Der var engang en vikingedreng, der hed Ragnar. Han var ni vintre gammel, og han boede i et langhus ved en fjord sammen med sin mor, sin far, sin lillesøster, to køer, en ged og sin fætter Ulf, der var tolv og vidste alt bedre.
Om vinteren var det mørkt i langhuset. Ilden brændte midt på gulvet, og røgen fandt selv vej ud gennem hullet i taget. Om aftenen, når arbejdet var gjort, satte de voksne sig ved ilden og fortalte. Og nogle gange spillede de tafl.
Tafl var et brætspil. Brættet var af træ, med firkanter skåret ind, og brikkerne var små stykker af hvalben og rav. I midten stod kongen, en større brik med en lille krone. Rundt om kongen stod hans forsvarere, de hvide. Og ude ved kanterne ventede angriberne, de mørke, dobbelt så mange.
Kongen skulle flygte ud til et af hjørnerne. Angriberne skulle fange ham, før han nåede det.
Ragnars far var den bedste til tafl i hele bygden. Han havde en ring om overarmen, en æresring af snoet sølv, som han havde vundet engang ved tinget.
En aften i den mørkeste tid tog far ringen af og lagde den på bænken.
“I aften spiller Ragnar og Ulf,” sagde han. “Den, der vinder, må bære ringen til forårstinget.”
Ulf grinede. “Han kan ikke engang huske, hvordan brikkerne går.”
Ragnar sagde ingenting. Han kunne godt huske det. Alle brikker gik lige ud, så mange felter man ville. Og en brik blev slået, hvis den blev klemt mellem to fjender.
“Hvem vil være kongen?” spurgte far.
“Det vil jeg,” sagde Ragnar hurtigt. Kongen havde færre brikker. Men kongen skulle bare ud.
De satte sig ved brættet. Ilden knitrede. Lillesøster sad på mors skød og kiggede. Køerne tyggede inde bag skillevæggen.
Ulf startede. Han rykkede sine mørke brikker hurtigt frem, en efter en, for at lukke alle veje. Klik, klik, klik på træbrættet.
Ragnar tænkte længe. Så flyttede han en af sine forsvarere ud til venstre.
Ulf slog den med det samme. Han klemte den mellem to af sine egne. “Én,” sagde han og lagde brikken ved siden af brættet.
Ragnar flyttede igen. Og igen mistede han en brik. “To,” sagde Ulf.
Far sagde ingenting. Han sad og snittede i et stykke træ. Mor nålebandt en vante med en stor nål af ben.
“Tre,” sagde Ulf.
Ragnar havde kun fem forsvarere tilbage. Men han havde ikke flyttet dem tilfældigt. Hver gang han havde mistet en brik, havde Ulf måttet trække to af sine egne væk fra højre side for at slå den.
Og nu var højre side næsten tom.
Ragnar flyttede kongen. Ét felt. Ulf så det ikke. Han havde travlt med at tælle sine fangede brikker.
“Fire,” sagde Ulf og tog en forsvarer mere.
Ragnar flyttede kongen igen. Lige ud. Hele vejen. Gennem en åbning, hvor der et øjeblik før havde stået to mørke brikker.
Kongen stod i hjørnet.
Der blev helt stille i langhuset. Ulf kiggede på brættet. Så på Ragnar. Så på brættet igen.
“Du lod mig tage dem,” sagde han langsomt.
“Ja,” sagde Ragnar.
Far lagde kniven fra sig. Han samlede sølvringen op fra bænken og skubbede den op om Ragnars arm. Den var alt for stor. Den gled helt ned til albuen.
“Den skal du vokse ind i,” sagde far.
Ulf sad lidt. Så stillede han brikkerne op igen. “Igen,” sagde han. “Og denne gang er jeg kongen.”
De spillede igen. Ulf vandt. Så spillede de igen, og Ragnar vandt. Så sagde mor, at nu var det altså sengetid, også for vikinger, og ilden var ved at brænde ned.
Ragnar lagde sig på sin bænk langs væggen, under et tæppe af uld. Ringen havde han stadig om armen. Han kunne mærke den, kold og tung, og så efterhånden varm.
Ved ilden sad far og samlede brikkerne én for én i en lille lædersæk. Klik. Klik. Klik.
Det sidste, han lagde i, var kongen.
Har du et spil derhjemme, du, hvor brikkerne ligger i en æske nu? Der ligger de, alle sammen, og hviler sig til næste gang. Kongen også. Han behøver ikke flygte nogen steder i nat. Godnat.
