Der var engang en dreng, der hed Leo. Han boede på en ø, der var så lille, at man kunne gå rundt om den på en eftermiddag. Midt på øen lå en sovende vulkan, og derfor hed øen Lavaøen, selv om der ikke havde været lava på den i mands minde.
Leo kendte hver eneste sten på stranden. Han kendte krabbernes huller og stedet, hvor mågerne lagde deres æg. Så da han en morgen fandt en sti, han aldrig havde set før, en smal sti med knuste muslingeskaller, der snoede sig ind i junglen, blev han stående helt stille.
Han gik hjem først og fortalte det til sin storebror Sejr, der var ved at reparere et fiskenet.
“Tag fløjten med,” sagde Sejr og kastede ham den lille træfløjte, de altid brugte. “Hvis der er noget, så fløjter du tre gange. Så kommer jeg.”
Stien førte op mellem palmer og store, grønne blade, hvor fuglene skreg og regnvandet stadig dryppede fra nattens byge. Til sidst stod Leo foran en klippe. I klippen var der en åbning. Og ud af åbningen kom et svagt, gyldent skær.
Leo tog fløjten i hånden og gik ind.
Hulen var fuld af krystaller. De sad i loftet og på væggene og lyste i alle regnbuens farver, som om nogen havde tændt tusind små natlamper. Det var varmt derinde. Det lugtede af sten og af noget sødt.
Inderst inde lå en sø. Og ude på en lille ø i søen stod en blomst.
Den var gylden og stor som en tallerken. Men den hang med hovedet.
“Hun er tørstig,” sagde en stemme.
Ved bredden lå en gammel skildpadde. Hendes skjold var ridset og slidt, og hun havde øjne, der så ud, som om de havde set alt, hvad der var at se. To gange.
“Jeg hedder Bodil,” sagde skildpadden. “Og det er godt, du kom. Blomsten holder vulkanen i søvn. Så længe den blomstrer, sover kæmpen. Men den skal have vand. Frisk vand. Og jeg kan ikke bære noget. Jeg har ingen hænder.”
“Der er da vand lige her,” sagde Leo og pegede på søen.
“Prøv,” sagde Bodil.
Leo fyldte sine hænder med søvand og vadede ud til blomsten. Han hældte det over den. Blomsten krummede sig sammen.
“Søen er salt,” sagde Bodil. “Den løber ud i havet under klippen.”
Leo løb ud af hulen og fandt en vandpyt på stien. Han bar vandet ind i en stor muslingeskal. Men det var brunt og mudret, og da han hældte det på blomsten, blev bladene grå i kanten.
“Det var ikke friskt nok,” sagde Bodil stille.
Leo satte sig på en sten. Han var våd og sur og lidt ked af det. Udenfor begyndte det at regne igen. Han kunne høre det tromme på de store blade foran hulen. Tromme, tromme, tromme.
Så rejste han sig.
Han løb ud i regnen og fandt det største blad, han kunne finde. Han bøjede det sammen som en skål og holdt det op mod himlen. Dryp. Dryp. Plask. Regnvandet samlede sig i bladet, klart som glas.
Forsigtigt, så forsigtigt, bar han det ind gennem hulen og ud til den lille ø.
Han hældte.
Blomsten løftede hovedet. Først en lille smule, så helt. Kronbladene foldede sig ud, og hulen blev fyldt med et varmt, gyldent lys, så krystallerne sang. En lav, ren tone, som når man stryger en våd finger rundt på kanten af et glas.
Langt nede under dem, under søen og klippen og hele øen, lød det som en kæmpe, der sukkede tilfreds og vendte sig om på den anden side.
“Hun skal have vand, hver gang det har regnet,” sagde Bodil. “Kan du huske det?”
“Det kan jeg,” sagde Leo. “Og Sejr kan hjælpe, hvis jeg er syg.”
Bodil så på ham længe. Så nikkede hun langsomt. “Godt,” sagde hun. “Det er klogt at være to om en hemmelighed som den.”
Da Leo kom hjem, lå fiskenettet færdigt på stranden, og Sejr sad ved bålet og ventede.
“Du fløjtede ikke,” sagde han.
“Nej,” sagde Leo. “Men jeg skal vise dig noget i morgen. Når det har regnet.”
Om natten regnede det igen. Leo lå i sin hængekøje og lyttede til dråberne på taget. Hver dråbe var en lille slurk til en blomst inde i bjerget.
Regner det i nat, du, så tænk på, at der et sted inde i et bjerg står en gylden blomst og drikker hver eneste dråbe. Sov godt.
