Der var engang en lille vulkan ved navn Villy, som boede på en smuk ø midt i det store, blå hav. Villy var ikke som de andre vulkaner, der brølede og spyede ild. Nej, Villy havde en helt særlig drøm. Han ville danse!
Hver morgen, når solen stod op, kiggede Villy ud over havet og så de små bølger danse i takt med vinden. Han så fuglene svæve elegant gennem luften og de små fisk, der svømmede i fine mønstre under vandet. “Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne danse som dem,” sukkede Villy.
En dag kom en lille fugl ved navn Fie flyvende forbi. Hun landede på Villys top og kvidrede glad: “Godmorgen, Villy! Hvorfor ser du så trist ud?”
“Åh, Fie,” svarede Villy, “jeg ville ønske, jeg kunne danse som dig og de andre skabninger her på øen. Men jeg er bare en vulkan, og vulkaner kan ikke danse.”
Fie tænkte sig om et øjeblik og sagde så: “Men Villy, du kan jo lave din egen dans! Du behøver ikke at være som os andre. Du er speciel, og det er din dans også.”
Villy blev glad for Fies ord og besluttede sig for at prøve. Han begyndte at ryste lidt på sin top, og små sten trillede ned ad hans sider. “Se, jeg danser!” udbrød Villy begejstret.
Fie klappede med sine små vinger og sagde: “Det er en fantastisk start, Villy! Prøv at lytte til vinden og havets rytme. Lad dem guide dig.”
Villy lyttede nøje. Han kunne høre vinden suse og bølgerne bruse. Langsomt begyndte han at bevæge sig i takt med naturens musik. Han rystede lidt mere, og små skyer af damp steg op fra hans top. Det var som om, han lavede små hop og snurrede rundt.
Snart kom de andre dyr på øen for at se Villys dans. De små kaniner hoppede op og ned, og de farverige sommerfugle fløj i cirkler omkring ham. Selv de gamle træer svajede blidt i takt med Villys bevægelser.
Villy følte sig lykkelig. Han dansede ikke som fuglene eller fiskene, men han dansede som sig selv, og det var helt perfekt. “Tak, Fie,” sagde Villy, “du har hjulpet mig med at finde min egen dans.”
Fie smilede og svarede: “Det var dig selv, der fandt den, Villy. Du skulle bare tro på, at du kunne.”
Fra den dag af dansede Villy hver morgen, når solen stod op. Han dansede for sig selv, for øen og for alle sine venner. Og hver aften, når solen gik ned, faldt han i søvn med et smil, glad for at være den lille vulkan, der kunne danse.
Og sådan endte historien om Villy, den lille vulkan, der fandt sin egen rytme og dansede sig ind i alles hjerter. Godnat og drøm sødt!