Der var engang en enhjørning, der hed Tusse, og hendes arbejde var at drysse drømmeglimmer.
Hun boede på en høj, rund bakke midt i en stor skov, og hver nat, når månen kom op, galopperede hun ud over trætoppene. Hun løb så let, at hun ikke rørte bladene. Hendes manke var sølvhvid, og hver gang hun rystede den, faldt der et fint, glitrende støv ud af den. Det dalede ned gennem grenene og lagde sig på alle, der sov.
Glimmeret var lavet af måneskin. Hver aften stod Tusse på toppen af bakken og lod månen skinne på sin manke, indtil den var fuld af lys. Og så løb hun.
Egernet fik glimmer på halen og drømte om hasselnødder. Solsorten fik glimmer på næbbet og drømte om regnorme. Rådyrkalven fik glimmer på ørerne og drømte om at springe over bækken.
En morgen, da Tusse kom hjem til bakken, sad der en ugle i egetræet og kiggede surt på hende.
“Hvorfor får jeg aldrig nogen drømme?” sagde uglen.
Tusse forstod det ikke. “Jeg drysser hver nat,” sagde hun. “Over hele skoven.”
“Netop,” sagde uglen. “Om natten. Om natten er jeg vågen. Jeg sover om dagen. Og om dagen er du her på din bakke og hviler dig.”
Det var rigtigt. Tusse havde aldrig tænkt på det. Uglen sov om dagen. Flagermusene sov om dagen, hængende med hovedet nedad i den hule eg. Grævlingen sov om dagen nede i sin grav. Ræven lå sammenkrøllet under granerne. Ingen af dem havde nogensinde fået så meget som et korn af drømmeglimmer.
“Men om dagen er der ingen måne,” sagde Tusse.
Uglen drejede hovedet og kiggede op. “Er du sikker?”
Tusse kiggede op. Solen var på vej op over skoven, og himlen var lyseblå. Og der, lavt over trætoppene i vest, hang månen. Den var bleg og halv, som et stykke papir, men den var der.
“Når månen bliver mindre,” sagde uglen, “står den sent op og går sent ned. Så hænger den på himlen hele morgenen. Den skinner ikke så stærkt. Men den skinner.”
Tusse stillede sig på toppen af bakken og vendte manken mod den blege måne. Det tog meget længere tid end om natten. Men langsomt begyndte manken at glimte. Ikke sølvhvidt. Svagt og blegt, som perlemor.
Så løb hun ud over skoven i morgenlyset.
Hun drysste over den hule eg, hvor flagermusene hang. Over grævlingens grav. Over ræven under granerne. Og til sidst over uglen, der allerede havde lukket øjnene.
Uglen drømte om mus. Det kunne man se på den lille trækning i den ene klo. Grævlingen drømte om snegle. Flagermusene drømte om natsværmere, og ræven drømte om ingenting i særdeleshed, bare om at ligge i solen og have det godt.
Siden har Tusse to ture. En om natten, når månen er oppe og skoven sover. Og en om morgenen, de dage hvor månen bliver hængende, for alle dem, der sover, mens resten af skoven er vågen.
Ude i skoven er uglen vågen nu og lytter efter mus, du. Hendes glimmer må vente til i morgen tidlig. Men dit er allerede på vej. Tusse er ude over trætoppene med manken fuld af måneskin, og det første fine korn daler ned mod dit vindue. Godnat.
