Der var engang en dreng, der hed Benedikt, og han var på ferie i Arizona med sin mor og far. Arizona ligger i Amerika, og der er en ørken, som ikke er lavet af sand, sådan som Benedikt havde troet. Den var lavet af rød jord og sten, og der voksede kaktusser overalt.
Den største slags kaktus hed saguaro. Den kunne blive højere end et hus og have arme, der stak op i luften, som om den blev overrasket.
En eftermiddag gik familien en tur på en sti i en nationalpark. Det var hen mod aften, og heden var ved at slippe. Der var en ranger med, en kvinde i grøn skjorte og bred hat. Hun hed Maria, og hun gik forrest, og alle skulle holde sig på stien, sagde hun, for der kunne være klapperslanger mellem stenene.
Benedikt holdt sin far i hånden.
Himlen blev orange, og så lyserød, og så lilla. Kaktusserne blev til sorte silhuetter mod himlen.
Og så hørte Benedikt noget.
“Hu-hu-hu-hu.”
Det var en lille lyd. Høj og hurtig, som en hvalp, der klynker, eller en, der griner med munden lukket.
“Hvad var det?” hviskede han.
Ingen havde hørt det. Han stod helt stille.
“Hu-hu-hu-hu.”
Det kom fra en af de store saguaro-kaktusser. Den stod lige ved stien med tre arme, og den lignede en mand, der vinkede.
“Mor,” sagde Benedikt. “Den kaktus siger noget.”
Mor kiggede på kaktussen. Far kiggede på kaktussen. Så sagde lyden det igen. “Hu-hu-hu-hu.” Nu hørte de det alle sammen.
“Kaktusser kan ikke tale,” sagde far langsomt. Men han lød ikke helt sikker.
Ranger Maria kom tilbage langs stien. Hun smilede, da hun så, hvor de kiggede.
“I har fundet en af mine yndlinge,” sagde hun stille. “Kig på hullet. Dér, cirka halvvejs oppe.”
Benedikt kiggede. Højt oppe på kaktussen var der et lille, rundt hul, ikke meget større end en tennisbold. Og i hullet sad der et ansigt. Det havde to runde, gule øjne og hvide øjenbryn og var ikke større end en kop.
“Det er en kaktusugle,” hviskede Maria. “Elf owl, kalder vi den herovre. Det er en af verdens mindste ugler. Den vejer mindre end et hønseæg.”
“Bor den inde i kaktussen?” spurgte Benedikt.
“En spætte har hakket hullet,” sagde Maria. “Og indeni er kaktussen kølig om dagen og lun om natten. Det er det bedste hus i hele ørkenen. Uglen sover derinde hele dagen. Nu er den lige vågnet.”
Den lille ugle kiggede på dem. Den blinkede. Så sagde den “hu-hu-hu-hu” igen, og bag dem, fra en anden kaktus, svarede en anden lille stemme.
“Det er dens mage,” sagde Maria. “De siger godaften til hinanden.”
Så spredte uglen sine to små vinger og fløj lydløst ud i tusmørket. Den var væk på et øjeblik.
“Den skal på jagt,” sagde Maria. “Efter natsværmere og biller. Når solen står op i morgen, flyver den hjem til sit hul igen.”
De gik tilbage til bilen, mens de første stjerner kom frem. Der var så mange stjerner over ørkenen, at Benedikt aldrig havde set noget lignende. På vej hjem til motellet sad han med panden mod ruden og så på kaktusserne, der fløj forbi i mørket. Han tænkte på, hvor mange af dem der havde et lille ansigt i et hul.
Den aften faldt han i søvn, mens han tænkte på et lille, gult blik og en lille stemme, der sagde hu-hu-hu.
Hu-hu-hu-hu, siger kaktusuglen fra sin kaktus, du. Den siger godaften, mens den selv står op. Det er da en mærkelig ugle. Men nu er det din tur til at krybe ind i dit hul. Godnat.
