Der var engang en dreng, der hed Hussein, og han var vanddreng i Kongernes Dal i Egypten. Det var i november 1922. Han var tolv år, havde en lille æsel og to store lerkrukker, og hans job var at hente vand fra Nilen og bære det op til mændene, der gravede i sandet.
Kongernes Dal er en tør, varm dal mellem gule klipper. For mere end tre tusind år siden begravede man Egyptens konger der. De hed faraoer. Man gravede lange gange dybt ind i klipperne og lavede rum for enden, og der lagde man faraoen, sammen med alt det, han skulle bruge i livet efter døden.
Men næsten alle gravene var blevet plyndret for længe siden. Røvere havde fundet dem og taget guldet.
Næsten alle.
En englænder, der hed Howard Carter, troede, at der var én grav, som ingen havde fundet. Graven efter en ung farao, der hed Tutankhamon. Han var blevet konge, da han var ni, og han var død, før han blev tyve. Carter havde ledt efter graven i fem år. Han havde gravet og gravet. Han havde næsten ikke fundet noget.
Det var det sidste år. Lord Carnarvon, der betalte for det hele, havde sagt, at nu var der ikke flere penge.
Hussein kendte Carter. Han var en høj mand med overskæg og hat, der sjældent smilede. Men han gav Hussein en mønt ekstra, når det var meget varmt.
En morgen gik Hussein op med sine vandkrukker. Æslet traskede bag ham. Mændene gravede ved foden af en anden grav, hvor der lå store bunker af sten og sand.
Hussein skulle stille krukkerne ned. Han skulle bruge et fladt sted, så de ikke væltede. Han skrabede lidt sand væk med foden.
Under sandet var der noget hårdt. Fladt og lige. Han skrabede lidt mere.
Det var et trin. Et trin, der var hugget ud i klippen.
Sådan fortæller man i hvert fald historien. Det er længe siden, og ingen ved det helt sikkert. Men det var sådan, Hussein selv fortalte den, da han var en gammel mand.
Han løb hen til de voksne. De kom og kiggede. De gravede. Under det første trin var der et trin til. Og et til. Seksten trin i alt, der førte ned i klippen. For enden var der en dør af sten, med segl på. Seglerne var hele.
Carter sendte et telegram til England. Lord Carnarvon og hans datter, Lady Evelyn, tog skib og tog og var der tre uger efter.
Den 26. november stod de alle sammen for enden af den lange, mørke gang. Der var endnu en dør. Carter lavede et lille hul i den med en mejsel. Varm luft kom ud. Han holdt et stearinlys op til hullet for at se, om luften var god.
Så kiggede han ind.
Han stod tavs længe. Lyset flakkede. Bag ham stod Lord Carnarvon og Lady Evelyn og Hussein og alle de andre og ventede.
“Kan De se noget?” spurgte Lord Carnarvon til sidst.
“Ja,” sagde Carter. “Vidunderlige ting.”
Derinde, i mørket, hvor ingen havde været i over tre tusind år, glimtede det. Guld. Overalt guld. Der var forgyldte senge formet som dyr. Der var stole og kister og kurve. Der var vogne, som faraoen havde kørt i. Der var små figurer, der skulle arbejde for ham i dødsriget. Der var guldsandaler og smykker og en trone med billeder af den unge konge og hans dronning.
Det var den største skat, nogen nogensinde havde fundet i Egypten.
Det tog Carter og hans hjælpere ti år at tømme graven. Hver eneste ting blev tegnet og fotograferet og pakket ind i bomuld, før den blev båret ud. Inderst inde fandt de faraoen selv, i tre kister inden i hinanden. Den inderste var af massivt guld. Over hans ansigt lå en maske af guld og blå sten.
Men der var én ting, som Hussein huskede bedre end guldet.
På en af kisterne lå der en lille krans af blomster. Den var lagt der, da faraoen blev begravet. Det var små blomster, olivenblade og blå kornblomster, tørre og brune nu. Men man kunne stadig se, hvad det var.
Nogen havde plukket dem. Måske hans unge dronning. Hun havde plukket blomster og lagt dem til ham, sådan som man gør, når man er ked af det.
Guldet var til kongen, tænkte Hussein. Men blomsterne var til drengen.
En dag fik Hussein lov at prøve et af faraoens smykker. Det var en stor halskæde af guld og farvede sten. Fotografen tog et billede af ham med den om halsen. Han så meget alvorlig ud. Det billede gemte han hele sit liv.
Alt det, der blev fundet i graven, står i dag på museum i Egypten. Masken af guld. Tronen. Sandalerne. Blomsterkransen. Folk kommer fra hele verden for at se det.
Og tæt ved Kongernes Dal er der et lille hus, hvor Husseins familie har boet i mange år. På væggen hænger der et gammelt sort-hvidt foto af en dreng med en halskæde af guld.
Kongernes Dal er mørk og stille i nat, du. Sandet ligger over de gamle trin, og stjernerne er de samme, som faraoen så. Tre tusind år er lang tid. En nat er ikke så lang. Godnat.
