Der var engang en lille delfin, der hed Skumtop, og han ville ikke sove.
Han var en øresvin. Han var født i foråret, han var lige så lang som et barn, og han svømmede altid tæt ved sin mor, så tæt, at hans finne næsten rørte hendes side. De boede sammen med en lille flok andre øresvin i en stor bugt, hvor vandet var lunt om sommeren og fuldt af fisk.
Om dagen var der masser at lave. De jagede makrel. De legede i bølgerne bag fiskerbådene. De sprang højt op i luften og landede med et plask, der kunne høres helt inde på stranden.
Men om natten skulle man sove. Og det ville Skumtop ikke.
“Hvorfor ikke?” spurgte hans mor.
“Fordi så kan jeg ikke trække vejret,” sagde Skumtop.
Det var et godt spørgsmål. For en delfin er ikke en fisk. Den trækker vejret med lunger, gennem et lille hul på toppen af hovedet, ligesom en hval. Den skal op til overfladen hele tiden for at få luft. Hvis den faldt i dyb søvn, ville den synke.
“Så skal du se,” sagde mor.
Hun svømmede hen til de andre i flokken. De var begyndt at samle sig i en lille gruppe midt i bugten, hvor vandet var stille. Månen skinnede på havet. Og så begyndte de at svømme. Langsomt, meget langsomt, side om side, i en stor, rolig cirkel. Rundt og rundt. Hver gang de kom op til overfladen, pustede de ud med en lille, blød lyd. Pfff. Og så ned igen.
Det lignede en dans. En meget langsom dans i måneskin.
“Men I sover jo ikke,” sagde Skumtop. “I svømmer.”
“Vi gør begge dele,” sagde mor. “Kig på mit øje.”
Skumtop svømmede om på hendes venstre side. Hendes venstre øje var lukket.
Han svømmede om på den anden side. Hendes højre øje var åbent. Det kiggede på ham.
“Halvdelen af mig sover,” sagde mor. “Den anden halvdel holder øje og sørger for, at jeg svømmer op og trækker vejret. Om lidt bytter de. Så sover den anden halvdel. Sådan gør alle delfiner.”
Skumtop prøvede. Han lagde sig ind til sin mors side og svømmede med i den store, langsomme cirkel. Han lukkede et øje. Det var mærkeligt. Det ene øje kiggede på mor, og det andet var mørkt og tungt.
Pfff, sagde mor ved overfladen. Pfff, sagde Skumtop.
Rundt og rundt.
Inde på stranden sad en pige og hendes far på en sten med et tæppe om sig. De havde været ude at se på stjerner. Nu sad de og kiggede ud over bugten. Der var noget, der bevægede sig derude i måneskinnet. Små, mørke rygfinner, der kom op og gik ned igen, i en langsom ring.
“Hvad laver de?” hviskede pigen.
“Jeg tror, de sover,” sagde hendes far.
“Ude i vandet?”
“Med det ene øje åbent,” sagde far. “Kom, nu skal vi også ind.”
Ude i bugten går den langsomme ring stadig rundt i måneskinnet, du. Skumtop svømmer så tæt ved sin mor, at hans finne næsten rører hendes side, og han har lukket det øje, der vender ud mod havet. Det andet øje kigger på mor. Det er nok til i nat. Godnat.
