Der var engang en gravhund, der hed Sonny, og han havde meget korte ben og en meget høj stemme.
Han boede i et gult hus ved en sø i Midtjylland sammen med en dreng, der hed Asbjørn, og Halfdans mor og far. Hver morgen gik de en tur langs søen, Asbjørn og Sonny. Asbjørn holdt i snoren, og Sonny trak i den, med næsen nede i græsset og halen oppe som en antenne.
Sonny elskede den tur. Der var så mange ting at lugte til. Og så mange ting at gø ad.
Han gøede ad cyklister. Han gøede ad blade, der blæste. Han gøede ad en plastikpose, der havde sat sig fast i en busk. Men allermest gøede han ad fugle.
“Vov! Vov-vov-vov!”
Krager fløj op. Måger skreg. Ænderne svømmede væk i en lang, irriteret række. Og Sonny var meget tilfreds med sig selv.
En dag i maj var der kommet nogen nye ude ved sivene. Det var et par knopsvaner, store og hvide, med orange næb og en sort knop øverst. Og bag dem, på rad og række, svømmede fem små, grå, dunede unger.
Sonny så dem med det samme. Han spændte hele sin lange krop og åbnede munden.
“Vov! Vov-vov!”
Det, der så skete, havde Sonny ikke regnet med.
Den største svane, faren, vendte sig. Han rejste sig op i vandet. Han løftede vingerne over ryggen, så de stod som to store, hvide sejl, og han bøjede halsen tilbage, og så kom han svømmende direkte imod dem, med lange, kraftige tag, mens han hvæsede.
Sonny holdt op med at gø. Han satte sig. Så gemte han sig bag Halfdans ben.
“Vi går lidt længere væk,” sagde Asbjørn og trak blidt i snoren. Svanen standsede ude i vandet. Han blev ved med at holde vingerne oppe, indtil de var et godt stykke henne ad stien. Så foldede han dem langsomt sammen og svømmede tilbage til sin familie.
Sonny rystede lidt. Han sagde ikke noget resten af turen.
Den aften sad Asbjørn og hans far på trappen. Sonny lå ved siden af dem med hovedet på poterne.
“Han ville bare passe på sine unger,” sagde far. “Svaner er meget gode forældre. De bliver sammen hele livet, og de passer på ungerne sammen, både far og mor. Han troede, Sonny ville gøre dem noget.”
“Sonny ville bare gø,” sagde Asbjørn.
“Det ved svanen ikke,” sagde far.
Asbjørn kiggede på Sonny. Sonny kiggede op på ham med sine brune øjne.
Næste morgen tog Asbjørn en pose med små stykker pølse med på turen. Da de nåede hen til badebroen, et godt stykke fra sivene, satte han sig ned for enden af den med benene hængende ud over kanten.
“Sit,” sagde han.
Sonny satte sig.
Ude på søen svømmede svanerne. Sonny så dem. Han åbnede munden.
“Shh,” sagde Asbjørn og holdt et stykke pølse op. “Stille.”
Sonny lukkede munden. Han fik pølsen.
De sad der i ti minutter. Så gik de hjem. Næste dag sad de der i et kvarter. Og dagen efter i tyve minutter. Hver gang Sonny var stille, fik han et stykke pølse. Og hver gang han glemte det og gøede, rejste Asbjørn sig, og så gik de hjem uden flere pølsestykker.
Sonny var ikke dum. Efter en uge sad han helt stille på badebroen, hver morgen, med ørerne løftet og øjnene ude på søen.
Og en morgen kom svanerne nærmere.
De kom ikke helt hen til broen. Men de svømmede forbi, et stykke ude, i en langsom bue. Svanemor svømmede forrest. Og på hendes ryg, inde mellem de hvide fjer, sad to af de små, grå unger og kiggede ud. Det gør svaneunger, når de er trætte. De kravler op på ryggen af deres mor eller far og lader sig sejle.
Sonny kiggede på dem. Han rystede lidt af lutter spænding. Men han sagde ingenting. Ikke ét eneste vov.
Svanefar kiggede over mod badebroen. Han løftede ikke vingerne. Han svømmede bare forbi, roligt, med halsen ret.
“Godt, Sonny,” hviskede Asbjørn og gav ham det største stykke pølse i hele posen.
Godnat, min skat. Nu ligger Sonny i sin kurv i det gule hus og snorker med små, korte vov i søvne. Og ude på søen sover fem små svaneunger tæt under deres mors vinge, for hvis man er stille, kan man få lov at se på dem. Sov godt.
