Der var engang en mammutunge, der hed Lumi, og han havde den længste pels i hele flokken.
Det sagde hans mor i hvert fald, og hun måtte vide det. Lumi var kun et år gammel, men hans pels var allerede så lang og tyk og rødbrun, at den hang ned over hans knæ som et forhæng, og når han løb, svingede den fra side til side. Han havde små, runde ører, meget mindre end en elefants, så de ikke blev kolde. Og han havde to stødtænder, der lige var begyndt at stikke frem, så små, at man skulle kigge godt efter.
Lumi levede i istiden, for meget, meget lang tid siden. Hans flok vandrede rundt på mammutsteppen, et stort, åbent land af græs og sne og lave buske, der strakte sig så langt, man kunne se, og meget længere. Om sommeren var der grønt, og der var blomster. Om vinteren var der hvidt og koldt og blæsende, og så stod mammutterne tæt sammen og holdt varmen.
En eftermiddag i den tidlige vinter begyndte det at sne.
Først var det bare et par fnug. Så flere. Så kom vinden, og sneen fløj vandret hen over steppen, så man ikke kunne se mere end et par mammutlængder frem. Lumis mor kaldte på ham med en dyb, rumlende lyd, og han løb hen til hende og stillede sig tæt op ad hendes forben. Resten af flokken samlede sig omkring dem. Mammutterne stod med ryggen mod vinden og hovederne mod hinanden, en stor, brun klynge midt i alt det hvide.
Det var der, Lumi hørte en piben.
Den kom inde fra sneen. En lille, tynd lyd, der næsten forsvandt i vinden. Lumi drejede hovedet. Han løftede snablen og snusede.
Ude i kanten af flokken, lige hvor sneen begyndte, stod en lille, grå ulveunge. Han var ikke meget større end Lumis fod. Pelsen var hvid af sne, og ørerne lå fladt ned, og han rystede over hele kroppen.
“Mor,” sagde Lumi. “Der er nogen.”
Hans mor kiggede ned. Hun kiggede længe på ulveungen. Så løftede hun sin store fod en lille smule og trak sig en anelse til side, så der blev et lille mellemrum mellem hendes ben og Lumis. Et lunt sted, i ly af hendes lange pels.
Lumi forstod. Han gik et par skridt ud mod ulveungen. “Kom,” sagde han.
Ulveungen kiggede på ham med store, gule øjne. Så kom han. Han løb ind under Lumis mors mave, ind mellem de lange hår, der hang ned fra hendes side, og lagde sig i det lille mellemrum. Lumi stillede sig tæt op ad ham.
Inde under pelsen var der næsten ingen vind. Der var lunt og mørkt og lugtede af mammut. Ulveungen holdt op med at ryste.
“Jeg hedder Ukko,” sagde han efter et stykke tid. “Jeg ville se, hvor langt jeg kunne løbe i den nye sne. Og så kom der mere sne, og så kunne jeg ikke se de andre.”
“Hvor bor de?” spurgte Lumi.
“Ved klipperne,” sagde Ukko. “Ved den store sten, der ligner en bjørn.”
Lumi kendte den sten. Den lå ikke så langt væk. Men nu kunne ingen se den. Man kunne ikke se noget som helst.
“Hvordan finder de dig?” spurgte han.
Ukko tænkte sig om. Så løftede han snuden, så højt han kunne inde under pelsen, og hylede.
“Auuuuu.”
Det var ikke et stort hyl. Det var tyndt og lidt rystende. Men det gik ud gennem pelsen og ud i sneen og ud over steppen.
De ventede. Vinden susede. Sneen piskede.
Så kom svaret. Langt borte, gennem sneen.
“Auuuuuuuuu.”
Det var dybt og langt. Så kom der et til, og et til, og til sidst var der fire eller fem stemmer, der hylede sammen. Det lød som en sang. Ulve hyler for at finde hinanden og for at sige, hvor de er, og de kan høre hinanden meget langt væk.
“Det er min familie,” sagde Ukko. Han logrede med halen, så den slog mod Lumis ben.
“Bliv her, til de kommer,” sagde Lumis mor. Det var det første, hun havde sagt.
Ukko blev. Han hylede igen, hver gang svaret kom, og hver gang kom det lidt nærmere. Til sidst, da sneen var ved at stilne af, så Lumi nogle grå skygger komme gående hen over steppen. Fem ulve, store og grå, med sne på ryggen. De gik langsomt og roligt. De standsede et godt stykke fra mammutterne og satte sig ned.
Ukko løb ud fra pelsen og hen til dem. De slikkede ham i ansigtet og på ørerne, og den største af dem puffede ham med snuden, som om hun sagde: Det skal du ikke gøre igen.
Så kiggede den store ulv over mod mammutflokken. Hun bøjede hovedet. Lumis mor løftede snablen.
Mere blev der ikke sagt. Det behøvedes ikke.
Ulvene gik tilbage mod klipperne. Ukko gik bagerst. Han vendte sig én gang og hylede, et lille, glad hyl, og Lumi løftede snablen og trompeterede tilbage, så højt han kunne.
Det er blevet stille på steppen nu, du. Sneen ligger hvid og blød, og ved klippen, der ligner en bjørn, sover Ukko i en klump af ulve. Lumi står i flokken, tæt op ad sin mor, med pelsen hængende ned over knæene. Luk øjnene og læg dig lunt, ligesom han gør. Godnat.
