Der var engang en lille kanin ved navn Luna, som boede i en hyggelig skov fyldt med blomster og træer. Luna var en nysgerrig kanin, der elskede at udforske skoven og finde nye, spændende ting. En aften, da solen var ved at gå ned, hørte Luna en historie fra sin bedstemor om en magisk blomst, der kun blomstrede om natten. Den blev kaldt den lysende natblomst.
“Den lysende natblomst er meget sjælden,” sagde bedstemor. “Den lyser op som en stjerne i mørket og bringer lykke til dem, der finder den.”
Luna blev meget nysgerrig og besluttede sig for at finde den lysende natblomst. Hun ventede spændt, indtil månen stod højt på himlen, og stjernerne blinkede som små diamanter. Så listede hun stille ud af sin lille hule og begav sig ud i skoven.
Skoven var stille og fredelig om natten, og Luna kunne høre uglerne tude og vinden hviske i træerne. Hun hoppede forsigtigt gennem skovbunden, mens hun spejdede efter noget, der kunne ligne den magiske blomst.
Efter at have ledt et stykke tid, begyndte Luna at blive lidt træt. Men lige som hun var ved at give op, så hun et svagt lys i det fjerne. Hun spidsede ører og hoppede ivrigt mod lyset. Da hun kom nærmere, så hun en smuk blomst, der lyste op i mørket med et blidt, gyldent skær.
“Det må være den lysende natblomst!” udbrød Luna glad. Hun satte sig ved siden af blomsten og beundrede dens skønhed. Luna følte sig så heldig og glad, at hun næsten ikke kunne vente med at fortælle sin bedstemor om sit fund.
Men pludselig hørte Luna en lille stemme. “Tak fordi du fandt mig,” sagde blomsten blidt. “Jeg har ventet på en ven som dig.”
Luna blev meget overrasket, men også glad. “Jeg er Luna,” sagde hun. “Jeg er så glad for at møde dig!”
Blomsten smilede og sagde: “Jeg er her for at bringe lys og glæde til skoven. Vil du hjælpe mig med at sprede glæde til alle de andre dyr?”
Luna nikkede ivrigt. “Selvfølgelig vil jeg det!”
Sammen med den lysende natblomst hoppede Luna rundt i skoven og delte blomstens lys med alle dyrene. De små mus, egern og fugle blev alle glade for det smukke lys, og skoven blev fyldt med latter og glæde.
Da natten nærmede sig sin ende, og solen begyndte at stå op, sagde blomsten: “Tak, Luna. Du har gjort denne nat til noget helt særligt. Jeg vil altid være her for at lyse op, når du har brug for det.”
Luna smilede og sagde farvel til sin nye ven. Hun hoppede glad hjem til sin hule, hvor hun faldt i søvn med et smil på læben, velvidende at hun havde fundet noget helt særligt i skoven.
Og fra den dag af vidste Luna, at selv i mørket kunne der findes lys og glæde, hvis man bare ledte efter det.
