Der var engang en blæksprutte, der hed Ottar, og han havde sit hjem i en klippespalte på havbunden. Han havde otte arme og et stort, blødt hoved og to øjne, der kunne kigge i hver sin retning.
Ottar kunne ikke danse. Det havde han prøvet. Når han prøvede at danse, filtrede hans otte arme sig ind i hinanden, og så måtte han sidde i ti minutter og rede dem ud igen.
Men hver fuldmåne holdt delfinen Plaske dansefest i bugten for hele sin flok. Og denne gang havde Plaske svømmet hen til Ottars hule og banket på stenen.
“Kommer du til fest?” spurgte Plaske.
“Jeg kan ikke danse,” sagde Ottar.
“Det behøver du ikke,” sagde Plaske. “Vi mangler et orkester.”
Så om aftenen svømmede Ottar til bugten. Han havde taget sine ting med: to store muslingeskaller, en tom krabbeskal, et sneglehus, en flad sten og tre tomme østersskaller. Han satte sig på en klippe midt i bugten og stillede det hele op omkring sig.
Så begyndte han at spille.
Arm et slog på muslingeskallen. Bonk. Arm to slog på krabbeskallen. Klik. Arm tre og fire trommede på den flade sten. Tok-tok-tok-tok. Arm fem blæste i sneglehuset, så der kom en lille, boblende tone. Arm seks, syv og otte klaprede med østersskallerne som kastagnetter.
Bonk-klik-tok-tok-bobl-klap-klap-klap.
Delfinerne kom farende. Plaske først, så hans søster, så hele flokken. De hoppede op over vandet og ned igen. De snurrede rundt. De klikkede og fløjtede, så det lød som en hel sang.
Bonk-klik-tok-tok. Fløjt-fløjt-klik.
Krabberne kom op af sandet og dansede sidelæns. Søstjernerne kunne ikke gå så hurtigt, så de vinkede bare med én arm. En sæl stak hovedet op og nikkede i takt.
Ottar spillede hurtigere. Delfinerne hoppede højere. Ottar spillede langsommere. Delfinerne gled langsomt rundt i store cirkler, så vandet lyste sølvgråt i månelyset.
Det var en lang fest.
Hen ad morgenstunden blev armene trætte. Én efter én holdt de op. Først arm otte, så arm syv. Til sidst var der kun arm ét, der slog meget langsomt på muslingeskallen. Bonk. Bonk. Bonk.
Delfinerne lå og flød i vandet og trak vejret.
“Det var den bedste fest nogensinde,” sagde Plaske. “Kommer du igen næste fuldmåne?”
“Ja,” sagde Ottar. “Hvis I hjælper mig med at bære skallerne.”
Han svømmede hjem til sin hule og lagde sig til at sove. Alle otte arme lå roligt og var ikke viklet ind i hinanden en eneste gang.
Ottars arme ligger stille nu, du, alle otte, uden en eneste knude. Prøv at lægge dine to lige så stille på dynen. Godnat.
