Der var engang en lille kanin, der hed Dunne. Hun boede i en hule under en tjørnebusk i kanten af en mark, og hun havde hørt om den lysende natblomst.
Det var hendes storebror, der havde fortalt om den. Han havde set den, sagde han. En varm sommernat, nede ved grøften. En blomst, der lyste grønt i mørket, helt af sig selv, som en lille lampe i græsset.
“Det passer ikke,” sagde Dunne. “Blomster lyser ikke.”
“Den her gør,” sagde storebror.
Dunne kunne ikke lade tanken ligge. Hver aften, når de andre kaniner gik ud for at spise kløver i skumringen, kiggede hun ned mod grøften.
En aften spurgte hun sin mor.
Mor tyggede længe på et stykke græs. “Jeg har også set den,” sagde hun. “Mange gange. Men kun på varme nætter først på sommeren. Og man skal være meget stille.”
“Kan vi gå derned?”
Mor kiggede på himlen. Den var lys og blå endnu, med en enkelt stjerne. “Hvis du holder dig lige ved siden af mig,” sagde hun. “Og hvis vi går, når jeg siger det.”
De ventede, til det var mørkt. Rigtig mørkt. Så gik de ned langs hækken, mor først, Dunne lige bag hende med næsen næsten i mors hale.
Det duftede af hyld og vådt græs. En natsværmer fløj forbi. Langt borte kaldte en ugle.
Ved grøften lagde mor sig ned i græsset. Dunne lagde sig ved siden af hende.
“Nu venter vi,” hviskede mor.
De ventede længe. Dunne var ved at falde i søvn. Så puffede mor til hende med næsen.
“Se.”
Nede i græsset, på et højt strå ved kanten af grøften, var der et lys. Det var lille og grønt og stille, ikke større end en ært, og det lyste helt af sig selv. Det blinkede ikke. Det lyste bare, blødt og grønligt, som et lille stykke måne, der var faldet ned.
“Den lysende natblomst,” hviskede Dunne.
Mor sagde ingenting. Hun ventede.
Dunne kravlede lidt nærmere. Langsomt. Hun kiggede på lyset.
Det var ikke en blomst.
Det var et dyr. Et lille, langt dyr med mange ben, der sad oppe på græsstråets spids. Hele bagkroppen lyste.
“Det er en bille,” hviskede Dunne.
“En slags,” hviskede mor. “Det er en sankthansorm. Hun sidder deroppe og lyser, så de andre kan finde hende. Det gør hun kun på de varmeste sommernætter. Og kun her ved grøften.”
Dunne kiggede på det grønne lys. Hun var ikke skuffet. Det var faktisk endnu mærkeligere end en blomst. Et dyr, der lyste.
De lå i græsset og så på det i lang tid. Så kom der endnu et lys, lidt længere væk. Og et tredje, ovre på den anden side af grøften.
Så sagde mor: “Nu går vi.”
De gik hjem langs hækken, mor først. Dunne kiggede tilbage hele vejen, til de små grønne lys forsvandt i græsset.
Den nat drømte hun ikke om noget. Hun sov bare.
Ude ved en grøft et sted sidder der en sankthansorm på et græsstrå i nat, du, og lyser grønt og stille. Hun holder lyset tændt. Du kan bare slukke dit. Godnat.
