Der var engang en lille havfrue, der hed Sølja. Hun havde en hale, der var grøn som flaskeglas, og hun havde én skat i hele verden: en perle så stor som et kirsebær, der lyste svagt i mørke.
Hun havde fundet den i en østers, da hun var helt lille. Om aftenen lagde hun den i en muslingeskal ved siden af sin seng af tang, og så lyste den hele natten, svagt og hvidt, som en lille måne.
En morgen var skallen tom.
Sølja ledte overalt. Under tangen. Mellem stenene. Inde i den gamle krukke, hvor hun gemte sine fine skaller. Perlen var væk.
“Har nogen set min perle?” spurgte hun.
En hummer viftede med følehornene. “Jeg så noget hvidt i nat,” sagde han. “Det svømmede forbi ved klippen. Langt og tyndt. Med perlen i munden.”
Sølja vidste, hvem der var langt og tyndt og svømmede om natten. Det var ålen.
Han boede i et hul under den store, sorte klippe, hvor ingen andre ville bo, fordi det var så mørkt. Ingen kendte ham rigtigt. Han kom kun ud om natten.
Sølja svømmede derhen. Hun lagde sig foran hullet. Hun kunne ikke se ind.
“Ål,” sagde hun. “Er du der?”
Der var stille længe. Så kom et smalt, gråt hoved langsomt frem i åbningen. Han havde små, sorte øjne, der knap nok kunne tåle lyset.
“Jeg hedder Ålbert,” sagde han lavt. “Og ja. Jeg har den.”
“Hvorfor tog du den?”
Ålbert trak hovedet lidt tilbage. “Fordi der er så mørkt herinde,” sagde han. “Altid. Jeg ser den lyse hos dig hver nat, når jeg svømmer forbi. Jeg ville bare se, hvordan det var at have lys.”
Sølja kiggede ind i hullet. Inderst inde, langt nede, kunne hun se et svagt, hvidt skær. Perlen lå på bunden af hulen, og rundt om den kunne hun se væggene. Små sten. En gammel skal. Et lille stykke sand, som Ålbert havde fejet helt rent.
“Jeg giver den tilbage,” sagde Ålbert. “Det var forkert at tage den.”
Han forsvandt og kom tilbage med perlen i munden. Han lagde den forsigtigt i Søljas hånd.
Hun stod med den et øjeblik. Så kiggede hun på det sorte hul.
“Vent,” sagde hun. “Jeg har en idé.”
Den nat svømmede hun hen til Ålberts klippe med en lille tangkvast i hånden. Hun satte sig foran hullet og begyndte at vifte med kvasten i vandet.
Der, hvor kvasten rørte vandet, begyndte det at lyse. Blåt. Tusindvis af små gnister, der blinkede og slukkede, som stjerner, der var faldet i havet. Det var lysalger, så små, at man ikke kunne se dem, før man rørte vandet. Så lyste de.
Hun viftede ind i hullet. Gnisterne fløj ind. Hulen lyste blåt, helt ind til bunden.
Ålbert stak hovedet frem. Han sagde ingenting i lang tid.
“Det er pænere end perlen,” sagde han til sidst.
“Det holder ikke så længe,” sagde Sølja. “Man skal blive ved med at vifte.”
“Det kan jeg godt lære,” sagde Ålbert.
Hun gav ham kvasten. Han tog den forsigtigt i munden og viftede. Det lyste.
Sølja svømmede hjem. Hun lagde perlen i sin skal ved sengen. Den lyste hvidt. Og langt borte, ved den sorte klippe, kunne hun se en lille blå gnistren, der blev ved og ved, til hun faldt i søvn.
Langt nede i havet, du, vifter en ål med en tangkvast, så hans hule lyser blåt. Han passer sit eget lys i nat. Du kan bare lukke øjnene. Godnat.
