Der var engang en pige, der hed Gustava, og hun var ti år, da hun blev guldgraver. Det var i 1898, langt oppe i det nordlige Canada, ved en flod, der hed Klondike.
Hun var kommet derop med sin far. De var udvandret fra Danmark to år før, og de havde boet i en by ved havet i Amerika, hvor far arbejdede på havnen. Så kom nyheden. Der var fundet guld i Klondike. Masser af guld. Og alle, der kunne, tog derop.
Det var ikke let at komme frem. Først sejlede de nordpå med et overfyldt skib. Så skulle de over bjergene, gennem et pas, der var så stejlt, at folk gik i en lang, sort række op ad sneen, som myrer. Politiet ved grænsen sagde, at alle skulle have mad nok til et helt år med. Det var næsten et ton for hver person. Mel og bønner og bacon og tørret frugt. Far bar det op i små bunker, igen og igen, i mange uger. Gustava bar også. Hun bar de lette sække.
Til sidst byggede de en båd og sejlede ned ad floden til Dawson City. Det var en by af telte og træhuse og mudder, og der boede tusindvis af mennesker, som alle ville finde guld.
Men det meste af guldet var allerede fundet.
De bedste steder ved floderne var taget. Hver lille strimmel jord havde en ejer. Far fik til sidst lov til at arbejde på et stykke ved en lille bæk, som ingen andre gad. Han gravede hele dagen. Om aftenen vaskede han sand i en flad, rund pande.
Gustava sad på en sten og så på. Far fyldte panden med sand og grus. Så holdt han den i det kolde vand og drejede den i små cirkler, og vippede den, så vandet skyllede det lette sand ud over kanten. Igen og igen. Til sidst lå der kun lidt sort sand tilbage i bunden. Han kiggede efter. Ingenting.
Sådan gik det dag efter dag.
En dag kom en gammel mand forbi. Han havde et langt, gråt skæg og en hat, der var mere hul end hat. Han hed Ketil og var fra Norge, og han havde ledt efter guld i tredive år. Ikke kun her. Også i Californien. Også i Australien.
Han så på Gustavas far. Han så på panden.
“Du leder de forkerte steder,” sagde han. “Må jeg vise pigen noget?”
Far nikkede.
Ketil tog Gustava med ned til bækken, hvor vandet var lavt. Han viste hende de store, flade sten i bunden. Klippen under alt sandet.
“Guld er tungt,” sagde han. “Meget tungere end sten. Når vandet løber, ruller sandet videre. Men guldet synker. Det synker ned, til det ikke kan komme længere. Og der, hvor det ikke kan komme længere, er der, hvor klippen er.”
Han satte sig på hug og pegede. Der var en lille revne i klippen under vandet. Smal som en finger.
“Det er der, guldet gemmer sig,” sagde han. “I revnerne. Det skjulte guld. Det, som ingen gider bøje sig ned efter.”
Han gav hende en ske. En helt almindelig ske med et bøjet skaft.
“Skrab,” sagde han. “Forsigtigt. Og pas på, at du ikke falder i vandet. Det er koldt nok til at stoppe et hjerte.”
Gustava lagde sig på maven på en flad sten, så hun ikke kunne glide. Far holdt hende i jakken. Hun stak skeen ned i revnen og skrabede. Der kom en lille klump mudder og sort sand op. Hun lagde det i panden. Ketil viste hende, hvordan hun skulle vaske det. Drej. Vip. Drej. Vip.
Det lette sand skyllede væk. Det sorte sand blev liggende. Og midt i det sorte sand var der noget andet.
Det var gult. Det var så lille, at hun næsten ikke kunne se det. Men det glimtede ikke som glimmer, der skinner i alle retninger. Det lyste. Roligt og varmt, som et lille stykke sol.
“Guld,” sagde Ketil.
Gustava skrabede i revnen hele eftermiddagen. Hun fandt syv små korn. Far fandt en anden revne og skrabede i den. Han fandt et korn så stort som en ært.
Det var ikke en formue. Det var ikke engang nok til at blive rig. Men det var nok til at købe mad til vinteren. Og det var deres eget.
Om aftenen kom Ketil forbi deres telt og fik kaffe.
“Hvorfor hjælper du os?” spurgte Gustava. “Hvorfor graver du ikke selv i revnerne?”
Ketil smilede ind i sit skæg.
“Det gør jeg,” sagde han. “I alle de andre bække. Men der er nok revner til os alle sammen.”
Næste forår tog Gustava og hendes far tilbage sydpå igen. De blev ikke rige. Det blev næsten ingen af dem, der rejste til Klondike. Men far fik arbejde i en butik, der solgte værktøj til guldgravere, og Gustava havde et lille glas med syv gule korn, som hun gemte hele sit liv.
Over Klondike falder sneen stille i nat, du, og floden fryser til fra bredderne og ind. Nede i revnerne i klippen ligger der stadig små korn af guld og venter på en, der gider bøje sig. Godnat.
