Der var engang en vikingedreng, der hed Erik. Han var syv vintre gammel, han havde hår så lyst, at det næsten var hvidt, og han boede i en landsby af langhuse ved en fjord.
Hans far var skipper på det største skib i landsbyen. Det hed Havørnen, og det havde et sejl med røde og hvide striber.
En morgen i efteråret sejlede Havørnen ud for at hente korn hos naboerne på den anden side af fjorden. “Jeg er tilbage i morgen aften,” sagde far og lagde sin store hånd på Eriks hoved. “Pas på farmor.”
Det var nu mest farmor, der passede på Erik. Hun hed Ragnhild, og hun kunne lugte vejret.
Næste eftermiddag stod hun uden for langhuset og snusede.
“Der kommer storm,” sagde hun.
Erik kiggede op. Himlen var grå, men ikke meget. Vinden var frisk, men ikke vild.
“Hvordan ved du det?”
“Mågerne er gået i land. Fårene står med rumpen mod vest. Og det lugter af jern.” Hun rynkede næsen. “Den kommer i aften. Lige når de skal sejle hjem.”
Erik mærkede noget koldt i maven. “Kan far se den?”
“Han ser den, når den er der,” sagde farmor. “Men når det bliver mørkt og regnen er tæt, kan han ikke se kysten. Og ved fjordmundingen er der skær. Sten under vandet.”
“Hvad gør han så?”
Farmor kiggede på ham. Så kiggede hun op på bakken over landsbyen, hvor der stod en stor, sort plet i lyngen. Bålpladsen.
“Så kigger han efter lyset,” sagde hun.
De gik op ad bakken sammen, Erik og farmor, mens vinden begyndte at tage til. Det var farmor, der vidste, hvordan man byggede et bål, der kunne brænde i storm. Det var Erik, der bar.
Han bar tørt brænde fra stakken bag smedjen. Han bar tre favne, fire favne, så mange, at hans arme rystede. Han bar tjære i en lerkrukke, holdt helt ind til maven, så han ikke tabte den. Han bar et stykke sejldug, som de spændte op i læ på vestsiden, med sten på hjørnerne.
Da det blev mørkt, kom stormen.
Først kom en lyd, som hundrede heste, der løb over vandet. Så regnen, vandret, så den slog mod kinderne. Så vinden, der rev i kappen.
Farmor tændte bålet med en glød fra en krukke. Tjæren tog fat. Flammerne bøjede sig for vinden, men de slukkede ikke, for dugen tog det værste, og brændet var tørt.
“Nu,” sagde farmor. “Nu skal det bare brænde. Hele natten. Og nogen skal holde øje med det.”
“Det gør jeg,” sagde Erik.
“Det gør vi,” sagde farmor. “Du lægger på, når jeg siger det. Og du holder fast i mig, hvis vinden tager fat.”
De satte sig i læ af en stor sten med et fåreskind over sig. Det var vådt og koldt og larmede. Erik kunne ikke se fjorden. Der var kun bålet og farmors ansigt i det gule lys.
“Kan de se det?” råbte han ind i vinden.
“Hvis de er derude, kan de,” råbte farmor tilbage. “Et bål på bakken kan ses langt. Længere end man tror.”
Hver gang flammerne blev lave, sagde farmor: “Nu.” Og Erik kravlede frem og lagde et stykke brænde på. Ikke kaste. Lægge. Forsigtigt, så gløderne ikke fløj. Så kravlede han tilbage under skindet.
Nu. Et stykke brænde.
Nu. Et stykke brænde.
Midt på natten lukkede hans øjne sig af sig selv, og han sov op ad farmor. Hun lod ham sove. Hun lagde selv på. Han vågnede, når hun rørte sig, og så lagde han på igen.
Ud mod morgen blev regnen tyndere. Vinden skiftede, og den hylede ikke mere, den sukkede bare. Og da himlen blev grå i øst, rejste farmor sig og kneb øjnene sammen ud mod fjorden.
“Der,” sagde hun.
Erik kom op på knæ. Først så han ingenting. Bare gråt vand og hvide skumtoppe. Så så han det. Et sejl. Røde og hvide striber, revet ned til en lille trekant. Det kom langsomt ind gennem fjordmundingen, lige midt mellem skærene, hvor vandet var dybt.
“Det er Havørnen,” hviskede han.
“Det er Havørnen,” sagde farmor.
De gik ned til stranden sammen. Hele landsbyen var der. Folk vadede ud i vandet og greb i rebene, og Havørnen gled ind mod sandet med et langt, træt skrab.
Far sprang i vandet til livet og kom vadende i land. Han var våd til skindet, og han havde salt i skægget. Han løftede Erik op og holdt ham.
“Vi så bålet,” sagde han ind i Eriks hår. “Vi lå ude ved skærene i bælgmørke. Og så så vi et lys på bakken. Hele natten. Det blev ved med at brænde.”
“Det var farmor,” sagde Erik.
“Det var dig, der bar,” sagde farmor bagved ham.
Far kiggede fra den ene til den anden. Så satte han Erik ned og lagde armen om sin mor, og sådan stod de tre lidt, på den våde strand, mens skibets mænd bar korn i land.
Den dag sov Erik til langt over middag på bænken ved ildstedet. Om aftenen sad han på fars skuldre oppe på bakken og så ud over fjorden. Den var helt glat nu. Som et spejl.
Sov godt, du. Ude ved fjorden ligger Havørnen trukket op på sandet. Bålet på bakken er slukket, og vinden har lagt sig. I nat er der ingen, der behøver at holde øje.
