Den glemte enhjørningsskov

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en pige, der hed Petra, og hendes mor reparerede gamle tæpper. Ikke tæpper på gulvet. Tæpper, der hang på væggen. Vævede billeder, hundreder af år gamle, fra slotte og herregårde og kirker. Sådan et tæppe hedder et gobelin.

En dag i efterårsferien tog mor Petra med på arbejde.

De kørte ud til en gammel herregård med et tårn og en voldgrav. Ejeren, en ældre dame, der hed fru Ilse, tog imod dem på trappen.

“Det er oppe på loftet,” sagde hun. “Vi fandt det, da vi skulle lægge nyt tag. Det har ligget sammenrullet i en kiste i over hundrede år. Ingen vidste, det var der.”

Loftet var stort og lyst, for der var lagt plastic over hullerne i taget. Midt på gulvet lå et langt, sammenrullet tæppe på et bord. Mor tog hvide handsker på. Hun gav Petra et par også.

“Vi rører kun med handsker,” sagde hun. “Og vi trækker aldrig. Gammelt garn er skrøbeligt som tørre blade.”

Så rullede de det ud. Langsomt. En halv meter ad gangen.

Først kom der blomster. Små blomster, hundreder af dem, i røde og blå og hvide farver, falmede, men stadig til at se. Så kom der et træ. Så en kanin. Så en ræv, der sad og kiggede. Så mere blomster.

Og så en enhjørning.

Den var hvid og stod midt i blomsterne med hovedet løftet. Dens horn var langt og snoet. Lidt længere henne var der en til. Og en til. Den mindste lå ned med benene foldet under sig, som en kalv.

“Det er en enhjørningsskov,” sagde Petra.

“Det er et mille-fleurs-tæppe,” sagde mor. “Det betyder tusind blomster. Det er nok vævet for fem hundrede år siden. Der er kun meget få af dem tilbage i hele verden.”

Fru Ilse satte sig ned på en stol. “Fem hundrede år,” sagde hun. “Og det har ligget her og ventet.”

Der var huller i tæppet. Noget af det var revnet. Et hjørne var helt væk, spist af møl. Mor tog billeder og målte og skrev noter. Hun forklarede, at hun ikke ville sy nye blomster i hullerne. Hun ville bare støtte det gamle garn bagfra, med tynd tråd i næsten samme farve, så tæppet ikke gik mere i stykker.

“Det tager lang tid,” sagde hun. “Måske et år.”

Imens fik Petra en opgave. Hun skulle tælle enhjørningerne. Og bagefter blomsterne i et lille felt, som mor havde lagt en hvid snor omkring.

Enhjørningerne var nemme. Der var fem. Blomsterne var sværere. Hun talte til tooghalvfjerds og blev i tvivl og begyndte forfra. Så talte hun til hundrede og syv.

“I det felt?” sagde mor. “Så er der nok over tyve tusind i hele tæppet.”

Petra kiggede ud over tæppet. Tyve tusind blomster. Og en person havde vævet hver eneste én, for fem hundrede år siden, med hænderne.

Om aftenen rullede de det forsigtigt sammen i silkepapir, og mor kørte det med hjem til sit værksted. Om et år skal tæppet hænge i herregårdens store sal. Fru Ilse har lovet, at Petra må komme og se det.

Når man er en enhjørning i et gammelt tæppe, du, kan man vente meget længe. De fem enhjørninger ligger i silkepapir på mors værksted nu, og de har ingen travlhed. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 4

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.