Der var engang en dreng i Det Vilde Vesten, der hed Sam. Alle kaldte ham Slangeøje Sam, fordi han kunne se en klapperslange under en busk på hundrede meters afstand og en hare, der lå helt stille i græsset, før den selv vidste, at den var blevet set.
Han boede på en lille ranch med sin mor. De havde tyve køer, to heste og en brønd.
Den sommer regnede det ikke.
Det regnede ikke i juni. Det regnede ikke i juli. Græsset blev gult og så brunt. Floden blev til en bæk, og bækken blev til sten. Og en morgen i august, da mor sænkede spanden ned i brønden, kom den op med mudder i bunden.
“Vi har vand til en uge,” sagde mor. “Måske to.”
Den aften sad mor længe ved køkkenbordet. Hun havde et gammelt papir foran sig, gult og blødt i kanterne.
“Hvad er det?” spurgte Sam.
“Et kort,” sagde mor. “Din oldefar tegnede det, da han kom hertil. Han ledte efter vand dengang, ligesom vi gør nu.” Hun pegede. “Her er ranchen. Her er de røde klipper. Og her, bag klipperne, har han tegnet en cirkel. Og skrevet et ord.”
Sam lænede sig frem. Ordet var svært at læse. Kilde.
“Hvorfor har vi aldrig været der?”
“Fordi vi aldrig har haft brug for det,” sagde mor. “Og fordi han ikke har tegnet, hvor bag klipperne. Det er et stort område.”
Næste morgen sadlede de hestene før solopgang. Mor på den store brune. Sam på Muskat, den lille gule. To vandflasker hver og kortet i mors brystlomme.
De red i tre timer. Solen kom op og blev varm. De røde klipper rejste sig foran dem, høje og takkede, og bag dem lå et bredt, tørt dalstrøg fuldt af sten og grå buske.
Mor holdt hesten an og kiggede. “Her et sted,” sagde hun. “Men hvor?”
Det var der, Sam begyndte at kigge.
Han kiggede ikke efter vand. Han vidste, at han ikke ville kunne se det. Han kiggede efter alt det andet.
Der. En fugl. En lille, grå due, der fløj lavt hen over dalen, i en lige linje, og forsvandt bag en stor sten.
Der. En anden due, samme vej.
Der. Et spor i støvet. Små, kløvede fodaftryk. Hjorte. Mange. De gik alle sammen den samme vej, ned mod den store sten.
Og der, helt nede ved stenen, hvor alt andet var gråt og brunt og tørt, var der en lille plet af grønt. Bare en håndfuld blade. Men grønne.
“Mor,” sagde Sam. “Følg duerne.”
De red derhen. Bag den store sten var der en sprække i klippen, så smal, at man kun kunne komme ind sidelæns. De bandt hestene og gik ind. Det blev køligt. Det lugtede af mos.
Og der, inderst inde, i en lille fordybning i den røde sten, var der en blank flade. Ikke større end et badekar. Men den var fuld. Og fra en revne i klippen ovenover dryppede det, sagte og jævnt, én dråbe ad gangen.
Plip. Plip. Plip.
Duerne sad på kanten og drak. De fløj ikke væk.
Mor satte sig på hug og stak hånden i. Hun var stille i lang tid. Så rejste hun sig og lagde armen om Sam.
“Din oldefar ville have været stolt,” sagde hun.
De fyldte vandflaskerne og red hjem. Næste dag kom de tilbage med et æsel og fire tønder, og dagen efter igen. De byggede en rende af træ fra klippen ned til en tønde, så vandet kunne løbe direkte i den. Og mor tegnede et nyt kort, med en pil og en due og den store sten.
Det regnede i september. Brønden blev fuld igen. Men de glemte ikke kilden.
Om aftenen, da Sam lå i sengen, kunne han næsten høre den. Langt væk, bag de røde klipper. Plip. Plip. Plip.
Plip, du. Plip. Et sted bag nogle røde klipper drypper der vand, én dråbe ad gangen, i en lille, kølig hule, hvor duerne sover. Lyt efter den. Godnat.
