Der var engang en dreng, der hed Tobias. Han var syv år, han havde en storesøster på elleve, der hed Smilla, og han havde bygget en tidsmaskine.
Den var lavet af en stor papkasse fra et nyt køleskab. Han havde klippet et vindue i den ene side og en dør i den anden. Indeni havde han tegnet knapper med tusch. En rød knap til fortiden. En grøn knap til fremtiden. Og en stor, gul knap, hvor der stod START. Øverst på kassen havde han limet et gammelt vækkeur, der ikke virkede, og en sigte fra køkkenet, som var antennen.
“Den virker ikke,” sagde Smilla.
“Det ved du ikke,” sagde Tobias.
“Den er lavet af pap.”
“Det var den første flyvemaskine også næsten.”
Smilla rullede med øjnene. Men hun blev stående.
“Okay,” sagde hun. “Prøv den så. Rejs til i går.”
Tobias kravlede ind i kassen. Han trykkede på den røde knap og den gule. Han lukkede øjnene og sagde “brrrrrrrrr” meget længe.
Så åbnede han døren og kiggede ud.
Det var ikke i går. Det var stadig i dag. Smilla stod der med armene over kors.
“Den virker ikke,” sagde hun.
Tobias trak sig ind igen. Han sad og tænkte i kassen. Fortiden var svær. Han prøvede den grønne knap i stedet. Fremtiden. Han trykkede på den. Han trykkede på START.
Han sad helt stille.
Han kunne høre Smilla ude i stuen. Han kunne høre køleskabet. Han kunne høre et ur, et rigtigt et, ude i køkkenet. Tik. Tik. Tik.
Han sad meget længe.
Da han kom ud, stod Smilla stadig der. Men hun havde sat sig i sofaen nu og læste.
“Hvad er klokken?” spurgte Tobias.
Smilla kiggede på sin telefon. “Ti over syv.”
“Da jeg gik ind, var den syv,” sagde Tobias. “Jeg har rejst ti minutter ind i fremtiden.”
Smilla kiggede op fra bogen. Hun åbnede munden for at sige noget. Så lukkede hun den igen.
“Det tæller ikke,” sagde hun til sidst. “Det gør alle hele tiden.”
“Men jeg gjorde det i en tidsmaskine,” sagde Tobias.
Smilla lagde bogen fra sig. Hun kiggede på kassen. På sigten. På vækkeuret, der ikke virkede.
“Okay,” sagde hun. “Men ti minutter er ikke særlig langt. Hvis du skulle rejse rigtig langt ind i fremtiden. Hele vejen til i morgen. Hvordan ville du gøre det?”
Tobias tænkte. “Jeg skulle sidde i kassen meget længe.”
“Hele natten?”
“Ja.”
“Det kan man ikke,” sagde Smilla. “Man keder sig. Man bliver nødt til at komme ud og spise og tisse og børste tænder.”
Tobias tænkte endnu mere. Det var et stort problem for en tidsrejsende.
Så sagde Smilla, langsomt, som om hun ikke rigtig ville indrømme det: “Der er en anden måde.”
“Hvilken?”
“Den hurtigste tidsmaskine i hele verden,” sagde Smilla. “Man lægger sig ned. Man lukker øjnene. Og så, bang, er man i morgen. Man mærker det ikke engang. Det tager ét sekund. Og det er ti timer.”
Tobias kiggede på hende. “Sove?”
“Prøv at tænke over det,” sagde Smilla. “Du går i seng om aftenen. Og så åbner du øjnene, og det er morgen. Du har sprunget hele natten over. Det er den bedste tidsmaskine, der findes.”
Tobias kiggede på papkassen. Den så pludselig lidt langsom ud.
Den aften, da mor sagde, at det var sengetid, protesterede Tobias ikke. Han gik ind og børstede tænder. Han tog nattøj på. Han kravlede op i sengen og trak dynen op til hagen.
“Hvad sker der?” sagde mor. “Du plejer at sige, at du ikke er træt.”
“Jeg skal rejse til i morgen,” sagde Tobias. “Smilla siger, det er den hurtigste tidsmaskine.”
Mor kiggede på ham. Så kiggede hun ud på gangen, hvor Smilla stod og lod, som om hun ikke lyttede.
“Det har Smilla ret i,” sagde mor.
Hun slukkede lyset. Tobias lå i mørket og trykkede på en grøn knap i luften med sin finger. Så lukkede han øjnene.
“Brrrrrrr,” sagde han, meget stille.
Han kom aldrig til at høre, hvor længe han sagde det.
Den hurtigste tidsmaskine i verden står lige under dig, du. Tryk på den grønne knap og luk øjnene. Når du åbner dem igen, er det i morgen. Vi ses på den anden side. Godnat.
