Der var engang en mammutunge, der hed Momo, og han var kun et halvt år gammel, da han blev væk fra sin flok.
Han var ikke stor. Han var lige så høj som en pony, rødbrun og lodden over det hele, med små, runde ører og en kort snabel, som han stadig ikke helt kunne styre. Når han ville drikke, kom vandet tit op i næsen i stedet.
Flokken bestod af hans mor, hans to mostre, hans fætre og kusiner og den gamle hun, som de alle sammen fulgte. Hun hed Bedste. Hun var den ældste og den klogeste, og hun vidste, hvor man fandt græs under sneen, og hvor isen på floden var tyk nok til at gå på.
“Hvis du nogensinde bliver væk,” sagde Momos mor, “så bliver du stående. Du løber ikke rundt og leder. Du finder et sted i læ, og så venter du. Vi kommer tilbage efter dig.”
Momo nikkede. Han troede ikke, han nogensinde ville blive væk.
Men en eftermiddag sidst på efteråret kom snestormen.
Den kom pludselig, ind over steppen fra nord. Himlen blev hvid. Vinden hylede. Sneen fløj så tæt, at Momo ikke kunne se sin egen snabel. Han havde stået og gravet efter græs bag en snedrive, og da han løftede hovedet, var flokken væk.
Han kaldte. Vinden tog lyden.
Han ville løbe. Han ville løbe i alle retninger på én gang. Men så huskede han, hvad mor havde sagt.
Bliv stående. Find et sted i læ.
Lidt derfra lå en stor sten. Momo gik derhen med hovedet bøjet, så han havde sneen i ryggen, og lagde sig tæt ind til stenen på den side, hvor det ikke blæste. Hans pels var tyk, og under den havde han et lag fedt, der holdt på varmen. Han rullede sin snabel sammen under hagen og lukkede øjnene.
Det blev mørkt. Stormen blev ved.
Henne hos flokken havde mor opdaget det med det samme. Men Bedste sagde, at de ikke kunne gå ud i stormen. Så ville de blive væk alle sammen. De måtte vente. De stillede sig i en tæt klump med ungerne i midten og ventede.
Først hen under morgen lagde vinden sig.
Bedste gik forrest. Hun gik tilbage ad den vej, de var kommet. Hun gik langsomt og løftede snablen og snusede, til højre og til venstre. Mammutter har en lugtesans, der er mange gange bedre end vores. Hun kunne lugte græs under sneen. Hun kunne lugte ulve langt væk. Og hun kunne lugte en mammutunge, der lå bag en sten.
Momo vågnede ved, at noget pustede ham i øret. Det var Bedstes snabel. Bag hende kom mor, og hun sagde ikke noget, men hun lagde sin snabel om ham og holdt ham så tæt ind til sig, at han næsten ikke kunne se.
“Du blev stående,” sagde Bedste.
“Mor sagde, jeg skulle,” sagde Momo.
Bedste nikkede og vendte sig om. Så gik flokken videre over steppen, med Momo i midten, så tæt på sin mor, at han kunne mærke hendes pels mod sin.
Ude på steppen ligger flokken i en tæt klump mellem snedriverne, du. Bedste står med snablen i vejret og holder vagt, og helt inde i midten sover Momo med mors lodne ben på den ene side og en fætter på den anden. Det er ikke ham, der har vagten i nat. Godnat.
