Mammutungen Momo finder sin flok

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille mammutunge ved navn Momo, som boede i en stor, sneklædt dal. Momo var en nysgerrig lille fyr med en blød, brun pels og store, venlige øjne. Han elskede at lege i sneen og rulle sig rundt, mens han lavede sjove lyde, der fik de andre dyr til at smile.

En dag, mens Momo legede ved floden, blev han så optaget af at følge en lille, hoppende hare, at han ikke opdagede, hvor langt han var kommet væk fra sin flok. Da han endelig stoppede op og kiggede sig omkring, kunne han ikke se sin mor eller de andre mammutter nogen steder.

Momo blev lidt bange, men han huskede, hvad hans mor altid sagde: “Hvis du nogensinde farer vild, så følg dine spor tilbage.” Så Momo vendte sig om og begyndte at gå tilbage ad den vej, han var kommet. Men sneen var begyndt at falde tungt, og hans spor var næsten væk.

Momo vidste, at han måtte finde sin flok, så han tog en dyb indånding og begyndte at gå mod den store, gamle eg, som han vidste stod tæt på, hvor hans flok plejede at være. På vejen mødte han en venlig ugle, der sad på en gren og kiggede ned på ham.

“Hej, lille Momo,” sagde uglen med en blid stemme. “Hvor er du på vej hen i denne sne?”

“Jeg leder efter min flok,” svarede Momo. “Jeg er faret vild, og jeg savner min mor.”

Uglen nikkede forstående. “Jeg har set din flok gå mod den store bakke derovre,” sagde hun og pegede med sin vinge. “Hvis du følger stien gennem skoven, vil du finde dem.”

Momo takkede uglen og begyndte at gå mod skoven. Han kunne høre vinden suse gennem træerne, men han var ikke længere bange. Han vidste, at han var på rette vej.

Da han kom ud af skoven, kunne han se den store bakke, og på toppen stod hans flok. Momo blev så glad, at han næsten glemte at være forsigtig, da han løb op ad bakken. Hans mor stod der med åbne arme, og da hun så Momo, løb hun ham i møde.

“Åh, Momo, jeg var så bekymret for dig!” sagde hun og krammede ham tæt. “Jeg er så glad for, at du fandt os.”

Momo smilede stort og kiggede op på sin mor. “Jeg fulgte uglen og stien gennem skoven,” sagde han stolt.

Hans mor nikkede og kyssede ham på panden. “Du er en modig lille mammutunge,” sagde hun. “Nu er du hjemme igen, og vi kan alle være sammen.”

Og sådan sluttede dagen godt for Momo, der nu vidste, at selvom han nogle gange kunne fare vild, ville han altid finde vej tilbage til sin elskede flok. Og med det i tankerne faldt Momo i søvn, trygt og godt, ved siden af sin mor.

Skriv en kommentar