Mysteriet i middelalderen

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille dreng ved navn Emil, som elskede at læse om riddere og drager. En aften, mens han lå i sin seng og kiggede på stjernerne gennem sit vindue, opdagede han en mystisk bog på sin hylde. Den havde en gylden lås og et skinnende ur på forsiden. Emil kunne ikke huske, hvordan bogen var kommet der, men han følte sig draget til den.

Da Emil åbnede bogen, blev han pludselig svimmel, og før han vidste af det, befandt han sig i en helt anden tid. Han stod midt i en travl middelalderby med brolagte gader og høje slotte. Folk omkring ham bar rustninger og lange kjoler, og der var en duft af friskbagt brød i luften.

Emil kiggede sig omkring og opdagede en lille pige, der så ud til at være på hans alder. Hun havde langt, krøllet hår og bar en simpel, men smuk kjole. “Hej,” sagde Emil forsigtigt. “Jeg hedder Emil. Hvor er jeg?”

“Du er i middelalderen,” svarede pigen med et smil. “Jeg hedder Isabella. Hvad laver du her?”

Emil forklarede, hvordan han havde fundet den mystiske bog, og Isabella nikkede forstående. “Der er et mysterium, vi skal løse,” sagde hun. “Den onde troldmand Mortimer har stjålet vores bys magiske klokke, og uden den kan vi ikke holde vores årlige fest.”

Emil besluttede sig for at hjælpe Isabella. Sammen gik de gennem byens snørklede gader og ud i den mørke skov, hvor Mortimer boede. De fulgte en sti, der førte dem til en gammel, forfalden borg. “Vi må være forsigtige,” hviskede Isabella. “Mortimer er meget snu.”

Inde i borgen fandt de troldmanden, der sad og grinede ondskabsfuldt. “I tror, I kan tage klokken fra mig?” spurgte han hånligt. Emil og Isabella kiggede på hinanden og nikkede. De vidste, at de måtte være modige.

Med et hurtigt ryk trak Emil en lille pose frem, som Isabella havde givet ham. Den indeholdt en håndfuld magisk støv, som kunne få Mortimer til at falde i søvn. Emil kastede støvet mod troldmanden, og snart faldt han i en dyb søvn.

De fandt den magiske klokke i et hjørne af rummet og skyndte sig tilbage til byen. Da de ankom, blev de mødt af byens glade indbyggere, der takkede dem for deres mod. Festen kunne nu begynde, og Emil og Isabella blev hyldet som helte.

Da natten faldt på, og stjernerne igen lyste på himlen, mærkede Emil en velkendt svimmelhed. Han vidste, at det var tid til at vende hjem. “Tak for eventyret, Isabella,” sagde han. “Jeg vil aldrig glemme det.”

Isabella vinkede farvel, og med et blink var Emil tilbage i sin egen seng. Bogen lå lukket ved siden af ham, og han vidste, at han altid kunne vende tilbage til middelalderen, hvis han ønskede det. Med et smil på læben lukkede Emil øjnene og faldt i en dyb, fredfyldt søvn.

Skriv en kommentar