Der var engang to venner, der hed Lukas og Amina. Lukas havde fregner og en rygsæk med alt for mange ting i, og Amina havde en notesbog, hvor hun skrev alt ned, hun så. De gik i samme klasse, og en regnvejrsdag på museet blev de væk fra de andre i den ægyptiske sal.
Bag en glasmontre lå en lille amulet. Den var formet som en skarabæ, en bille med foldede vinger, og den var blå som himlen over en ørken.
“Der står, at den er tre tusind år gammel,” læste Amina.
Lukas lagde fingeren på glasset. Det var varmt.
Og så var glasset væk. Og museet var væk. Og de stod i sand til anklerne, i en sol så skarp, at de måtte knibe øjnene sammen, og amuletten lå i Lukas’ hånd.
Foran dem flød en bred, brun flod. Langs bredden voksede palmer og høje siv. Og på marken nærmest dem stod en pige på deres egen alder og prøvede at bære vand i en lerkrukke op ad skrænten. Hun spildte det meste.
Hun fik øje på dem og stirrede. Så fik hun øje på amuletten.
“Har I den fra templet?” spurgte hun. Lukas og Amina forstod hende, selv om hun talte et sprog, de aldrig havde hørt. Det måtte være amuletten.
“Den … fandt os,” sagde Amina.
Pigen hed Tiye. Hun fortalte, at floden var lav i år. Vandet kom ikke helt op til markerne, som det plejede. Og hvis kornet ikke fik vand, ville der ikke være brød til vinter.
“Kan amuletten ikke lave regn?” spurgte Lukas og rystede den lidt.
Der kom ingen regn. Der kom ingenting.
Tiye lo. “Det regner næsten aldrig her,” sagde hun. “Vandet kommer fra floden. Det skal bare op.”
Hun viste dem en mærkelig maskine ved bredden. En lang stang på et stativ, med en spand i den ene ende og en tung klump ler i den anden. Som en vippe.
“En shaduf,” sagde Tiye. “Man trækker spanden ned i floden. Så hjælper leret med at løfte den op. Men min far har ondt i ryggen, og jeg kan ikke klare den alene.”
“Vi er tre,” sagde Amina.
De prøvede. Lukas trak i rebet, så spanden dykkede ned i den brune flod. Amina og Tiye lagde hele deres vægt på den anden ende. Spanden kom op, fuld og drivende våd, og svingede rundt, og så tømte de den i den lille kanal, der løb ud til marken.
Det første forsøg sprøjtede over hele Lukas. Det andet ramte ved siden af kanalen. Det tredje ramte.
“Vi skal have en takt,” sagde Amina. Hun talte. “Ned, og op, og rundt, og hæld. Ned, og op, og rundt, og hæld.”
Det virkede. Ned, og op, og rundt, og hæld. Spand efter spand. Vandet løb ud i kanalen og videre mellem rækkerne af korn, og den tørre jord blev mørk.
Efter lidt tid kom der flere børn. Så nogle voksne. Så kom Tiyes far, der havde hørt dem tælle helt inde fra huset. Han stillede sig ved en shaduf længere nede ad bredden, og en nabo ved den næste. Snart lød det over hele floden, fra den ene shaduf til den anden:
Ned, og op, og rundt, og hæld.
Da solen stod lavt over floden og farvede vandet orange, var alle markerne våde. Kornet stod og glinsede.
Tiyes far gav dem brød og dadler. De sad på bredden og spiste, med fødderne i det kølige vand. Amina skrev det hele ned i sin notesbog. Hun tegnede en shaduf, så hun kunne huske, hvordan den så ud.
“Kommer I igen?” spurgte Tiye.
Lukas kiggede på amuletten. Den var begyndt at blive varm igen i hans hånd.
“Det ved jeg ikke,” sagde han ærligt.
Tiye nikkede. Så tog hun en lille, glat sten fra flodbredden og gav den til Amina. “Så har I den.”
Amuletten blev varmere. Lyset blev hvidt.
Og så stod de i den ægyptiske sal igen. Det regnede på ruderne. Amuletten lå bag glasset i montren, som om den aldrig havde flyttet sig. Lukas’ sko var våde, og der var sand i dem.
Amina åbnede sin hånd. Den glatte sten lå der stadig.
Den aften lå hun i sin seng og kiggede på tegningen af shadufen i notesbogen. Ned, og op, og rundt, og hæld. Hun hviskede det for sig selv, igen og igen, lige så langsomt som floden.
Ned, og op, og rundt, og hæld, du. Træk vejret med det: ned, og op, og ud. Langt væk flyder en brun flod gennem natten og vander kornet. Godnat.
