med mig, Timo,” sagde Stella med et gab. “Jeg er glad for, at jeg kunne dele dette øjeblik med en ven.”
“Det var en fornøjelse, Stella,” svarede Timo. “Lad os svømme tilbage til vores hjem og drømme om månen.”
De to venner svømmede tilbage til havbunden, hvor Stella fandt sin plads blandt de andre søstjerner. Hun lukkede sine øjne og tænkte på månestrålen, der havde ført hende til et uforglemmeligt eventyr.
Og sådan faldt Stella i søvn, med et smil på sine små søstjernearme, mens månen fortsatte med at skinne blidt ned over havet, og alt var godt.