Der var engang en lille gaffelbuk, der hed Dina. En gaffelbuk ligner en antilope, med lange, tynde ben, en lys mave og en hvid plet bag på, og den bor på prærien i Nordamerika, hvor græsset går helt ud til himlen.
Dina var født en morgen i maj. Hun havde en tvillingebror. De første dage lå de bare i græsset, hver for sig, helt stille. Det var mors regel.
“Når jeg går væk for at spise, ligger I ned,” sagde mor. “I rører jer ikke. I har næsten ingen lugt endnu, og jeres pels er farvet som græsset. Så ingen kan finde jer. Og når jeg kommer tilbage, rejser I jer.”
Så Dina lå. Hun lå, mens fårekyllingerne sang. Hun lå, mens en ørn kredsede højt oppe. Hun lå, mens en prærieulv gik forbi så tæt, at hun kunne høre græsset knitre under dens poter. Den så hende ikke.
Hver dag blev hendes ben lidt stærkere. Og hun kunne mærke, at de ville noget. De ville løbe.
En morgen, da hun var tre uger gammel, kom mor tilbage og blev stående.
“I dag skal I med,” sagde hun. “Flokken skal videre. Vi skal over den store slette til vandhullet ved bakkerne. Det er langt. Og vi løber.”
Flokken var tyve gaffelbukke. Der var mødre og kalve og nogle unge hanner med små horn, der havde en lille gren foran, som en gaffel. Det var derfor, de hed gaffelbukke.
De begyndte at gå. Så at trave. Og så, uden at nogen sagde noget, løb de.
Dina havde aldrig prøvet noget lignende. Benene løb af sig selv. Hun fløj hen over græsset med næsten ingen lyd, kun et let trommende tump, tump, tump. Vinden pressede ørerne bagud. Hun kunne se hele flokken omkring sig, en lang, lysebrun bølge, der gled hen over prærien.
Hun var ikke bagerst. Hun var midt i.
Gaffelbukke er de hurtigste løbere i hele Amerika. Ingen andre dyr dér kan løbe så hurtigt, og ingen kan blive ved så længe. Det vidste Dina ikke. Hun vidste bare, at det var det dejligste, hun nogensinde havde prøvet.
De løb over slette efter slette. De sprang over en lille bæk. De drejede uden om en flok bisonokser, der stod og tyggede og knap nok løftede hovederne. De løb forbi et gammelt hegn, og her gjorde flokken noget mærkeligt. Den sprang ikke over. Den kravlede under, en efter en, hvor der var et hul mellem den nederste tråd og jorden.
“Vi springer ikke,” sagde mor. “Vi går under.”
Om eftermiddagen kom de til vandhullet ved bakkerne. Flokken stoppede. Dina stod og pustede med vand dryppende fra mulen og så tilbage over den store slette, de havde løbet over. Den var så stor, at hun ikke kunne se, hvor de var startet.
Hendes tvillingebror kom hen ved siden af hende. Han pustede også.
“Jeg var hurtigst,” sagde han.
“Nej,” sagde Dina. “Det var mig.”
Mor kiggede på dem og sagde ingenting. Hun vidste, at de havde løbet lige hurtigt.
Ude på prærien ligger Dina i græsset ved vandhullet, med benene foldet ind under sig. Over hende er himlen fuld af stjerner, og et sted ude i mørket synger fårekyllingerne videre. Hendes ben er trætte. Det er gode, trætte ben. Godnat, du.
