Der var engang en lille ko ved navn Karla, som boede på en hyggelig bondegård. Karla var ikke som de andre køer. Hun var nemlig meget nysgerrig og elskede at udforske alt omkring sig. Hver morgen, når solen stod op, kunne man finde Karla ved hegnet, hvor hun kiggede ud over markerne og drømte om eventyr.
En dag, mens de andre køer gumlede på det saftige græs, besluttede Karla sig for at tage på opdagelse. Hun havde hørt fra den gamle hane, at der var en magisk dam i skoven, hvor solen spejlede sig som guld. Karla kunne næsten ikke vente med at se det med egne øjne.
Forsigtigt listede hun sig væk fra flokken og ud gennem en lille åbning i hegnet. Hun gik hen over engen, hvor sommerfuglene fløj omkring hende, og fuglene sang deres glade sange. Karla følte sig som en rigtig opdagelsesrejsende.
Da hun nåede skovbrynet, blev hun mødt af en venlig egern, der nysgerrigt kiggede på hende. “Hej, Karla! Hvor er du på vej hen?” spurgte egernet.
“Jeg leder efter den magiske dam,” svarede Karla ivrigt. “Har du set den?”
“Åh, ja,” sagde egernet og nikkede. “Følg stien til højre, og du vil finde den. Men pas på, for skoven kan være lidt forvirrende.”
Karla takkede egernet og fortsatte sin rejse. Hun gik og gik, og snart kunne hun høre lyden af rislende vand. Hendes hjerte bankede af spænding, da hun endelig nåede frem til dammen.
Det var præcis, som hanen havde sagt. Solens stråler dansede på vandoverfladen, og det så ud som om, dammen var fyldt med flydende guld. Karla stod stille og nød synet. Hun følte sig så glad og tilfreds.
Men pludselig gik det op for hende, at solen var ved at gå ned, og hun havde været væk fra bondegården i lang tid. Hun måtte skynde sig tilbage, før nogen opdagede, at hun var væk.
På vejen tilbage mødte hun egernet igen. “Tak for hjælpen,” sagde Karla. “Dammen var virkelig magisk!”
“Det var så lidt,” svarede egernet med et smil. “Skynd dig nu hjem, så du ikke bliver væk i mørket.”
Karla løb så hurtigt, hendes små ben kunne bære hende, og nåede tilbage til bondegården lige i tide til aftensmalkningen. De andre køer kiggede nysgerrigt på hende, men Karla smilede bare hemmelighedsfuldt.
Fra den dag af vidste Karla, at der var en hel verden derude, som ventede på at blive opdaget. Men hun vidste også, at der ikke var noget bedre sted end hjemmet på bondegården, hvor hun hørte til.
Og hver aften, når stjernerne blinkede på himlen, drømte Karla om nye eventyr, mens hun trygt faldt i søvn ved siden af sine venner.
Og sådan endte dagen for den nysgerrige lille ko, Karla, som altid fandt vej hjem til sidst.