Der var engang en pige, der hed Saga. Hun var otte år, hun boede i et hvidt hus på en bakke uden for en lille landsby, og på toppen af bakken, bag huset, lå der en stor, grå sten, som ingen vidste, hvor kom fra.
En aften i oktober lå tågen tyk over markerne. Den kom krybende op ad bakken og lagde sig om huset, så Saga ikke engang kunne se hækken fra sit vindue.
Og ud af tågen trådte en gammel mand.
Han var høj og tynd, med en lang, grå kappe, der så ud til at være lavet af tåge selv.
Han bankede på hendes vindue. Meget forsigtigt.
Saga åbnede.
“Godaften,” sagde manden. “Jeg er Tidsmesteren. Jeg passer på tågerne. De går gennem tiden, ved du. Og i aften er de tykke nok til, at man kan gå med. Vil du se, hvad bakken har været?”
Saga tænkte på mor og far, der sad nedenunder og så fjernsyn.
“Kommer jeg hjem igen?”
“Inden fjernsynet er slukket,” sagde Tidsmesteren. “Tag dine støvler på. Og en trøje.”
Hun tog støvler og trøje på og klatrede ud. Tidsmesteren rakte hende hånden. Den var kølig og tør. Sammen gik de op ad bakken til den store sten. Tågen var så tæt, at Saga kun kunne se et par skridt foran sig.
“Læg hånden på stenen,” sagde Tidsmesteren. “Og hold godt fast i min.”
Saga lagde hånden på stenen. Den var kold og ru.
Tågen hvirvlede.
Da den lettede, var huset væk.
Bakken var der. Stenen var der. Men alt andet var hvidt. Is. Kilometervis af is, så langt hun kunne se, og en vind, der var så kold, at den gjorde ondt i næsen. Der var ingen træer. Ingen fugle. Kun is og en grå himmel.
“Det er længe siden,” sagde Tidsmesteren. “Isen ligger over hele landet. Det var isen, der bar stenen hertil. Den skubbede den fra langt mod nord og lagde den her, da den smeltede.”
Saga kiggede på stenen. Den så ud præcis som derhjemme.
“Videre,” sagde Tidsmesteren. Tågen hvirvlede.
Næste gang var der skov. Store, mørke egetræer overalt, og et lille bål i læ af stenen. Ved bålet sad der mennesker i skind. En kvinde bar et barn på ryggen. Et andet barn, en dreng på Sagas alder, kastede små sten op ad den store sten og fangede dem igen.
Han kiggede direkte på Saga. Men han så hende ikke.
“De kan ikke se os,” sagde Tidsmesteren. “Vi er kun tåge for dem.”
Saga så drengen kaste og fange. Kaste og fange. Hun havde selv kastet sten op ad den samme sten i sommerferien.
“Videre,” sagde Tidsmesteren.
Tågen hvirvlede.
Nu var skoven væk. Der var marker. En landsby af lave huse med stråtag, og en grusvej, der gik lige forbi stenen. Det var sommer. En pige med fletninger sad på stenen og spiste et æble. En gås gik rundt om hende og ville have kernehuset.
“Middelalderen,” sagde Tidsmesteren. “Hun har vogtet gæs hele dagen. Nu hviler hun.”
Pigen smed kernehuset til gåsen og lagde sig ned på stenen med armene under hovedet og kiggede op i skyerne.
“Det gør jeg også,” hviskede Saga. “Ligger der og kigger.”
“Det har mange gjort,” sagde Tidsmesteren.
Tågen hvirvlede.
Næste gang var der et hus. Ikke Sagas hus. Et ældre et, af røde mursten, men på samme sted. Det var vinter. Bag huset, ved stenen, stod en lille pige i en tyk frakke og en strikket hue og byggede en snemand.
Pigen havde et rødt halstørklæde. Saga kneb øjnene sammen. Hun kendte det halstørklæde fra det gamle fotografi på kommoden, hvor en lille pige med samme næse som mor stod i sneen.
“Er det …?”
Tidsmesteren nikkede. “Din mormor. Hun boede her, da hun var lille. Huset er bygget om siden.”
Den lille mormor stoppede op og kiggede lige hen mod tågen, hvor de stod. Et øjeblik troede Saga, at hun kunne se dem. Så kiggede hun væk igen og satte en gulerod i snemandens ansigt. Skævt.
Saga grinede højt. Mormor satte altid gulerødder skævt i snemænd. Hun gjorde det stadig.
“Videre,” sagde Tidsmesteren blidt. “Én gang til.”
Tågen hvirvlede.
Og så stod de på bakken igen, i tågen, i oktober. Huset var Sagas hus. Lyset fra fjernsynet blinkede blåt i stuevinduet. Stenen var præcis, som den altid havde været.
Saga stod lidt og så på den.
“Is,” sagde hun stille. “Og en dreng, der kastede sten. Og en pige med gæs. Og mormor.”
“Og dig,” sagde Tidsmesteren. “Stenen har set dig også.”
Han slap hendes hånd. Tågen begyndte at trække sig, langsomt, ned ad bakken, ud over markerne.
“Kommer du igen?” spurgte Saga.
“Når tågen er tyk nok,” sagde han. Og så var han tåge selv, og så var han væk.
Saga gik ned og klatrede ind gennem vinduet. Fjernsynet var stadig tændt. Hun tog støvlerne af og lagde trøjen på stolen.
Næste morgen ringede hun til mormor.
“Mormor, satte du engang en gulerod skævt i en snemand bag huset? Da du var lille?”
Der blev stille i røret. Så lo mormor, længe. “Hvem har fortalt dig det?”
“Stenen,” sagde Saga.
Mormor sagde ikke noget til det. Men om eftermiddagen kom hun forbi med det gamle fotografi, og de sad sammen på stenen bag huset og kiggede på det.
Har du en sten, et træ eller et gammelt hus nær dig, du, der har stået der meget længe? Tænk på alle dem, der har siddet ved det før dig, én efter én, helt tilbage til isen. Og så dig. Godnat.
