Der var engang en lille dreng, der hed Mikas. Han var seks år og ville være ridder, og en nat landede en stjerne i bedet uden for hans vindue. Da han rørte ved den, snurrede verden rundt, og han stod på en bakke over en landsby, hvor alle så meget trætte ud.
En ridder i bulet rustning kom hen til ham. “Endelig,” sagde hun. “Er du den nye ridder?”
“Jeg tror det,” sagde Mikas.
“Godt. Jeg er ridder Gertrud. Vi har et problem med en drage.”
Dragen boede i bjerget over landsbyen. For en uge siden var den fløjet ned om natten og havde taget alle landsbyens klokker. Kirkeklokken. Skoleklokken. Køernes klokker. Selv den lille klokke over bagerens dør.
“Uden klokker ved ingen, hvad tid det er,” sagde Gertrud. “Folk kommer for sent til alt. Køerne forsvinder. Og bageren græder.”
“Hvorfor tog dragen klokker?” spurgte Mikas.
Gertrud blinkede. “Det har ingen spurgt om.”
Så gik de op ad bjerget. Gertrud gik foran med sværdet. Mikas gik bagved med en pind. Ved hulens åbning stoppede Gertrud.
“Jeg går ind og kæmper,” sagde hun.
“Må jeg spørge først?” sagde Mikas.
Gertrud tænkte. “Fem minutter.”
Mikas gik ind. Hulen var varm og lugtede af svovl. Og inderst inde lå dragen, stor og grøn, krøllet rundt om en bunke klokker. Ved siden af hende lå tre æg. Store, plettede æg, der var begyndt at revne.
“Hvem er du?” hvæsede dragen.
“Mikas,” sagde Mikas. Hans stemme var meget lille. “Hvorfor tog du landsbyens klokker?”
Dragen kiggede på ham længe. Så sukkede hun, så der kom røg ud af næsen.
“Fordi de ringer,” sagde hun. “Hver morgen, ding, dang, dong. Hver middag. Hver aften. Mine æg skal klækkes i ro. Hver gang klokkerne ringer, ryster de. Så jeg tog klokkerne. Nu er her stille.”
Mikas kiggede på æggene. “Hvornår klækkes de?”
“Om tre dage. Måske fire.”
Mikas tænkte. “Hvis du giver klokkerne tilbage,” sagde han langsomt, “så kan jeg spørge, om de vil ringe stille. Bare i fire dage. Med et klæde om knebelen.”
Dragen løftede hovedet. “Kan man det?”
“Det tror jeg. Og bagerens klokke er alligevel ikke særlig høj.”
Han gik ud til Gertrud og fortalte det. Gertrud lagde sværdet ned. Så gik hun ned til landsbyen og fortalte det til alle.
Den eftermiddag bar landsbyens folk deres klokker hjem fra bjerget. Dragen hjalp. Hun bar kirkeklokken i kløerne og satte den forsigtigt i tårnet. Og om aftenen ringede den. Med et tykt uldklæde om knebelen. Dunk. Dunk. Dunk.
Det var den blødeste lyd, Mikas nogensinde havde hørt.
Fire dage senere klækkede æggene. Tre små drager, grønne og våde og meget sure. Og den første lyd, de hørte, var kirkeklokken, der ringede, dunk, dunk, dunk, langt nede i dalen.
De faldt i søvn med det samme.
Mikas mærkede verden snurre. Han lå i sin seng. Uden for vinduet ringede kirkeklokken i hans egen by. Den var ikke dæmpet. Den var bare langt væk.
Dunk, du. Dunk. Dunk. Det er en klokke med et klæde om, et sted langt væk. Tre små drager sover til den. Det kan du også. Godnat.
