Der var engang en bandit, der hed Bandit-Benny. Han var lang og tynd, med et stort, sort overskæg, der krøllede i enderne, og han red på et gammelt muldyr, der hed Bønne. Han var ikke en farlig bandit. Han stjal ikke penge. Han røvede ikke postvognen. Men han elskede at lave ballade.
Han kom til den lille by Kringlebakke en tirsdag i oktober. Kringlebakke lå midt ude på prærien og havde én gade, én bager, én barber, én saloon, én smedje og én sherif. Hun hed Hertha. Hun havde en stjerne på vesten, gråt hår i en lang fletning og en hest, der hed Sukker.
Onsdag morgen vågnede byen, og alting var forkert.
Skiltet over bageriet sagde BARBER. Skiltet over barberen sagde BAGER. Barberen fik besøg af tre mennesker, der ville købe rugbrød, og bageren fik besøg af en mand, der ville have klippet skæg.
Torsdag morgen var det støvlerne. Folk satte deres støvler ud på verandaen om aftenen, så de kunne lufte. Og om morgenen stod alle støvlerne ved forkerte huse. Smeden fik et par små, røde damestøvler med knapper. Bagerens datter fik et par kæmpe, mudrede ridestøvler med sporer.
Fredag morgen var det sadlerne. Hver eneste hest i byen havde en anden hests sadel på. Ingen af dem passede. Og saloondørene var bundet sammen med en sløjfe.
Folk kom til sheriffens kontor.
“Det er den nye fyr,” sagde smeden. “Ham med overskægget. Han sidder i saloonen hele dagen og smiler.”
“Det tror jeg også,” sagde Hertha. “Men jeg har ikke set ham gøre det. Og man skal ikke anklage nogen for noget, man ikke har set.”
Hun gik over til saloonen. Bandit-Benny sad ved et bord med en kop kaffe. Han smilede, så hans overskæg krøllede.
“Godmorgen, sherif,” sagde han. “Hvilken mærkelig by. Alting bliver forbyttet om natten.”
“Ja,” sagde Hertha. “Mærkeligt.”
Hun drak en kop kaffe. Så gik hun igen.
Den aften gjorde Hertha tre ting.
Først gik hun til bageren og lånte en stor sæk mel. Hun drysede et tyndt, tyndt lag mel ud over hele verandaen foran alle husene. Så tyndt, at man ikke kunne se det i mørket. Men nok til, at man ville kunne se fodspor i det om morgenen.
Så gik hun til smeden og lånte en lille klokke. Den bandt hun fast under saloondørene, så den ville ringe, hvis nogen pillede ved dem.
Og til sidst satte hun sig på bænken foran sit eget kontor, i det mørke hjørne under halvtaget, med hatten ned over øjnene, så det så ud, som om hun sov.
Hun sov ikke.
Ved midnat kom Bandit-Benny listende ned ad gaden. Han havde sokker uden på støvlerne, så de ikke larmede. Han havde en rulle snor over skulderen. Han nynnede for sig selv.
Han listede op på bagerens veranda og begyndte at skrue skiltet af igen.
Bag ham hørte han en stemme.
“Godaften, Benny.”
Bandit-Benny tabte skruetrækkeren. Han vendte sig om. Hertha stod nede på gaden med armene over kors.
“Godaften, sherif,” sagde han. “Jeg var bare … jeg syntes, skiltet hang lidt skævt.”
Hertha pegede ned. Bag ham, i det tynde lag mel, gik en lang række fodspor. Sokkefodspor. De gik fra saloonen, hen over barberens veranda, hen over smedjens, og op til bageren. Og ovre ved saloonen dinglede klokken stadig under dørene. Det var den, der havde fortalt Hertha, at han var på vej, da han prøvede at binde dørene sammen igen.
Bandit-Benny kiggede på fodsporene. Han kiggede på Hertha. Så begyndte han at grine.
“Det var snu,” sagde han.
“Ja,” sagde Hertha.
“Skal jeg i fængsel?”
Hertha tænkte. Fængslet i Kringlebakke var lille. Der var én seng og én spand, og taget var utæt.
“Nej,” sagde hun. “Du skal rette det hele. I nat. Skiltene skal tilbage. Støvlerne skal stå ved de rigtige huse. Sadlerne skal på de rigtige heste. Og du skal fortælle mig, hvilken støvle der hører til hvilket hus. For det kan jeg ikke huske.”
“Det kan jeg,” sagde Bandit-Benny. “Jeg har en god hukommelse.”
Det havde han. Hele natten arbejdede han. Hertha sad på bænken og holdt øje. Han skruede skiltene tilbage. Han bar støvlerne rundt, par for par, til de rigtige verandaer. Han tog sadlerne af hestene og satte dem på de rigtige heste og spændte gjorderne, ikke for stramt og ikke for løst, præcis som hver hest var vant til. Han viste sig at være rigtig god til heste.
Til sidst kom han til Sukker. Hun stod i stalden bag sheriffens kontor og havde Bønnes sadel på. Den var alt for lille. Hun så fornærmet ud.
Bandit-Benny tog den af. Han satte Herthas sadel på hende og klappede hende på halsen. Sukker puffede til ham med mulen.
“Hun kan lide dig,” sagde Hertha forbavset. “Hun kan ikke lide nogen.”
Da solen stod op, var alting i Kringlebakke, som det skulle være. Folk vågnede og fandt deres støvler. Bageren solgte rugbrød. Barberen klippede skæg. Kun melet på verandaerne var der stadig, og det fejede folk væk med et smil.
Bandit-Benny red ikke videre den dag. Smeden manglede en hjælper til hestene. Han spurgte, om Benny ville prøve. Benny ville gerne prøve.
Han bor stadig i Kringlebakke. Han laver stadig lidt ballade. Men kun én gang om året, til byfesten, og kun med sheriffens tilladelse.
Ude i stalden bag sheriffens kontor står Sukker og Bønne side om side i nat, du, og knaser hø. Hertha har lagt hatten på knagen. Og over prærien er det så stille, at man kan høre en kojote langt, langt væk. Godnat.
