Der var engang en ung krokodille, der hed Rustik, og han var helt sikker på, at krokodiller var de eneste i havet, der kunne gå.
Rustik boede i Australien, i det nordlige Queensland, hvor en flod løber ud i havet mellem tætte skove af mangrovetræer. Mangrovetræer er nogle mærkelige træer. De står med rødderne i saltvand, og rødderne stikker op af mudderet som hundredvis af små, krogede ben, så det ser ud, som om hele skoven er ved at gå ud i havet. Rustik kunne godt lide at ligge mellem de rødder med kun øjnene oppe over vandet.
Han var en saltvandskrokodille. Det er den største krokodille i verden. Men Rustik var ikke stor endnu. Han var omtrent lige så lang som en voksen menneskearm, og han var meget stolt af sine ben.
“Fisk kan svømme,” sagde han tit til sig selv. “Fugle kan flyve. Men kun krokodiller kan både svømme og gå.”
Uden for flodmundingen lå revet. Når det var ebbe, og vandet trak sig tilbage, kom der et stort, fladt stykke rev til syne, fuldt af sten og koraller og tang og små, lavvandede pytter, hvor solen glimtede. Rustik plejede at gå derud på sine korte ben og kigge ned i pytterne. Der var søstjerner. Krabber. Små, stribede fisk, der susede rundt i ring.
En eftermiddag sad han ved kanten af en af pytterne, da han så noget, han ikke troede på.
En fisk kom gående.
Ja, gående. Den kom op af en pyt, og så gik den hen over den våde sten. Den var lang og tynd og brun og hvid med pletter, og bag de forreste finner havde den en stor, sort plet med en hvid ring omkring, som et øje. Den satte den ene finne frem og så den anden, og den vred kroppen fra side til side, så den mest af alt lignede en lille firben, der havde glemt, at den var en fisk.
Den gik hele vejen hen over stenen og gled ned i den næste pyt. Lige foran Rustik.
“Undskyld,” sagde Rustik. “Men du går.”
Fisken kiggede op på ham. “Ja,” sagde den. “Det plejer jeg.”
“Fisk kan ikke gå,” sagde Rustik.
“Jeg er ikke bare en fisk,” sagde den. “Jeg er en haj. En epaulethaj. Jeg hedder Vinga.”
Rustik vidste ikke, hvad han skulle sige. Han havde hørt om hajer. De skulle være store og hurtige og svømme rundt ude i det dybe vand. Vinga var ikke længere end ham selv, og hun lå på bunden af en pyt, der ikke var dybere end hans ben.
“Hvorfor går du?” spurgte han til sidst.
“Fordi pytterne er små, når det er ebbe,” sagde Vinga. “Og nogle gange er der mere at kigge efter i den næste pyt. Så går jeg derhen. Jeg kan klare mig længe uden ret meget vand. Det er der ikke mange hajer, der kan.”
Rustik kiggede på hendes finner. De var brede og stærke. Så kiggede han på sine egne ben.
“Vil du gå om kap?” spurgte han.
Vinga tænkte sig om. “Til den store pyt derhenne,” sagde hun og pegede med snuden. “Den med den lilla søstjerne.”
De stillede sig op. Rustik på stenen. Vinga i kanten af sin pyt.
“Nu,” sagde Rustik.
Han løb. Han løb på sine fire korte ben med halen svingende bag sig og maven løftet fra stenen. Vinga kom op af sin pyt og gik, finne for finne, krop fra side til side. Rustik var hurtigst. Det var der ingen tvivl om. Men midtvejs kom han til en revne fuld af skarpe muslinger, og han måtte gå udenom. Vinga gled bare lige ned i revnen og op på den anden side.
De nåede frem til den store pyt på nøjagtig samme tid. Rustik var så forpustet, at han måtte lægge sig. Vinga gled ned i vandet ved siden af den lilla søstjerne og kiggede op på ham.
“Du er hurtig,” sagde hun.
“Du er klog,” sagde Rustik.
De lå længe og kiggede på hinanden. Så fortalte Rustik om mangroveskoven og rødderne, der lignede ben, og Vinga fortalte om revet, når det var højvande, og hvordan alt derude blev blåt og stort og fuldt af farver.
Efter et stykke tid begyndte vandet at komme tilbage. Det kom ind fra havet, først som en tynd, sølvblank hinde hen over stenene, og så højere og højere. Pytterne løb sammen. Revet forsvandt langsomt under overfladen.
“Nu skal jeg ikke gå mere,” sagde Vinga og svømmede en lille runde i det nye vand. “Nu er hele revet en pyt.”
“Og jeg skal hjem,” sagde Rustik.
“I morgen ved ebbe?” spurgte Vinga.
“I morgen ved ebbe,” sagde Rustik.
Han svømmede tilbage mod flodmundingen og lagde sig mellem mangroverødderne med kun øjnene oppe. Han kiggede på rødderne, der stod som små ben i vandet, og han tænkte, at der var mange flere, der kunne gå, end han havde troet.
Nu er det højvande på revet, du, og Vinga svømmer rundt i det store, mørke vand, hvor hun slet ikke behøver at gå. Rustik ligger mellem mangroverødderne og sover. I morgen, når vandet trækker sig tilbage, går de om kap igen. Sov godt, lille ven, og godnat.
