Den nysgerrige lille ko

Der var engang en lille ko, der hed Rosa. Hun var hvid med sorte pletter, og den største plet sad lige over det ene øje, så det så ud, som om hun altid blinkede. Hun boede på Engegården sammen med tolv andre køer, en gammel hest og en bonde, der hed Knud.

De andre køer gumlede græs. Rosa kiggede.

Hun kiggede på svalerne, der fløj lavt over marken. Hun kiggede på traktoren, når den hostede sig i gang. Og mest af alt kiggede hun på skoven bag hegnet, hvor den gamle hane sagde, at der lå en dam, der skinnede som guld om aftenen.

“Hvordan ved du det?” spurgte Rosa.

“Jeg har hørt det,” sagde hanen. Han havde aldrig selv været der. Han kunne ikke lide at gå længere end til møddingen.

En eftermiddag fandt Rosa et hul i hegnet. Det var lige stort nok til en lille ko, hvis hun holdt vejret. Hun kiggede tilbage på flokken. De gumlede. Hun kiggede på skoven. Den ventede.

Så smuttede hun igennem.

Engen på den anden side var fuld af blomster, som hun ikke kunne smage, fordi hun havde for travlt. Ved skovkanten sad et egern i en gran og kiggede på hende.

“En ko,” sagde egernet. “I skoven. Det har jeg aldrig set.”

“Jeg leder efter guld-dammen,” sagde Rosa.

Egernet pegede med halen. “Ad stien. Til højre ved den væltede stamme. Men skynd dig. Skoven ser anderledes ud, når det bliver mørkt.”

Rosa gik. Under træerne var der køligt, og det duftede af svampe og harpiks. Hun gik til højre ved den væltede stamme. Og så lå den der.

Dammen. Rund og stille, med siv hele vejen rundt. Solen stod lavt mellem træerne, og dens lys lagde sig på vandet, så det glødede gyldent fra kant til kant. Små myg dansede over det, og de glimtede også.

Rosa stod og så på den, til hun glemte, at hun stod.

Da hun vendte sig om, var solen væk.

Skoven var blevet blå og grå. Stien var ikke til at se. Var det til højre eller til venstre ved stammen? Var det overhovedet den samme stamme? Alle træerne lignede hinanden nu.

Rosa stod helt stille. Hendes hjerte slog så hårdt, at hun kunne mærke det i ørerne.

Så hørte hun noget. Langt væk. Klong. Klong-klong.

Det var kobjælderne. Når køerne på Engegården gik hen mod stalden om aftenen, ringede deres bjælder. Hun havde hørt dem hver eneste aften hele sit liv og aldrig tænkt over det.

Klong. Klong-klong.

Rosa gik efter lyden. Ikke efter stien, ikke efter træerne. Bare efter lyden. Den blev højere. Træerne blev færre. Og så stod hun ved skovkanten og kunne se lyset fra staldvinduet ovre på den anden side af engen.

Ved hullet i hegnet stod Knud med en lommelygte.

“Der er du,” sagde han. Han lød ikke vred. Han lød mest som en, der havde været meget bange. Han klappede hende på panden, der hvor pletten sad. “Du må ikke gå alene derud. Ikke når det bliver mørkt.”

“Muh,” sagde Rosa, hvilket betød: Det ved jeg nu.

Næste morgen lappede Knud hullet i hegnet. Og så gjorde han noget, Rosa ikke havde ventet. Han hængte en lille bjælde om halsen på hende. Den var mindre end de andres og havde en lysere lyd. Kling.

“Så kan vi høre dig,” sagde han. “Og på søndag, når solen går ned, går vi derud sammen. Du og jeg. Så kan du se dammen igen.”

Den aften stod Rosa i stalden mellem de andre køer. Når hun bevægede hovedet, sagde hendes bjælde kling. De andres sagde klong.

Kling, klong, klong. Kling.

Det lød som en lille sang, der fandt vej hjem.

Hører du en lyd i nat, du, som du kender? Så er det måske din egen lille kobjælde, der siger kling og fortæller, at du er hjemme. Godnat.