Der var engang en and, der hed Pjaske, og hun havde fundet ud af, at bonden på Kløvergården skulle have fødselsdag.
Det var ikke svært at finde ud af. Hun havde hørt det, da bondens nabo stod ved hegnet og snakkede. “Nå, Mikkeline,” havde naboen sagt, “på lørdag bliver du halvtreds. Skal vi synge for dig?” Og Mikkeline havde grinet og sagt: “Jeg har ikke brug for nogen sang. Jeg har jo dyrene.”
Pjaske tog det meget bogstaveligt.
“Vi skal synge for hende,” sagde hun samme eftermiddag, da hun havde samlet de andre ved vandtruget. “Lørdag morgen. Under hendes vindue. Det har hun selv sagt.”
“Har hun?” spurgte Ruffe. Han var gris. Han var lyserød og rund og havde et sort øre og et lyserødt, og han lå i den lune jord ved stalden og fik sol på maven.
“Næsten,” sagde Pjaske.
“Jeg kan ikke synge,” sagde Hornfrid. Hun var ged. Hun var brun med en hvid stribe ned ad næsen og to korte, krumme horn, og hun stod oppe på den gamle trillebør, for geder står altid oppe på noget.
“Alle kan synge,” sagde Pjaske. “Vi skal bare øve.”
De øvede om tirsdagen. Det gik ikke godt.
Pjaske stillede sig foran dem og bad om en tone. Hun selv sagde “rap”. Det gjorde hun meget højt og klart, for hun var en hunand, og det er hunænderne, der rapper allerhøjest. Andrikkerne, de flotte med det grønne hoved, siger kun en lille, hæs lyd, som en dør, der knirker.
Hornfrid sagde “mææh”. Og Ruffe sagde “øf”.
“Igen,” sagde Pjaske. “Sammen.”
“Rap!” “Mææh!” “Øf!”
Det lød som tre forskellige dyr, der var uenige om noget.
Onsdag øvede de igen. Det var lidt bedre, for nu kom de i det mindste på samme tid. Men Hornfrid havde et problem.
“Mit mæh lyder ikke rigtigt,” sagde hun. “Det lyder ikke som jeres.”
“Vi er ikke geder,” sagde Ruffe.
“Nej, men det lyder heller ikke som de andre geders,” sagde Hornfrid. “Jeg er født på en anden gård. Ovre i Vestjylland. Mit mæh er lidt mere fladt.”
Det er faktisk sådan. Gedekid lærer at bræge ligesom de geder, de vokser op sammen med, så geder fra forskellige steder kan bræge lidt forskelligt. Lidt ligesom mennesker, der taler forskellige dialekter.
“Så brug det,” sagde Pjaske. “Et fladt mæh er også et mæh.”
Torsdag var det Ruffes tur til at være utilfreds.
“Jeg kan kun sige øf,” sagde han.
Pjaske kiggede på ham. “Det passer ikke,” sagde hun. “Jeg har hørt dig. Du siger øf, når du er glad. Og en kort, lille en, når du venter på mad. Og en lang, dyb en, når du ligger i solen. Og en helt høj, piben en, når Mikkeline kommer med æbler.”
Ruffe tænkte over det. Han prøvede. Øf. Øøøøf. Øf-øf. Uiii.
Det var rigtigt. Han havde mange. Grise har faktisk et helt sprog af grynt og hyl og små lyde, og de bruger dem til at fortælle hinanden alt muligt.
“Så du har ikke én tone,” sagde Pjaske. “Du har en hel melodi.”
Fredag øvede de i en time. Pjaske rappede rytmen, rap, rap, rap-rap, som en, der slår på en tromme. Hornfrid brægede sit flade, vestjyske mæh hen over det, langt og vaklende. Og Ruffe gryntede op og ned, lavt og højt, øf og øøøf og uii, så det næsten lød som en sang.
Hønsene kiggede ud fra hønsehuset. Katten satte sig på møddingen og lagde hovedet på skrå. En af køerne holdt op med at tygge.
“Det er godt,” sagde Pjaske stille. “Det er faktisk godt.”
Lørdag morgen var det tåget. Solen var ikke rigtig kommet op endnu, og alt var gråt og stille. Pjaske, Hornfrid og Ruffe listede hen over gårdspladsen og stillede sig under soveværelsesvinduet. Ruffe havde smuttet ud gennem et hul i hegnet, som ingen andre kendte. Hornfrid var hoppet over lågen. Og Pjaske havde vraltet hele vejen fra dammen.
“En,” hviskede Pjaske. “To. Tre.”
“Rap, rap, rap-rap!”
“Mææææææh!”
“Øf, øøøf, øf-øf, uiiii!”
Der gik et øjeblik. Så gik vinduet op. Mikkeline stak hovedet ud. Hun havde nattøj på og sit grå hår stod ud til alle sider, og hun kiggede ned på en and, en ged og en gris, der stod i en række i tågen og sang så højt, de kunne.
Hun sagde ingenting. Hun kiggede bare. Og så begyndte hun at grine. Hun grinede så meget, at hun måtte holde sig fast i vindueskarmen.
“Det er den bedste fødselsdagssang, jeg nogensinde har fået,” sagde hun, da hun kunne tale igen.
Den morgen fik Pjaske havregryn, Hornfrid fik en hel gulerod, og Ruffe fik tre æbler og sagde uiii hver eneste gang.
Nu er der stille på Kløvergården, du. Pjaske sover ved dammen med næbbet under vingen, Hornfrid står på trillebøren med lukkede øjne, og Ruffe ligger i halmen og grynter i søvne, et lille øf ad gangen. Skal vi synge en lille godnatsang for dem? Rap, mæh, øf. Godnat.
