Der var engang en lille gorillapige, der hed Tumi, og hun var den eneste i hele sin familie, der godt kunne lide regn.
Tumi boede på et bjerg i Uganda, i en skov så tæt og grøn, at folk kalder den den uigennemtrængelige skov. Der regner det næsten hver eftermiddag. Først bliver luften tung og lun. Så begynder bladene at tikke, ét blad ad gangen. Og til sidst siler vandet ned gennem trætoppene, så det plasker og løber og drypper alle vegne.
Når det regnede, gjorde de voksne gorillaer altid det samme. De satte sig ind under det største træ, krummede ryggen, lagde armene over kors foran brystet og blev siddende. Helt stille. Med vand, der dryppede fra næsetippen, og et ansigt, som om de tænkte på noget meget kedeligt.
“Hvorfor sidder I sådan?” spurgte Tumi en dag.
“Fordi det regner,” sagde hendes far, Kato. Han var en stor sølvryg med brede skuldre, og han sagde det, som om det forklarede alting.
Tumi syntes ikke, det forklarede noget som helst.
Hun kiggede op. Højt over hende, i trætoppene, sad der nogen, som slet ikke sad stille. Det var colobusaberne. De var sorte med lange, hvide hår ned langs siderne, som en kappe, og en hvid, busket hale. Når regnen kom, sprang de. Fra gren til gren, med kappen flagrende efter sig og vandet sprøjtende fra bladene.
Tumi kravlede et stykke op ad en lian. Ikke højt. Bare så højt, at hun kunne se dem ordentligt.
En lille colobusabe landede på grenen lige over hende. Han rystede sig, så hun fik et brusebad.
“Undskyld,” sagde han. “Jeg hedder Kito. Hvorfor sidder dine voksne og ser sådan ud?”
“Fordi det regner,” sagde Tumi og fnisede, for nu lød hun præcis som sin far.
Kito hang i grenen og kiggede på hendes hænder. “Du har en tommelfinger,” sagde han. “Se min.” Han holdt sin hånd frem. Den havde fire lange fingre og kun en lillebitte stump, hvor tommelfingeren skulle have været.
“Hvordan holder du så fast?” spurgte Tumi.
“Jeg holder ikke fast. Jeg hænger,” sagde Kito. Han bøjede fingrene som en krog og svingede rundt om grenen, én gang, to gange. “Prøv at hoppe.”
Tumi prøvede. Hun satte af fra lianen mod en gren lidt længere fremme. Men en gorilla er tung, selv når den er lille, og grenen bøjede sig langsomt, længere og længere ned, indtil Tumi gled af og landede med et blødt plask i en bunke våde bregner.
Hun lå på ryggen og kiggede op i regnen. Så begyndte hun at grine. Kito grinede også, så hårdt, at han næsten faldt ned.
“Nu skal du prøve noget, jeg kan,” sagde Tumi og satte sig op. “Sæt dig helt stille. Armene over kors. Ligesom en voksen gorilla.”
Kito satte sig på grenen og lagde armene over kors. Han holdt sig i ro i tre regndråber. Så kløede det i halen. Så skulle han lige se efter en bille. Så sprang han.
“Det er det sværeste, jeg nogensinde har prøvet,” sagde han.
Tumi fandt en pyt mellem rødderne. Hun stampede i den med den ene fod, så det sprøjtede. Så med den anden. Så drejede hun rundt og bankede sig på brystet med små, flade hænder, pok-pok-pok, sådan som unge gorillaer gør, når de leger. Kito svingede frem og tilbage på den nederste gren over hende og råbte med på hver tredje pok.
Det var en regndans. Den første i hele skoven, der blev danset af en gorilla og en colobusabe på samme tid.
Under det store træ havde Tumis mor, Nia, løftet hovedet. Hun kiggede på dem et stykke tid. Så løsnede hun armene en smule. Det var ikke meget. Men det så ud, som om hun overvejede noget.
Lige så pludselig, som regnen var kommet, holdt den op. Solen faldt ned gennem bladene i lange, gyldne striber, og hele skoven dampede. Kito sprang op til sin flok i trætoppene og vinkede med sin halv-hånd.
“I morgen igen?” råbte han.
“Når det regner,” råbte Tumi tilbage.
Hun gik hen til sin mor, våd fra ørerne til tæerne. Nia trak hende ind til sig og strøg vandet ud af hendes pels med sine store fingre, nedad, nedad, til det dryppede af hende som af et træ.
Om aftenen byggede familien deres reder, sådan som gorillaer gør hver eneste aften. De bøjede grene og blade ind mod sig selv, til der var en tyk og blød seng, og lagde sig i den. Tumi lå tæt op ad sin mor og lyttede til de sidste dråber, der faldt fra bladene. Plik. Plik. Plik.
Hvis det regner på dit vindue i nat, du, så kan du tænke på Tumi, der stamper i pytterne, og på Kito, der svinger i sin hvide kappe over hende. Og så kan du lade regnen tikke dig i søvn. Godnat.
