Der var engang en dreng, der hed Magne, og han boede på tredje sal. Under ham, på anden sal, boede fru Dalgaard. Hun var otteogfirs. Hendes kat hed Admiralen, og hun havde et værelse, der var fuldt af bøger fra gulv til loft.
Magne besøgte hende om onsdagen, mens hans mor var til kor. Mor havde sagt, at han skulle blive hos fru Dalgaard, til hun kom, og ikke gå ud på gaden alene. Det gjorde han heller ikke. Hos fru Dalgaard var der altid kakao og nogle gange en bog, han ikke havde set før.
En onsdag tog hun en tynd, slidt bog ned fra den øverste hylde.
“Den her fik jeg, da jeg var på din alder,” sagde hun. “I 1964. Den hedder Fremtidens eventyr. Den handler om, hvordan verden ser ud i år 2000.”
Magne kiggede på forsiden. Der var en tegning af en by med høje, sølvskinnende tårne og biler, der fløj i luften mellem dem.
“År 2000,” sagde han. “Det er jo for længe siden.”
“Ja,” sagde fru Dalgaard og lo. “Så nu kan vi se, om de havde ret.”
De sad i sofaen med Admiralen imellem sig og bladrede.
På første side var der et billede af en familie, der spiste morgenmad. Men de spiste ikke rugbrød. De spiste små piller. “I år 2000 spiser man en pille til morgenmad, og så er man mæt hele dagen,” stod der.
“Nej,” sagde Magne. “Jeg fik havregryn.”
“Forkert,” sagde fru Dalgaard og satte et lille kryds med blyant i margenen.
På næste side fløj en mand til arbejde med en raket på ryggen.
“Har nogen en raket på ryggen?” spurgte fru Dalgaard.
“Nej,” sagde Magne. “Far tager cyklen.”
Kryds.
Så var der en side med en dreng, der sad foran en skærm og talte med sin bedstemor, der boede langt væk. Han kunne se hende og hun kunne se ham. “Billedtelefonen,” stod der.
“Det har vi!” sagde Magne. “Jeg snakker med farmor i Aarhus på mors telefon hver søndag. Hun kan se mig, og jeg kan se hende. Nogle gange kan hun kun se min næse.”
“Rigtigt,” sagde fru Dalgaard og satte et flueben. Hun så meget tilfreds ud.
De bladrede videre. Der var robotter, der vaskede op. “Det har vi næsten,” sagde Magne. “Opvaskemaskinen. Men den har ikke arme.”
Fru Dalgaard satte et halvt flueben.
Der var huse på bunden af havet med runde vinduer, hvor fiskene svømmede forbi. Kryds. Der var en by på Månen. Kryds. Der var et lille apparat, man kunne have i lommen, hvor man kunne slå alt op, hvad man ville vide.
Magne holdt mors gamle mobil op, som han havde fået til at spille på.
“Flueben,” sagde fru Dalgaard. “Det havde jeg aldrig troet.”
Til sidst talte de sammen. Der var fire kryds, to flueben og et halvt.
“De tog fejl af det meste,” sagde Magne.
“Ja,” sagde fru Dalgaard. “De troede, at det hele ville blive større og hurtigere og mere skinnende. Men så blev det i stedet mindre. Telefonen blev så lille, at den kan være i en lomme. Det var der ingen, der forestillede sig.”
Admiralen strakte sig og lagde sig på bogen.
“Hvad tror du så, der sker om tres år?” spurgte fru Dalgaard.
Magne tænkte. “Jeg tror, at katte kan tale,” sagde han.
“Det skal vi skrive ned,” sagde fru Dalgaard. Hun fandt et stykke papir og en kuglepen, og de skrev en liste. Magne tænkte på biler, der kørte af sig selv. Huse med græs på taget. En maskine, der kunne lave pandekager, når man sagde “pandekager”. Og katte, der kunne tale.
Fru Dalgaard foldede listen og lagde den ind i bogen bagerst.
“Så kan den, der finder den, sætte kryds og flueben,” sagde hun.
Da mor ringede på, var Magne lidt søvnig af kakao. Han gik op ad trappen og tænkte på et barn, der om tres år ville sidde i en sofa og bladre i en gammel bog og grine af hans liste.
Hvad tror du, der står på listen om tres år, du? Måske taler din kat. Måske flyver din seng. Men i nat ligger den bare stille, hvor den står. Godnat.
