Der var engang en dreng, der hed Peder, og han var ti år og den yngste i klostret ved Ryå. Det var i middelalderen, for mange hundrede år siden, og der var ingen bøger i butikkerne, for der var ingen butikker med bøger. Hvis man ville have en bog, måtte nogen skrive den af med hånden.
Det gjorde munkene. De sad i en lang, kold sal, der hed skriverstuen, og skrev med gåsefjer og blæk på tyndt skind. Hvert bogstav skulle være lige. Hver linje skulle være lige. Det tog et helt år at skrive en bibel af.
Peder skrev ikke. Han var for lille. Han fejede gulvet, rev blæk og spidsede gåsefjer. Og han lyttede.
En morgen var der uro i skriverstuen. Broder Anders, som var den ældste og strengeste munk, stod med en bog i hånden og var rød i hovedet.
“Hvem,” sagde han, “har gjort det her?”
Han holdt bogen op. Det var den store salmebog, som de havde arbejdet på hele vinteren. Og nede i margenen, ved siden af den smukke tekst, var der tegnet en snegl. En lille, rund snegl med et hus og to følehorn, med fint, brunt blæk.
Munkene kiggede på hinanden. Ingen sagde noget.
“Det er ikke den første,” sagde broder Anders. Han bladrede. “Her er en til. Og her. Og her er der en snegl, der kæmper mod en ridder.”
Det var sandt. Nede i margenen sad en lille ridder med sværd og skjold og løb væk fra en snegl, der var større end ham selv.
Nogle af munkene måtte holde sig for munden for ikke at grine.
“Det er ikke morsomt,” sagde broder Anders. “Det er Guds ord. Det skal være pænt.”
Han besluttede, at mysteriet skulle opklares. Den aften skulle der holdes vagt i skriverstuen.
Peder fik lov at blive oppe og holde lys for broder Anders. Han sad i et hjørne med et tællelys i en lille holder, mens broder Anders sad bag en stor stol og ventede.
De ventede. Klokken i tårnet ringede til den sidste bøn, og bagefter blev klostret helt stille.
Så gik døren op.
Det var broder Mikael. Han var den stilleste af munkene. Han havde sjældent sagt mere end tre ord til Peder. Han gik hen til sit skrivebord, satte sig, tog sin fjerpen og dyppede den i blækket.
Broder Anders rejste sig. “Broder Mikael,” sagde han med sin strengeste stemme.
Broder Mikael fór sammen. Fjerpennen faldt.
“Er det dig, der tegner snegle?” spurgte broder Anders.
Broder Mikael kiggede ned i bordet. Så nikkede han.
“Hvorfor?”
Det varede længe, før broder Mikael svarede. “Fordi jeg sidder og skriver hele dagen,” sagde han. “Og mine øjne bliver trætte, og mine fingre bliver kolde. Og så ser jeg ud ad vinduet. Og der er altid en snegl på muren. Den går så langsomt. Den har så travlt med ingenting. Og så får jeg lyst til at tegne den.”
Broder Anders sagde ingenting.
“Og ridderen?” spurgte Peder fra sit hjørne. Ordene røg bare ud af ham.
Broder Mikael kiggede op og så ham for første gang. Han smilede lidt. “Ridderen er mig,” sagde han. “Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver færdig med bogen. Sneglen er tiden. Den går så langsomt, men man kan aldrig løbe fra den.”
Det var ikke noget, Peder forstod helt. Men han kunne lide, hvordan det lød.
Broder Anders stod længe og kiggede på sneglen i margenen. Så satte han sig ned ved siden af broder Mikael.
“Tegn ikke flere i salmebogen,” sagde han. Hans stemme var ikke så streng mere. “Men den lille bog med dyr, som vi skal begynde på i foråret. Der må gerne være en snegl i margenen.”
Peder sad med tællelyset og så på de to munke, der sad og kiggede på sneglen sammen. Udenfor på muren sad der måske en rigtig snegl og gik sin langsomme tur.
Den aften gik han i seng på sin halmmadras i sovesalen. Han var for træt til at tale. Men han tænkte på det lille hus på sneglens ryg, og på sneglen, der altid havde sit hus med sig, hvor den gik.
Snegle findes stadig i gamle bøger, du. De sidder i margenen, fem hundrede år gamle, og venter på, at nogen kigger. Nu trækker sneglen hovedet ind i sit hus. Du kan trække dit ind under dynen. Godnat.
