Der var engang en lille søstjerne, der hed Nova. Hun var orange og havde fem arme, og hun boede på bunden af Vadehavet, mellem muslinger og sand og små sten.
Søstjerner har ikke øjne i hovedet. De har ikke engang et hoved. Men helt ude for enden af hver arm har de et lillebitte, rødt øje. Det kan ikke se farver. Det kan ikke se små ting. Men det kan se, om der er lyst eller mørkt.
Nova kendte lyset. Om dagen var der lyst over hende, grønt og gyngende. Om natten var der mørkt. Sådan havde det altid været.
Men de gamle søstjerner fortalte om noget andet. Om et lys, der kom om natten. Et rundt, hvidt lys, der kun kom nogle gange, og som man kun kunne se, hvis man var heldig.
“Månestrålen,” sagde de. “Den kommer, når havet går væk.”
Nova forstod det ikke. Havet gik da ikke væk.
Men en nat gjorde det.
Det skete langsomt. Vandet over hende blev tyndere og tyndere. Det trak sig tilbage ud mod det store hav, som det gør to gange i døgnet. Det hedder ebbe. Og den nat var det en meget stor ebbe, for månen var fuld.
Til sidst lå Nova i en lille pøl mellem to sten, med kun en håndsbredde vand over sig. Rundt om pølen var der ikke hav mere. Der var vådt sand og tang, så langt hun kunne mærke.
Og så kom det.
Et lys. Det kom ned gennem det tynde vand og ramte hende. Det var ikke grønt og gyngende som solen. Det var hvidt og stille og blødt. Hun løftede spidsen af én arm. Så en til. Med alle fem små øjne kiggede hun op.
Månestrålen lå i pølen hos hende.
Oppe på sandet gik en pige med sin far. De havde gummistøvler og en pandelampe, som far havde slukket, for månen lyste nok. Pigen hed Ellie. Hun satte sig på hug ved pølen.
“Far,” hviskede hun. “Der er en søstjerne. Den løfter armene.”
“Den kigger på månen,” sagde far.
Ellie rørte den ikke. Hun kiggede bare. Så gik de videre, inden vandet kom tilbage.
Floden kom ved midnat. Langsomt steg havet over pølen igen, og månestrålen blev grøn og gyngende og forsvandt.
Nova ligger mellem stenene på havbunden nu, du, med alle fem arme strakt ud. Over hende er vandet dybt og mørkt. Men et sted i hendes små øjne er der stadig lidt måne. Godnat.
