Der var engang en pige, der hed Freja. Hun gik i 2.a, og hun havde en bedste ven, der hed Laurits. De sad ved siden af hinanden, og de havde et problem: De ville gerne sende hemmelige beskeder i timerne, men alle i klassen kunne læse.
Så en dag var 2.a på tur til runestenene i Jelling.
Der stod to store sten ved kirken, inde i hver sit glashus. Den ene var helt dækket af mærkelige tegn, streger og pinde og små kroge, der løb i bånd hen over stenen.
“Det er runer,” sagde guiden, en ung mand med en strikket hue. “Vikingernes bogstaver. Der står, at kong Harald lod stenen hugge efter sin far og sin mor.”
Freja kiggede på tegnene. Ingen af dem lignede et bogstav, hun kendte.
“Kan man stadig læse dem?” spurgte hun.
“Det kan alle, der lærer det,” sagde guiden. Han delte et lille kort ud til hver af dem. På kortet var der seksten runer, og under hver rune stod det bogstav, den betød.
Freja kiggede på Laurits. Laurits kiggede på Freja. De tænkte nøjagtig det samme.
Det var den perfekte hemmelige kode.
Næste dag i matematik rev Freja et lille stykke papir af sin kladdebog. Hun kiggede på kortet under bordet og tegnede langsomt, streg for streg, tre små runer, der lignede pinde med kroge på.
De betød HEJ, eller noget, der var tæt på. Der var nemlig ikke et J. Der var heller ikke et E. Vikingerne havde kun seksten runer, så man måtte nøjes. Det gjorde det endnu mere hemmeligt.
Laurits fik sedlen under bordet. Han kiggede på sit kort i lang tid. Så skrev han tilbage. Det tog ham det meste af timen.
Sådan blev det hele ugen. Beskederne var korte, for det tog lang tid at skrive dem. KAGE. FRIKVARTER. SKOLEGÅRDEN. GRØN JAKKE. Og en gang bare: HAHA.
Om fredagen skrev Freja den længste besked indtil videre. Den handlede om, at hun syntes, Laurits’ nye sko lignede to bananer. Hun foldede den sammen og sendte den hen under bordet.
Men lige da Laurits skulle tage den, tabte han den. Den landede på gulvet. Og lige ved siden af stod deres lærer, Lone.
Lone samlede sedlen op og foldede den ud.
Freja og Laurits holdt vejret. Det gjorde ingenting. Hun kunne jo ikke læse det.
Lone kiggede på sedlen længe. Så kiggede hun ned på Laurits’ fødder. Hun begyndte at grine. Først lidt, og så så meget, at hun måtte holde sig til kateteret.
“Har du skrevet, at hans sko ligner bananer?” spurgte hun, da hun kunne tale igen. “Med runer?”
Freja blev helt rød. “Kan du læse runer?”
“Jeg har læst historie i fem år,” sagde Lone. Hun tog et stykke kridt og skrev på tavlen, stort og tydeligt, med runer.
Hele klassen kiggede. Ingen af de andre kunne læse det. Kun Freja og Laurits, med deres kort.
Der stod: NÆSTE GANG SKRIVER I I FRIKVARTERET.
Den aften lå Freja i sin seng og øvede sig på at skrive sit navn med runer på bagsiden af kortet. Det var svært. Der var stadig ikke noget J, og hun måtte bruge I i stedet for både E og J. Hun skrev det alligevel. Fem små tegn, der lignede pinde og krogede grene.
Så lagde hun kortet under hovedpuden.
Kan du tegne en streg, du, lige op og ned? Så har du tegnet en rune. Den betyder I. Tegn den med fingeren på dynen nu, helt stille, og så lukker du øjnene. Godnat.
