Der var engang en elefantunge, der hed Ravi, og han havde ikke helt styr på sin snabel.
Ravi boede i en skov i det sydlige Indien, hvor floden løber langsomt mellem høje træer, og hvor luften dufter af regn og blomster. Han var kun et halvt år gammel. Han kunne gå og løbe og plaske, og han kunne drikke mælk hos sin mor. Men snablen, den gjorde, hvad den ville.
Den svingede, når han ville have den til at stå stille. Den slog knude, når han ville have den lige. Og når han prøvede at tage et blad, rev han som regel hele grenen af, eller også ramte han ved siden af. Om aftenen, når han var træt, puttede han spidsen af snablen ind i munden og suttede på den, sådan som menneskebørn sutter på tommelfingeren. Det gør elefantunger, når de er små. Det gør det lettere at falde i søvn.
Ved flodbredden stod et gammelt mangotræ. Det var fuldt af modne, gule mangofrugter, og de duftede så sødt, at Ravi kunne lugte dem helt fra den anden side af floden. Men de hang højt. Hans mor kunne nå dem. Det kunne Ravi ikke.
Oppe i træet boede en flok languraber. De var sølvgrå med sorte ansigter og sorte hænder og meget lange haler, der hang ned mellem bladene som reb. Den yngste af dem hed Tinka. Hun sad på en gren og spiste en mango og kiggede ned på Ravi, der strakte sig og strakte sig.
“Du skal ikke ryste den sådan,” sagde hun. “Du skal bare holde den op og så gribe.”
“Det er det, jeg gør,” sagde Ravi. Snablen slog en kolbøtte i luften.
Tinka grinede så meget, at hun tabte sin mango. Den faldt lige ned i hovedet på Ravi og trillede ned i sandet.
Ravi kiggede på den. Så kiggede han op.
“Kan du gøre det igen?” spurgte han. “Bare uden at grine?”
Tinka plukkede en ny mango. “Klar?” Hun lod den falde.
Ravi rakte snablen ud. Mangoen ramte ham på næsen og hoppede væk.
“Igen,” sagde han.
Tinka lod en mango falde. Og en til. Den tredje ramte hans øre. Den fjerde fik han næsten. Ved den femte rullede han snablen sammen omkring den, i et lille, forsigtigt kram, og så stod han dér med en mango i snablen og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre med den.
“Ind i munden,” råbte Tinka. “Ind i munden!”
Det var den bedste mango, Ravi nogensinde havde smagt.
Bagefter sad Tinka længe på den nederste gren og kiggede over mod den anden side af floden. Der stod et træ med små, røde bær, som languraber er vilde med.
“Hvorfor hopper du ikke over?” spurgte Ravi.
“Floden er for bred,” sagde Tinka. “Og vandet er koldt.”
Ravi tænkte sig om. Så gik han helt hen under grenen og bøjede hovedet.
Tinka så på ham. Så sprang hun ned og landede lige mellem hans ører. Hun holdt fast i dem med begge hænder, og Ravi gik forsigtigt ud i floden. Vandet nåede ham til knæene, så til maven. Han holdt hovedet højt, og Tinka sad deroppe, tør og stolt, og styrede med ørerne, som om han var en båd.
På den anden side sprang hun op i bærtræet og kastede en håndfuld røde bær ned til ham. Han tog dem med snablen. Den første gang.
Da solen gik ned, gik de tilbage over floden sammen. Tinka kravlede op til sin flok i mangotræet, og Ravi gik ind under det og lagde sig i det bløde sand ved siden af sin mor. Han var meget træt. Han puttede spidsen af snablen i munden.
Oppe fra grenene hang en lang, grå hale ned og vippede lidt. Det var Tinka, der sagde godnat.
Nu sover de begge to ved floden, du, Ravi med snablen i munden og Tinka med halen hængende ned mellem mangoerne. Om nogle år kan Ravi plukke mangoer helt selv, men lige nu er det helt fint at være lille og øve sig. Sov godt, og godnat.
