Der var engang en lille dreng ved navn Leo, som elskede at høre historier om gamle civilisationer. En aften, mens han lå i sin seng, fandt han en gammel bog på sin hylde. Den hed “Nilens Hemmeligheder”. Da han åbnede bogen, faldt en lille, skinnende amulet ud og landede blødt på hans pude.
Leo tog amuletten op og kiggede nærmere på den. Den var formet som en lille skarabæ, og dens øjne glimtede som stjerner. Pludselig begyndte amuletten at lyse, og før Leo vidste af det, blev han svøbt i et varmt, gyldent lys.
Da lyset forsvandt, befandt Leo sig ved bredden af en stor flod. Det var Nilen! Han kiggede sig omkring og så pyramiderne tårne sig op i horisonten. Leo kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Han var rejst tilbage til oldtidens Egypten!
Mens han gik langs floden, mødte han en pige på hans egen alder. Hun hed Amina og bar en kjole af hvidt linned. “Hej,” sagde hun venligt. “Er du også her for at finde Nilens magiske amulet?”
Leo kiggede forundret på hende og viste hende amuletten, han havde fundet. “Er det denne her?” spurgte han.
Aminas øjne blev store af glæde. “Ja! Det er den! Den siges at have magiske kræfter, der kan bringe lykke og glæde til dem, der bærer den.”
Sammen besluttede Leo og Amina at tage på eventyr for at finde ud af, hvordan amuletten kunne bruges til at hjælpe folk. De gik gennem de travle markeder, hvor duften af krydderier fyldte luften, og de så de store templer, hvor præsterne bad til de gamle guder.
Undervejs mødte de en gammel mand, der sad ved flodbredden og fiskede. Han så venligt på dem og sagde: “Amuletten kan kun bruges til gode gerninger. Hvis I ønsker at bringe glæde, skal I dele dens lys med andre.”
Leo og Amina nikkede og takkede den gamle mand. De besluttede at bruge amulettens lys til at hjælpe en lille landsby, der havde brug for vand til deres marker. Da de holdt amuletten op mod himlen, strålede den klart, og snart begyndte det at regne blidt over landsbyen.
Folket i landsbyen jublede af glæde og takkede Leo og Amina for deres venlighed. Leo følte sig varm indeni, og han vidste, at han havde gjort noget godt.
Da solen begyndte at gå ned, mærkede Leo, at det var tid til at vende hjem. Amina vinkede farvel, og Leo holdt amuletten tæt ind til sig. Det gyldne lys svøbte ham igen, og han fandt sig selv tilbage i sin seng med bogen ved sin side.
Leo smilede og lagde amuletten på sit natbord. Han vidste, at han altid ville huske sit eventyr i oldtidens Egypten og de gode gerninger, han havde gjort. Med et tilfreds suk lukkede han øjnene og faldt i en dyb, fredfyldt søvn.