Der var engang en lille vulkan, der hed Rumle. Han sad midt på en grøn ø i et blåt hav, og han var ikke større end en bakke. De store vulkaner langt væk brølede og spyttede ild. Rumle lavede kun små skyer af damp.
Hver morgen så han bølgerne.
De gik: klask, træk, klask, træk.
Hver morgen så han mågerne.
De gled: vip, vip, vip.
“Jeg vil også,” sagde Rumle til ingen. “Jeg vil danse.”
En morgen landede en terne på hans top. Hun hed Sippe, og hun havde lange, spidse vinger.
“Hvad laver du?” sagde hun.
“Jeg øver,” sagde Rumle. Han rystede lidt. Et par sten trillede. “Det er ikke en dans. Det er bare sten.”
Sippe lagde hovedet på skrå. “Danser du med noget?”
“Med hvad?”
“Med noget andet. Bølgerne danser med vinden. Jeg danser med luften under vingerne. Hvad danser du med?”
Rumle tænkte. “Jeg har kun mig selv.”
“Så dans med det, der er inden i dig,” sagde Sippe. “Kan du mærke noget?”
Rumle mærkede efter. Dybt nede, under sten og jord, var der noget. En langsom banken. Som et hjerte, der slog meget sjældent.
Bump.
Lang pause.
Bump.
“Det,” sagde han.
“Så vent på det,” sagde Sippe. “Og når det kommer, bevæg dig.”
Rumle ventede. Det var svært. Han ville gerne ryste hele tiden. Men han ventede.
Bump.
Han løftede et lille pust damp. Hysss.
Bump.
Endnu et pust. Hysss.
Bump. Hysss. Bump. Hysss.
Sippe fløj i cirkler over ham. “Der,” sagde hun. “Det er din dans.”
Snart kom kaninerne for at se. Så kom skildpadderne op fra stranden. Han holdt bare rytmen.
Bump. Hysss. Bump. Hysss.
Om aftenen, da solen blev rød, holdt han op. Dampen lagde sig. Sippe sad på kanten af hans krater.
“Tak,” sagde Rumle.
“Det var dit hjerte,” sagde Sippe. “Jeg pegede bare.”
Den nat sov Rumle, mens havet blev ved med at klaske, og mågerne sov på klipperne, og langt inde i øen bankede det stadig, langsomt, som en tromme under jorden.
Bump. Pause. Bump. Pause. Bump, du. Det er øens hjerte. Eller dit. Sov i takt med det.
