Der var engang en lille mus, som hed Mikkel. Han boede i et hul under rødderne af en gammel eg, og han var meget god til at være forsigtig.
Hver morgen, før han stak snuden ud, sagde han det samme lille rim:
“Ingen kat i græsset. Ingen ugle i træet. Ingen ræv ved stenen. Så går jeg.”
Og så gik han. Men aldrig længere end til hasselbusken og tilbage igen. Der var nødder nok ved hasselbusken. Og der var ingen grund til at gå længere, syntes Mikkel.
En morgen, mens han sad og knaskede den første nød, hørte han en lyd. Den kom fra brombærkrattet, et godt stykke længere væk end hasselbusken.
Piiip. Piiip.
Det var ikke en glad lyd.
Mikkel lagde nødden fra sig. Han kiggede ud.
“Ingen kat i græsset,” hviskede han. “Ingen ugle i træet. Ingen ræv ved stenen.”
Han tog tre skridt. Så stoppede han.
“Men hvad med bag stenen?” sagde han til sig selv. “Hvad med oppe i den anden gren?”
Piiip, lød det igen. Svagere nu.
Mikkel trak vejret dybt ind, helt ned i halen. Så løb han. Forbi hasselbusken. Forbi stenen. Hen over den åbne plet med mos, hvor han aldrig nogensinde havde været, og hvor himlen pludselig var meget stor.
I brombærkrattet sad en lille fugl. Hun var brun og grå og ikke større end ham selv, og om det ene ben havde hun fået viklet en lang, tynd snor, som nogen havde tabt. Snoren sad fast i tornene. Jo mere hun baskede, jo strammere sad den.
“Stop,” sagde Mikkel. “Lad være med at baske. Så strammer den.”
Fuglen holdt op. Hun rystede.
“Jeg hedder Mikkel,” sagde han. “Jeg har tænder.”
Det var nok ikke det klogeste, han kunne have sagt. Fuglen så på ham med store øjne.
“Til snoren,” skyndte han sig at sige. “Mine tænder er gode til snor.”
Så begyndte han at gnave. Krrsk, krrsk. Tornene stak ham i ørerne, og snoren smagte af regn og jord. Krrsk, krrsk, krrsk. Ind imellem stoppede han og lyttede. Ingen kat. Ingen ugle. Ingen ræv. Krrsk.
Snap.
Snoren gav slip. Fuglen hoppede ud af krattet og rystede alle sine fjer på én gang, så det lød som en lille regnbyge.
“Jeg hedder Fie,” sagde hun. “Tak.”
Mikkel opdagede, at han stod midt på den åbne plet. Langt fra sit hul. Langt fra hasselbusken. Og han havde slet ikke husket at være bange.
Nu kom han i tanke om det. Hans knæ begyndte at ryste.
“Jeg vil gerne hjem,” sagde han.
“Så følger jeg dig,” sagde Fie. “Jeg flyver ovenover. Jeg kan se langt.”
Så gik de hjem sammen. Mikkel på jorden, Fie i luften. Og hele vejen sang Fie hans rim for ham, så han ikke behøvede at sige det selv:
“Ingen kat i græsset! Ingen ugle i træet! Ingen ræv ved stenen!”
Den aften satte Fie sig på en rod lige uden for Mikkels hul. Hun sang en lille, lav sang, der gik op og ned som et vuggende blad.
Mikkel lå i sin seng af tørt græs og lyttede. Ingen kat. Ingen ugle. Ingen ræv. Kun en ven, der sang.
Og så sov han.
Ingen kat i græsset, ingen ugle i træet, ingen ræv ved stenen. Kun dig, din dyne og en lille sang, der vugger dig i søvn. Sov trygt, du.
