Der var engang en skovnisse, der hed Tot. Han var ikke højere end en kantarel, havde en rød hue, der var strikket af et stykke uldgarn, han havde fundet på en hegnspæl, og han boede under roden af en gammel gran dybt inde i skoven.
Tot elskede mos. Han samlede på det, sådan som andre samler på frimærker. Han havde blødt, grønt fjermos, som han sov på. Han havde tykt, krøllet kløvmos, som han brugte som tæppe. Han havde mos, der lignede små palmer, og mos, der lignede stjerner, og en klump hvidligt tørvemos fra mosen, der kunne suge et helt fingerbøl vand op og blive ved med at være vådt i en uge.
Men der var ét mos, han aldrig havde set. Det mos, hans oldefar havde fortalt om.
“Det skinner,” havde oldefar sagt. “Som guld. I mørket. Men kun, hvis man kigger på det på den rigtige måde.”
Tot havde ledt efter det i mange år. Han havde ledt under sten og på stammer og i grøfter. Han havde fundet masser af mos. Men intet skinnede.
En dag i september gik han forbi et sted, hvor en stor bøg var blæst omkuld. Dens rødder stod op i luften som en kæmpe hånd, og under dem var der et dybt, mørkt hul i jorden.
Tot kiggede ned i hullet. Det var mørkt og fugtigt dernede og lugtede af jord. Han kunne næsten ingenting se.
Han kravlede ned. Han holdt fast i rødderne hele vejen og satte fødderne forsigtigt. I bunden af hullet var der koldt, og lyset kom kun ind gennem åbningen langt oppe.
Han vendte sig om for at kravle op igen.
Og så så han det.
På væggen af hullet, nede ved jorden, hvor der var allermørkest, var der noget, der lyste. Små, grønne prikker, som tusind bittesmå lamper. De glødede gyldent-grønt, som øjnene på en kat.
Tot holdt vejret. Han gik tættere på.
Prikkerne forsvandt.
Han trådte tilbage. Prikkerne kom igen.
Han flyttede sig lidt til siden. Væk igen. Tilbage. Der var de.
Han satte sig ned på jorden og tænkte. Så forstod han det. Mosset lyste ikke selv. Det var lyset fra åbningen oppe over ham, der faldt ned på det. Og mosset sendte lyset tilbage, lige mod det sted, det kom fra. Kun når han stod mellem mosset og åbningen, kom det tilbage til hans øjne. Som et spejl, der kun vendte én vej.
“Den rigtige måde,” sagde Tot højt. “Med ryggen til lyset.”
Han satte sig helt stille med ryggen mod åbningen og kiggede på væggen. Hele den nederste del af hullet glimtede af grønt guld.
Han tog ikke noget med hjem. Det var et mos, der kun kunne leve i de mørkeste, fugtigste huller, og hvis han tog det med hjem under granen, ville det dø. Så han sad bare og kiggede, til lyset fra åbningen blev gråt og så blåt. Til sidst var der ikke mere lys at sende tilbage, og guldet forsvandt.
Tot kravlede op ad rødderne og gik hjem i tusmørket.
Den aften lå han på sit fjermos under sit kløvmos og tænkte på hullet under den væltede bøg. På mosset, der skinnede som guld, men kun når man sad med ryggen til lyset og var stille længe nok.
Han ville komme igen i morgen. Oldefar havde haft ret. Menneskene kalder det lysmos, havde han også sagt. Nu vidste Tot hvorfor.
Langt inde i skoven, du, sidder et lille guldmos i et hul under en væltet bøg. I nat er der intet lys at sende tilbage. Så det sover i mørket. Godnat.
