Der var engang en lille mumie, der hed Neb. Han lå i en sarkofag i en pyramide midt i ørkenen sammen med tolv andre mumier, og de havde ligget der i fire tusind år. Det var meget lang tid at ligge stille.
Neb var træt af at ligge stille.
Om natten, når månen skinnede ind gennem den lille skakt i pyramidens væg, kunne han høre musik. Den kom langt udefra, fra en landsby ved floden, hvor folk holdt fest. Tromme og fløjte. Bum-ba-bum, ti-li-li.
Neb ville danse.
“Mumier danser ikke,” sagde den ældste mumie, der lå i den største sarkofag med guld på låget. “Mumier ligger.”
“Hvorfor?”
Den ældste mumie tænkte. Det tog lang tid, for han havde ikke tænkt i flere hundrede år. “Fordi vi altid har ligget,” sagde han så.
En nat kunne Neb ikke holde det ud mere. Han skubbede låget af sin sarkofag og kravlede ud. Han stillede sig midt i gravkammeret, hvor måneskinnet faldt som en hvid stribe på gulvet. Han lyttede efter musikken. Bum-ba-bum.
Han løftede den ene fod. Han satte den ned. Han løftede den anden. Han drejede.
Han drejede lidt for hurtigt.
Enden af hans bandage fangede i et hjørne af sarkofagen. Og da Neb drejede videre, begyndte bandagen at vikle sig af. Han snurrede rundt og rundt som en top, mens bandagen rullede ud over hele gulvet, og til sidst stod han midt i et virvar af hvidt stof og var lige ved at falde om.
Bag ham hørte han en lyd. Det var låget på en sarkofag, der gled til side. Så en til. Og en til.
Alle mumierne satte sig op og kiggede på ham.
Neb skammede sig. Han prøvede at samle bandagen op, men den var alt for lang.
Den ældste mumie kravlede ud af sin sarkofag. Det knagede i alle hans led. Han samlede den ene ende af Nebs bandage op. Så gav han den anden ende til en anden mumie.
“Stå stille,” sagde han. “Og drej meget langsomt.”
Neb drejede meget langsomt. De to gamle mumier gik rundt om ham, og bandagen rullede sig på ham igen, lag for lag, pænt og stramt.
Da det var gjort, stod alle mumierne og kiggede på hinanden.
“Det var faktisk lidt sjovt,” sagde en af dem. “At gå rundt.”
“I ring,” sagde en anden.
“Langsomt,” sagde den ældste.
Ude fra landsbyen kom musikken igen. Bum-ba-bum, ti-li-li. Og i gravkammeret, i den hvide stribe af måneskin, tog tretten mumier hinanden i hænderne og begyndte at gå rundt i en ring. Meget, meget langsomt. Et skridt. Pause. Et skridt. Pause. Det knagede lidt i deres led, og deres bandager raslede.
Det var verdens langsomste dans. Men det var en dans.
Da månen var gået ned, lagde de sig tilbage i deres sarkofager. Neb lå længe og smilede ind i mørket. Hans bandage sad strammere end nogensinde.
Kan du danse liggende, du? Prøv at bevæge en enkelt tå, meget langsomt. Så en anden. Det er mumiedansen. Når alle tæerne har danset, er den slut. Godnat.
