Der var engang en krokodille, der hed Karl, og han var den største i hele floden.
Han var længere end en robåd. Han havde en hale, der kunne lave bølger, og en mund fuld af tænder, og når han brølede, fløj fuglene op fra træerne på begge sider af floden. Det kunne Karl godt lide. Han syntes, det var sjovt at se dem flagre.
“Ha!” sagde han. “Se, hvor de flyver!”
Men der var en ting, Karl ikke havde tænkt over. Når han kom svømmende, forsvandt alle. Skildpadderne trak hovedet ind. Fiskene gled ned i mudderet. Hejren lettede. Og når Karl lå på sandbanken om eftermiddagen og ville have nogen at snakke med, var der ingen.
En dag hørte han nogle aber grine oppe i et træ. De legede tagfat mellem grenene. Karl svømmede derhen.
“Må jeg være med?” råbte han. Det kom til at lyde som et brøl. Aberne var væk, før han var færdig med at spørge.
Karl lagde sig i det lave vand og kiggede efter dem. Det var første gang, han tænkte over, at han måske var lidt for høj.
Næste morgen så han en lille skildpadde på en sten midt i floden. Hun hed Skjoldine. Hun sad og kiggede over mod den anden bred, hvor der voksede en hel mark af gule blomster, som skildpadder er meget glade for.
Karl svømmede hen til hende. Langsomt. Han lod kun øjnene og næseborene stikke op over vandet. Og da han var helt tæt på, sagde han, så stille han kunne:
“Hej.”
Skjoldine trak hovedet halvt ind. “Du brøler ikke?”
“Jeg øver mig i ikke at gøre det,” sagde Karl.
Skjoldine kiggede på ham. Så kiggede hun over på blomsterne. “Strømmen er for stærk for mig i dag,” sagde hun. “Jeg kan ikke svømme derover.”
Karl tænkte lidt. Så lagde han sig helt stille ved siden af stenen, med ryggen flad oppe i vandet.
“Du kan sidde på mig,” sagde han. “Jeg er god til at svømme lige ud. Og jeg lover at svømme pænt.”
Skjoldine var ikke sikker. Men blomsterne var meget gule. Hun kravlede forsigtigt ud på hans ryg, hvor skællene sad i rækker som små trappetrin, og holdt fast.
Karl svømmede. Han svømmede så langsomt, at det næsten ikke lavede bølger. Han svømmede så lige, at Skjoldine ikke gled en eneste gang. Og da de kom til den anden bred, lagde han sig så tæt ind til sandet, at hun bare kunne kravle af.
“Tak,” sagde hun med munden fuld af blomst.
Det var der en hejre, der så. Og nogle frøer. Og en familie af ænder, der også gerne ville over på den anden side, men som altid havde svømmet den lange vej uden om.
Næste dag lå Karl ved stenen igen. Der sad to skildpadder. Dagen efter tre. Og en and med fem ællinger, der spurgte meget høfligt, om der var plads.
Det var der.
Karl blev flodens færgemand. Han svømmede frem og tilbage, langsomt og lige, med passagerer i rækker på ryggen. Han lærte at sige “Vær så god at stige på” og “Hold godt fast” og “Næste stop, blomstermarken” med sin dybeste, men stilleste stemme.
En eftermiddag kom aberne ned fra træet og spurgte, om de også måtte prøve. De sad på hans hale og hvinede hele vejen over.
Karl brølede stadig nogle gange. Når han var helt alene om aftenen, og det var mørkt. Men så brølede han ud over det store vand, hvor ingen sad og blev forskrækket, og bagefter syntes han egentlig, det var lige så rart at lytte til frøerne.
Hvem tror du, der kommer først til færgen i morgen tidlig, du? Det gør Skjoldine, for hun skal over og spise gule blomster til morgenmad. Men lige nu ligger Karl stille ved sin sten med næsen lige over vandet, og skildpadderne sover på række ved siden af ham. Godnat.
