Der var engang en pige, der hed Thyra. Hun var otte år, hun var opkaldt efter en vikingedronning, og hendes mor var arkæolog. Det betyder, at hun graver ting op af jorden, som folk har tabt for meget længe siden.
En sommer tog mor hende med på en udgravning.
Det var på en mark uden for en lille by i Jylland. Der havde engang ligget en vikingelandsby, sagde mor. Man kunne ikke se den. Det var bare en mark med hvide telte, snore i firkanter og mange voksne, der lå på knæ i jorden med små skeer.
“Er der en skat?” spurgte Thyra.
“Måske,” sagde mor. “Det er der altid på en måde.”
Thyra fik sin egen firkant. Den var en meter på hver led, med snore om, i den ene ende af udgravningen, hvor jorden var blød og brun. Hun fik en lille murerske, en pensel og en spand.
“Man graver ikke,” sagde lederen, en høj mand med solhat, der hed Søren. “Man skraber. Et tyndt lag ad gangen. Og hvis du ser noget, der ikke er jord, så stopper du og kalder.”
Thyra skrabede.
Det tog lang tid. Jorden kom op i små krummer. Hun fyldte spanden og tømte den i en sigte, og en dreng fra byen hjalp hende med at ryste sigten, så de kunne se, om der var noget i.
Der var sten. En masse sten.
Om eftermiddagen den første dag fandt hun et lille stykke brændt ler. “Det er fra en gryde,” sagde mor og lagde det i en pose med et nummer på. “Godt. Nogen har lavet mad her.”
Thyra syntes ikke, det var en skat.
Den anden dag fandt hun en sort klump, der var en rusten nagle. Den tredje dag fandt hun ingenting. Det regnede, og de sad i teltet og drak saft og spillede kort med Søren.
Den fjerde dag, om formiddagen, skrabede Thyra et tyndt lag væk i hjørnet af sin firkant, og så var der noget hvidt.
Hun stoppede. Hun kiggede. Det var ikke en sten.
“Mor!”
Mor kom. Søren kom. De lå alle tre på knæ og kiggede ned i hjørnet af firkanten. Mor tog penslen og børstede forsigtigt jorden væk. Det tog lang tid. Thyra holdt næsten vejret.
Det kom langsomt frem. Det var langt og smalt og lige, med en række fine tænder på den ene side, og det var lavet af ben. På den glatte side var der ridset et mønster. Små streger, der krydsede hinanden.
“En kam,” sagde Søren stille.
“En vikingekam,” sagde mor. “Af hjortetak, tror jeg. Folk gik med dem i bæltet. Både mænd og kvinder.”
“Er den guld værd?” spurgte Thyra.
Mor lo. “Nej. Den er hel. Det er meget sjældnere.”
Hun løftede den op i sin hånd, meget forsigtigt. Thyra kiggede på den. Der manglede en enkelt tand i midten.
“Nogen har brugt den,” sagde Thyra.
“Hver morgen,” sagde mor. “I mange år. Og så tabte de den en dag. Måske ledte de efter den.”
Thyra tænkte på det. En vikingepige eller en vikingemand, der stod her i en landsby, hun ikke kunne se, en morgen for tusind år siden, og ledte efter sin kam. Og den havde ligget lige her hele tiden. Under jorden. Og ventet, til hun kom.
“Må jeg holde den?”
Mor kiggede på Søren. Søren nikkede.
Thyra holdt den i sin håndflade. Den var let og glat og lidt kold. Hun holdt den meget længe.
Så lagde de den i en lille æske med vat og skrev et nummer på.
Om efteråret tog mor og Thyra til museet i byen. Kammen lå i en montre nu, på blåt stof, med et lille skilt. Der stod: Kam af hjortetak. Vikingetid. Fundet af Thyra.
Hun stod længe og kiggede på sit navn.
Den aften, før hun gik i seng, redte hun sit hår, langsomt. Hun talte strøgene. Det samme havde nogen gjort for tusind år siden, med en kam, der manglede en tand.
Har du redt dit hår i aften, du? Så har du gjort noget, som vikingebørn også gjorde, før de lagde sig til at sove. Strøg for strøg. Godnat.
