Der var engang en prinsesse, der hed Ulrikke. Hun var syv år, hun ville være ridder, og hun havde besluttet, at hun skulle starte med sin oldefars rustning.
Den stod i slottets store sal. Eller det havde den gjort. Hver dag i hele hendes liv havde den stået der, ved siden af pejsen, en høj, støvet rustning med hjelm og handsker og en lang, tom skal, hvor oldefar engang havde været. Hun plejede at sige godmorgen til den.
En morgen var den væk.
Der var bare en lys plet på gulvet, hvor den havde stået, og fire små huller efter boltene.
“Far!” råbte Ulrikke. “Nogen har stjålet oldefars rustning!”
Kongen kom ind i sin morgenkåbe og kiggede på pletten. “Hm,” sagde han. “Det var mærkeligt.”
Ulrikke gik i gang. Hun var ikke ridder endnu, men hun vidste, at riddere er modige og grundige. Hun spurgte vagten ved porten. Han havde ikke set nogen bære en rustning ud. Hun spurgte kokken. Kokken havde travlt og sagde, at han ikke havde set noget, der ikke var en kartoffel. Hun spurgte stuepigen, der støvede af i salen hver morgen.
Stuepigen tænkte. “Jeg så Anker,” sagde hun. “Gartneren. Han gik over gården i går aftes med noget stort på en trillebør.”
Ulrikke løb ud.
Slotshaven var stor. Der var rosenbede og en labyrint af hæk og en dam med ænder. Og bagerst, bag muren, var der køkkenhaven, hvor gartneren dyrkede kål og ærter og jordbær til slottet.
Midt i jordbærbedet stod oldefars rustning.
Den stod med armene ud til siden, bundet fast til en pæl. Hjelmen sad på toppen. Fra den ene handske hang der et stykke rødt stof, der blafrede i vinden. Og på skulderen sad en solsort og kiggede på Ulrikke.
Anker kom gående med en hakke. Han var gammel og bøjet og havde store, brune hænder.
“Godmorgen, prinsesse,” sagde han.
“Det er oldefars rustning,” sagde Ulrikke.
“Ja,” sagde Anker. “Kongen sagde, jeg måtte låne den. Fuglene spiste alle jordbærrene sidste år. Fugleskræmslet var ikke uhyggeligt nok. Så tænkte jeg, at en ridder måske kunne.”
Ulrikke tænkte på far i morgenkåben, der havde sagt “hm”. Han havde nok glemt det.
Solsorten på skulderen fløj ned og tog et jordbær.
Ulrikke kiggede på den. Anker kiggede på den.
“Det virker ikke,” sagde Ulrikke.
“Nej,” sagde Anker. “Det gør det ikke. De sidder på den. De kan lide den. Den er god at sidde på.”
Ulrikke tænkte. Hun kiggede på rustningen, der stod helt stille i jordbærbedet. Den bevægede sig aldrig. Det var dét, der var problemet.
“Den skal bevæge sig,” sagde hun.
De arbejdede hele formiddagen. Anker fandt to gamle grydelåg i skuret. Ulrikke bandt dem fast i handskerne med snor, så de dinglede. Hun fandt nogle gamle skeer og hængte dem i hjelmen. Så kom vinden.
Rustningen klirrede. Grydelågene slog mod pladerne, klang, klang, og skeerne raslede i hjelmen. Rustningen lød som en hel hær, der var faldet ned ad en trappe.
Solsorten fløj væk og kom ikke igen.
“Nu er han en rigtig ridder,” sagde Anker. “Han passer på jordbærrene.”
Om sommeren spiste de jordbær på slottet hver dag. Om efteråret bar Anker og Ulrikke rustningen ind igen på trillebøren og stillede den op ved pejsen i den store sal.
Den klirrede lidt endnu, når nogen åbnede døren. Ulrikke lod skeerne sidde.
“Godnat, oldefar,” sagde hun til den, når hun gik i seng.
Klang, klang, siger skeerne i hjelmen, ganske stille. Oldefars rustning passer på jordbærrene om sommeren og på dig om natten, du. Godnat.
